Postkort til praktikanter gav inspiration, trøst og tryghed
Et projekt om refleksion under journaliststuderendes praktik resulterede i et lærende fællesskab blandt praktikanterne
Af Helle Lyster og Joan Husted, DMJX
De studerende på journalistuddannelsen ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) har travlt. I deres praktikforløb møder de et arbejdsmarked med stigende produktionskrav. I 18 måneder er de væk fra skolen, de får løn og deres arbejdsgiver forventer at de leverer et produkt, som kan publiceres samtidig med at de studerende har travlt med at bevise deres værd.
Derfor skrev vi i foråret følgende invitation:
Kære praktikanter
Vi vil gerne skabe mere fokus på at jeres praktiksted bliver en læreplads og ikke kun en arbejdsplads. Derfor vil vi de næste to måneder give jer chancen for systematisk at reflektere over, hvad I faktisk gør, når I producerer, idéudvikler, træffer beslutninger osv….
Denne artikel handler om det projekt, der fulgte af invitationen og som vi i november 2021 fremlagde på UCN-konferencen ECRPL 2021 om Refleksiv Praksislæring.
Som uddannelsesinstitution ønsker vi nemlig, at de studerende fortsætter den læringsproces, som bliver igangsat på skolen. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi kan hjælpe dem til at tage ejerskab over egen læring og gør arbejdsplads til læreplads. Kan vi skabe større selvstændighed eller subjektifikation — et begreb vi forklarer lidt senere — under praktikken ved hjælp af refleksion?
Til vores store glæde opstod der under projektet et lærende fællesskab blandt praktikanter på forskellige medier. Nogle gav desuden udtryk for at de fik langt mere selvtillid og blev bevidste om egen læring og nogle så konturerne af deres egen professionelle identitet.
Hvad gjorde vi så?
Der meldte sig 15 studerende på vores invitation. Hver fredag i 10 uger sendte vi pr. mail et ”postkort” med tre refleksive og tilpas forstyrrende spørgsmål til journalist-studerende i praktik. De svarede anonymt, men delte deres svar på den digitale platform Padlet, sådan at alle i projektet kunne læse med. Tanken med de delte refleksionerne var bl.a at de kunne inspirere hinanden til nye læringsmål i deres læringsplaner, der er et dokument, som beskriver personlige læringsmål og dertil knyttede fokusområder undervejs i praktikken.
Spørgsmålene lød bl.a
- I denne uge er jeg lykkedes med at….
- Det blev muligt fordi….
- Det er vigtigt for mig fordi…
Spørgsmålene tager afsæt i teorien om Appreciative Inquiry, grundlagt af den amerikanske organisationsforsker David Cooperrider. AI er karakteriseret ved at have et anerkendende blik på socialt konstruerede systemer og har forenklet sagt det fokus, at dét, vi giver opmærksomhed, er også det vi ser. Målet er at skabe udvikling og læring gennem et fokus på det, der allerede virker. AI mener at vi med sproget forstår og skaber verden, og derfor er kunsten i AI at stille spørgsmål, som “styrker et systems evne til at optage, forudsige og løfte det positive potentiale.” (Cooperrider & Whitney, 1999)
Den anerkendende tilgang, der ligger i spørgsmålene er samtidig i tråd med et af de seks grundprincipper i Refleksiv Praksislæring, nemlig at tage udgangspunkt i det gode eksempel.
Desuden har vi teoretisk ladet os inspirere af Gert Biesta, hollandsk professor, forsker og uddannelsesteoretiker, som mener at god uddannelse har tre formål; nemlig at skabe viden/faglighed, socialisering og autonomi. (Biesta 2011, s. 33) Han taler om:
Kvalifikation: Viden, færdigheder og forståelse, evne til at gøre noget.
Socialisation: Hvordan vi bliver del af sociale, kulturelle og politiske ”ordener” og traditioner.
Subjektifikation: Blive uafhængig og autonom i tænkning og handling. En fortsat, aldrig afsluttet proces.
Det er særligt de to sidste begreber, vi her interesserer os for.
Hvad reflekterer praktikanterne så over ? I deres postkort-svar beskriver de studerende bl.a hvordan de er lykkedes med at lære nye programmer, komme ud over stepperne, sige fra, have en følelse af at være sig selv, være selvstændig og ærlig i deres proces eller lave det første live-indslag. Det er altså svar, som både går på nogle (ydre) færdigheder, men også nogle (indre) kompetencer.
De reflekterer også over, hvad de selv har gjort for at det lykkedes — og her handler svarene bl.a om at udfordre sig selv og tage imod udfordringer, sige “jeg gør det så godt jeg kan”, bede om hjælp, sige pyt, være proaktiv i forhold til at bede om opgaver eller på andre måde “bede om det, jeg har brug for” og byde ind med ideer.
Baseret på disse svar, valgte vi nogle temaer til en række kvalitative interviews, som vi har foretaget med en gruppe af de studerende — både nogle studerende, der deltog hver uge og nogle, der ikke var så ”stabile”. De seks temaer omhandlede: På hvilken måde har postkortene skabt læring ? Hvad har det betydet at skulle nedskrive sine tanker og besvarelser? Hvad har det betydet at spørgsmålene fokuserede på det positive? Hvad har det betydet at svarene blev afgivet i et fælles forum ? Hvad betød spørgsmålet om dine kolleger ? Hvad har været din modstand ?
Her følger nogle af de væsentligste pointer fra hvert tema:
Refleksion og læring
På spørgsmålet om, hvorvidt postkortene overordnet har skabt refleksion og læring, svarer de studerende i de kvalitative interviews bl.a at postkortene hver uge var med til at skabe en vane, lidt mere struktur, som hjalp til, at de rent faktisk fik reflekteret. Desuden skabte de læring i forhold til:
- Bevidsthed om egne værdier
- Større kampgejst
- Selvindsigt
- Tiltro til egen dømmekraft
- Evne til at sige fra
- Fokus på læring i stedet for præstation
- Fokus på egen udvikling
“Efterfølgende tænker jeg mere over, ikke bare sådan: Yes, det er fedt det her lykkes, men også hvad var det egentlig der gjorde, at det lykkedes”
“Jeg er blevet mere opmærksom på at jeg lærer noget og at min egen indstilling kan ha´ stor betydning….”
Noget på skrift
I de kvalitative interviews nævner flere af de studerende betydningen af at få noget på skrift, de kan gå tilbage til, og som de måske erindrer anderledes end det, de skrev for flere uger siden. De taler også om det gode ved at stoppe op i en hverdag, der kører med 200 kilometer i timen. Besvarelserne bliver et sted at sætte sine tanker ind, når der er tankemylder. Det sætter egne ord på ens udvikling, i stedet for hvad andre siger, man er god til.
Typisk har praktikanterne brugt 15–30 minutter om ugen på at besvare spørgsmålene. Nogle har læst spørgsmålene og svaret senere, andre har svaret med det samme eller ikke svaret, fordi de ikke kunne finde et svar på stående fod.
Selvom vi ikke har kommenteret på deres besvarelser, siger nogle af deltagerne alligevel, at det er rart at have nogen at rapportere tilbage til — så vi (på skolen) kan forstå deres praktik.
En følte sig også bedre klædt på til de samtaler, som praktikanterne har løbende med enten redaktør eller praktikvejleder:
“ Det har hjulpet med at få klarhed over, hvad der egentlig er op og ned i de ting, man oplever. Så man bedre kan sætte ord på det, når man sidder og snakker med sin redaktør…”
Det positive blik
Vi spurgte bl.a hvad det har betydet, at de meget bevidst har skulle kigge på det positive, altså ting, de er lykkedes med. Nogle har oplevet dette som “tvang”, fordi det ellers er så nemt at være selvkritisk og huske, hvad der ikke lykkes. De giver dog også udtryk for, at det positive fokus primært er en hjælpsom tvang, fordi det hjælper dem til at opdage, at “der sker bitte små ting hele tiden, som jeg ikke lægger mærke til, fordi jeg står midt i det”. De får øje på noget, de ikke selv har tænkt over. På denne måde har vi skabt en passende forstyrrelse, endnu et af grundprincipperne i Refleksiv Praksislæring. Formålet er at skabe meningssammenbrud: gennem forstyrrelser, der kan give anledning til refleksion. (Dewey, 2009) i Hvidbog om Refleksiv Praksislæring. De får øje på, at det måske går bedre end de ellers fortæller sig selv. Yderligere pointer er:
- Selvtillid fordi man lykkes trods alt
- Fokus på processen i stedet for produktet
- Egen indsats bliver tydeligere
“Man kan gøre sig selv dårligere og mindre i stand til egentlig at lære noget, hvis man fokusere på de ting, som man skal blive bedre til og som man ikke er så god til...”
“Hvis man har en periode, hvor man måske ikke føler at man kører med klatten, at man så stadig er lidt tvunget til at finde de små ting, man rent faktisk er lykkedes med….Jeg tænker sgu nok over de ting, der ikke lykkes ”
Jeg er ikke den eneste
Som praktikant og ny på en arbejdsplads, kan man godt føle sig lidt alene i verden. Flere gav udtryk for at det skabte et fællesskab, at svarene blev afleveret i et fælles forum på Padlet, hvilket har været med til at skabe læring og motivation. I et socialkonstruktionistisk perspektiv — som AI er udtryk for — er læring netop et relationelt produkt skabt gennem interaktion. (Ziethen et al, 2013). Ved at se hvad andre kæmpede med, blev nogle opmærksomme på ting, som de selv havde let ved. Desuden nævnte de:
- Input til noget, man ikke snakker med vennerne om
- Bevidsthed om egne styrker
I forhold til sådan det videre arbejde har jeg fået meget ud af at læse de andres svar…Inspiration og nogle gange trøst og tryghed. Altså der er jo også nogle andre, der kæmper for noget. Så det kan du også”
Blikket på kollegerne
Et af ”postkort”-spørgsmålene havde til formål at få de studerende til at løfte blikket og kigge sig omkring i organisationen og se på deres erfarne kolleger for dermed også at blive mere bevidste om deres egen professionelle identitet.
Gert Biesta — med inspiration fra filosoffen Emmanuel Levinas — kalder det en del af subjektifikationen, når den studerende reflekterer over: Hvornår betyder det noget, at jeg er mig og ingen anden (Biesta 2011, s.98) Her taler han om situationer, hvor man ikke bare er fagperson eller en stemme, som repræsenterer en kultur, en profession, men hvor vi “kommer til syne” og reagerer på vores egen unikke måde.(ibid, s.101)
Praktikanternes svar kan derfor både ses som en gryende bevidsthed om hvordan de ser sig selv i forhold til arbejdspladsens kollegiale og professionelle fællesskab og kultur (subjektifikation). Og det gør de ved at aflæse og blive bevidste om netop dette fællesskabs traditioner og praksisser — altså dét, som Gert Biesta vil kalde socialiseringen.
Postkort-spørgsmålet lød: En ting, jeg har noteret mig hos de færdiguddannede journalister på mit praktiksted er at….
Her fik praktikanterne øje på at de færdiguddannede journalister også er usikre og i tvivl om en række spørgsmål, at de gerne vil lære fra sig, at de tager tingene, som det kommer, at de er dygtige — men også at praktikanterne bidrager med meget nyt ind på redaktionerne. Èn skriver at “de er lynhurtige til at scanne og afkode — men at det også betyder at man må kæmpe lidt ekstra for det, man selv tror på.”
Ved at rette opmærksomheden mod tonen i det redaktionelle fællesskab, bliver det efterhånden muligt for praktikanterne at tale som repræsentanter for dette fællesskab, men samtidig kan de også blive mere klar over deres egen unikke stemme. Og subjektifikation handler ifølge Biesta netop ikke om “nytilkomnes” indførelse i eksisterende ordener, men om måder at være på, der peger på uafhængighed af sådanne ordener”(Biesta, 2011).
Af de kvalitative interviews fremgår det, at spørgsmålet om de erfarne kolleger har skabt følgende refleksioner:
- Befriende at de også er forskellige
- Afklarer hvilken arbejdsplads, der er god for den enkelte
- Refleksion over eget image
- Ser at udvikling/læring kan fortsætte
“..man bliver mere bevidst om hvad det er for en journalist, jeg selv ønsker at være. Og hvor er det jeg kan lære noget? Og hvem er det så, der virkelig er dygtig til de områder, hvor jeg selv gerne vil blive bedre.”
Modstand
Har alt så bare fungeret godt? Nej. Selvom praktikanterne meldte sig frivilligt, var der flere som faldt fra undervejs og nogle som næppe kom i gang med at besvare postkort-spørgsmålene. En skrev, at han syntes det var en rigtig god idé, men at han fik så meget i sin inbox, at han ikke ønskede mere. Nogle troede at det var et projekt for ”skolens skyld” og det motiverede dem ikke. Andre kunne i bagklogskabens lys se, at det havde været noget, de kunne bruge. Det er helt klart en udfordring at få eller tage sig tid til at reflektere og besvare spørgsmålene i en travl hverdag. Og at huske tilbage på en hel uges indtryk.
Opsamlende kan man dog sige, at for dem, der holdt ved, har refleksionen skabt læring og dermed en oplevelse af at stå stærkere, som den man er — altså subjektifikation. Det vedvarende fokus på handlinger, som er lykkedes, har forstyrret dem, men samtidig flyttet blikket væk fra det svære, til den læring, de ellers overser eller ikke har blik for. Det er læring, som tager afsæt i de studerendes egne erfaringer. Og ikke mindst er det vigtigt at praktikanterne ved at dele deres svar bliver motiveret og føler sig som en del af et lærende fællesskab.
Helle Lyster er journalist, proceskonsulent og underviser på DMJX.
Joan Husted er journalist, studievejleder og underviser på DMJX.
Referencer:
Biesta, Gert (2011) God uddannelse i målingens tidsalder — etik, politik, demokrati. Aarhus: Klim s. 31
Cooperrider, D.L and Whitney, D.O.(1999): A Postitive Revolution in Change:Appreciative Inquiry. I Holman, T. Devane,T. and Cady, S.(red) Change handbook — the Definitive resource To Today´s Best Methods For Engaging Whole Systems. San Francisco: Berrett-Koehler Publishers Inc: 73–89.
Horn, L. H, Jensen, C.G., Kjærgaard, T., Lukassen, N.B., Sørensen, I. M., Valbak-Andersen, C., Bundgaard, S.B. (2020) Hvidbog om Refleksiv Praksislæring. Professionshøjskolen UCN.
Lave, J. & Wenger, E. (1991) Situated Learning, Legitimate Peripheral Participation. Cambridge University Press.
Schön, D.A. (2013) Uddannelse af den reflekterende praktiker. Aarhus: Klim
Ziethen, M. Stegeager, N. og Molly-Søholm, T. (2013). Anerkendelse: Genkendelse, anerkendelse og værdsættelse. I Jacobsen, M.H, Laursen, E. og Olsen, J.B. (red) Socialpsykologi — en grundbog til et fag. København: Hans Reitzel.
