Sociale medier spiller en stor rolle for den politiske dagsorden— men en mindre rolle i den demokratiske debat
I stærk modsætning til den måde, som de traditionelle medier omtaler og forholder sig til de sociale medier på
Af Jakob Linaa Jensen, docent og centerleder, DMJX
I 2019 undersøgte jeg og en gruppe andre forskere og undervisere fra DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) danskernes opfattelse af nyheder og aktualitetsstof i forbindelse med et udbud fra Slots- og Kulturstyrelsen. Blandt andet kiggede vi på forholdet til sociale medier, deres rolle i den dagligdags nyhedsstrøm og betydningen for debat og opinionsdannelse. Med pressens store fokus på sociale mediers rolle i samfundet havde vi forventet at finde betydelige online offentligheder, der spiller en stor rolle for meningsdannelsen.
Det ser imidlertid ud til, at nok spiller sociale medier en stor rolle i vores hverdag, og ikke mindst er Facebook en central indgang til de daglige nyheder. Men det ser ikke ud til, at det har den store samfundsmæssige betydning.
Det kan ifølge vores undersøgelse tilskrives to forhold:
1. At en betydelig del af meningsdannelsen fortsat sker i de eksisterende medier eller i endnu højere grad ansigt til ansigt, ude ved det, som Helle Thorning-Schmidt engang kom til at kalde ”kakkelbordene”.
2. At der blandt borgerne er en omfattende bevidsthed og refleksion om sociale mediers styrker og svagheder, ikke mindst deres troværdighed — eller mangel på samme.
Begge faktorer bidrager til at forklare den overraskende konklusion, at sociale medier på trods af deres popularitet tilsyneladende spiller en mindre rolle for meningsdannelsen, end vi troede. Dette vil blive uddybet nærmere i det følgende, hvor jeg både afdækker brugen af og holdningen til sociale medier.
Facebook er (stadig) den dominerende sociale medieplatform
Facebook er det altdominerende sociale medie i Danmark. Det ved vi fra andre undersøgelser, og det blev også bekræftet i denne. Vores interviews viser, at en af årsagerne til Facebooks popularitet er, at det er bredt anvendeligt, til alt fra nyheder til sociale kontakter, og ikke mindst, at det er dér, folk er. Et ordret citat fra en midaldrende mand: ”Gud og hvermand er på Facebook”, hvilket i sig selv udgør en stærk tiltrækningskraft.
Twitter er aldrig blevet lige så stort i Danmark som Facebook, og er ikke på samme måde slået igennem i den brede befolkning. Den tendens bliver nok en gang bekræftet i de kvalitative interviews. Twitter er stadig i høj grad et elite- og journalistnetværk. De fleste ved, hvad Twitter og tweets er, ikke mindst pga. Trump. Men lige så meget Facebook fylder hos informanterne, lige så lidt fylder Twitter i deres bevidsthed og hverdag.
Derudover ser vi også, at Instagram er ganske udbredt, langt mere end Twitter — ikke mindst blandt kvinder. LinkedIn er selvfølgelig også stort, men opfattes af de fleste som et redskab, ”en samling elektroniske visitkort” frem for et egentligt socialt medie.
Det går også igen, i både interviews og survey, at den ”passive” brug dominerer frem for den aktive. Der er langt flere, der lurer, end der aktivt frembringer indhold. Like-knappen er hyppigt anvendt, idet to tredjedele angiver, at de har »synes godt om« et opslag på et socialt medie.
Jf. tabellen nedenfor, så har cirka 30 procent selv skrevet statusopdateringer eller delt opslag. Denne fordeling svarer til lignende undersøgelser. Når vi undersøger den egentlige interaktion, har 20 procent deltaget i debatter ved at skrive eller kommentere indlæg, 15 procent har delt en nyhedshistorie, og 28 procent har læst opslag fra en politiker. Deltagelsen er størst blandt de yngre grupper, men det er ikke kun de helt unge, der dominerer.
Lysten til at diskutere og engagere sig aftager faktisk først i alderen 40 til 50 år, mens de helt unge ses bevæge sig i retning af mindre synlig involvering. De deltager altså ikke i åbne diskussioner, men vi ved fra andre undersøgelser, at de i stigende grad bruger Facebook til private, lukkede grupper og chats. Det engagement er blot mere usynligt. Der ER altså en vis offentlighed online, selv om det er en gennemgående konklusion i vores undersøgelse, at offentligheden fortsat overvejende finder sted gennem fysiske relationer.
Det er igen vigtigt at understrege, at langt hoveddelen af det, som vi anvender de sociale medier til, finder sted gennem Facebook, og i mange af interviewene satte informanterne lighedstegn mellem Facebook og de sociale medier, mens andre kun blev fremdraget i den mere uddybende opfølgning. Facebook er altså ganske dominerende i Danmark. Spørgsmålet er nu, hvad dette betyder for forholdet til nyheder?
Orientering og nyhedslæsning gennem sociale medier
Det er fremtrædende i undersøgelsen, at sociale medier spiller en vigtig rolle i danskernes tilgang til nyheder, som et første sted man scroller igennem og orienterer sig om morgenen. Ikke mindst Facebook er centralt. En af informanterne definerer ligefrem Facebook som et ”nyhedssorteringsmedie”. (M, 25–39, storby). For andre er Facebook DET dominerende medie i det hele taget: ”Mit mediebrug er først og fremmest Facebook” (M, 40–54, by).
Facebook bruges især til at følge med i og få overblik over nyhederne i andre medier. DR og TV 2, Politiken, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske nævnes ofte som medier, der følges. Vi kan derfor konkludere, at traditionelle medier fortsat har en betydelig gennemslagskraft, men at megen læsning går igennem Facebook, ikke mindst for de yngstes vedkommende. Det viser vigtigheden af den selektering af nyheder, Social Medie-redaktører foretager på aviserne og tv-stationerne.
Generelt ser vi gennem sociale medier en mere facetteret og måske også nuanceret ”gate-keeping” end gennem mere traditionelle kanaler. Der kan identificeres tendenser på tværs af materialet, gående fra det personlige, at man følger en person på grund af dennes personlighed, til det mere emnemæssige, at man følger bestemte medier eller hjemmesider, fordi emnet interesserer en.
Hvis vi starter i det personlige, er der de kendte, både de, der er kendt generelt gennem deres virke, og de, der primært er kendte gennem sociale medier, de såkaldte ”influencers”. I den første kategori nævnes i interviewene skuespillere som Robert Hansen eller Silas Holst, der følges for deres personlighed snarere end det, de måske siger eller skriver. Det samme gælder komikere som f.eks. Lasse Rimmer.
Det andet spor, der kan identificeres i interviewene handler om politikere. Det er som regel bestemte politikere frem for partier, der følges, hvilket bekræfter den personliggørelse af politikken, i hvert fald på sociale medier, som der også ofte refereres til i forskningen. Her kan vi skelne mellem den seriøse og mere underholdningsprægede tilgang til at følge politikere. Den seriøse er den dominerende i det kvalitative materiale. Det er således ikke nødvendigvis de mest kendte, der følges. Navne som Jens Rohde, og Søren Pind nævnes, politikere, som er kendt for undertiden kontroversielle udmeldinger.
Der er også informanter, som følger ganske mange politikere af forskellig observans for at finde ud af, hvem de skal stemme på. Mere overraskende er det, at flere informanter angiver at følge politikere og meningsdannere med vidt forskellige synspunkter, f.eks. Lars Løkke versus Mette Frederiksen eller Mads Lundby Hansen versus Zenia Stampe.
Hvis vi bevæger os over til det mere emneorienterede, er mode, motion og sundhed gennemgående temaer i såvel interviews som den efterfølgende spørgeskemaundersøgelse. Især de unge (og udelukkende kvinder) følger med på sider og blogs om mode og make-up. Den kendte blogger Astrid Olsen er her et navn, der nævnes. I det hele taget går modeblogs igen, ikke mindst blandt de yngre, noget vi også ved fra studier af den danske blogosfære, hvor de største blogs handler om mad og netop mode.
Motion og livsstil går også igen. Der er både bestemte træningsfreaks som »The Rock« og helseguruer som HelseMathilde, der følges. Igen er det her de unge, der følger bestemte personer eller »brands« relateret til emnet, mens de ældre grupper er mere emneorienterede mod bestemte temasider om sundhed og kost. Som en informant udtrykker det: »Man vil jo gerne tabe sig, men har rygrad som en regnorm«.
En særlig anvendelser er udlændinge, der ofte anvender Facebook til at følge med i hjemlandets medier og holde kontakten til familie og venner der. Dette er meget naturligt, men med Facebook er det blevet nemmere at holde sig opdateret i forhold til flere medier. Nogle siger ligefrem, at de bruger Facebook til at følge flere forskellige kilder og flere forskellige synspunkter, f.eks. i forhold til de politiske spændinger i Tyrkiet mellem præsident Erdogan og oppositionen.
Endelig er det også karakteristisk, at det konstante mix mellem sociale og traditionelle medier gør det svært for folk at huske, hvor de nyheder, de har hæftet sig ved, egentlig kommer fra. Mediernes identitet forsvinder altså i nyhedsstrømmen, noget man er meget bekymrede for på mediehusenes redaktioner og som f.eks. gør sig gældende i den udbredte modstand mod Google News og den såkaldte ”deep-linking”, henvisninger til historier direkte hos medierne udenom forsiden, hvor medierne gerne vil tjene deres annoncekroner.
Holdningsdannelsen og offentligheden på sociale medier
Når vi nu ved, at sociale medier, ikke mindst Facebook, spiller en central rolle i den daglige nyhedsstrøm er det oplagt at spørge, hvad det betyder for holdningsdannelsen blandt borgerne og den større samfundsmæssige dagsorden. Eksisterende undersøgelser viser, at sociale medier virker bedst, når deres dagsordener indgår i samspil med f.eks. tv-medier, og der derfor kommer en opmærksomhed, der rækker ud over det sociale medie selv.
Sociale medier er noget, der følges mere uforpligtende og i høj grad anvendes for at orientere sig om nyheder, både de generelle og om vennernes gøren og laden.
I denne undersøgelse var fokus på borgerne og deres opfattelse af nyhedsstof, og der var derfor et fokus på opfattelsen af sociale mediers betydning, fremfor på den faktiske betydning på dagsordenen, noget der i parentes bemærket også er vanskeligt at måle.
I interviewene afdækkede vi de daglige relationer og opfattelsen af holdningsdannelsen. Mens de fleste angiver, at de diskuterer med og danner holdning ud fra omgangen med deres venner, familie og kolleger, er der mod forventning ikke meget i det kvalitative empiriske materiale, som peger på, at meningsdannelsen på afgørende vis er rykket over på sociale medier.
Ud fra især journalisters fokus på aktiviteter på sociale medier, ikke mindst i artikler om kontroversielle emner, hvor der tit hentes opsigtsvækkende udtalelser fra sociale mediebrugere, kunne man forestille sig, at der var betydelige online deloffentligheder.
Det generelle indtryk fra materialet er, at selvom holdninger på sociale medier fylder meget i mediebilledet, er det ikke noget, de fleste tillægger betydning. Sociale medier er noget, der følges mere uforpligtende og i høj grad anvendes for at orientere sig om nyheder, både de generelle og om vennernes gøren og laden. Det er en slags sjette sans, men altså ikke i stort omfang en alternativ offentlighed.
Flere af informanterne giver udtryk for en betydelig skepsis overfor sociale medier som diskussionsforum. Et dominerende mønster er, at det er uklogt at diskutere eksempelvis politiske emner på Facebook og andre sociale medier, fordi det ”næsten er skræddersyet til at skabe uvenskab”, som en mandlig midaldrende informant udtrykke det: ”Jeg har jo valgt aldrig at diskutere politik på Facebook, for jeg kan godt se at der virkelig er folk som har følelserne så meget med, at det bliver for vanskeligt” (M, 40–54, storby).
Det peger på en uvilje mod det kontroversielle, mod at blive uvenner, der afholder mange fra at diskutere, måske en typisk dansk kompromissøgende holdning, men også hæmmende for en online debat.
Der er dog også en helt anden tilgang, hvor vi finder de meget aktive, som ”ikke kan lade være” med at engagere sig på sociale medier. Her ser vi også de, der ikke kan lade være med at blande sig i diskussioner på de sociale medier og måske også tror på, at det kan gøre en forskel. Et citat er ganske typisk for denne holdning: ”Jeg tror, jeg er sådan social. Når noget ikke er i orden, så siger jeg det”. (K , 40–54, by).
Flere vælger i stedet at diskutere i egne lukkede debatgrupper, enten på Facebook Messenger eller gennem egentlige grupper, der er lukkede og skjulte for den brede offentlighed. Eksempler på sådanne grupper er lokale beboergrupper, kollegiegrupper eller grupper dedikeret til bestemte hobbyer. Men der er også de, der laver grupper dedikeret til at diskutere med en afgrænset kreds af venner. Især de yngre interviewpersoner skaber altså her små ”mikro-offentligheder”.
Holdningen til at diskutere på sociale medier ser altså ud til at være et resultat af meget individuelle valg, dog er de fleste af dem, der gerne vil diskutere i forvejen politisk aktive eller engagerede i forskellige frivillige grupper. Lysten til at involvere sig er også nogle gange et spørgsmål om tid. Flere siger, at de diskuterer mere efter de eksempelvis er blevet arbejdsløse eller er gået på pension.
I forhold til sociale mediers dagsordensskabende effekt, er der en ringe tro på nytten af at diskutere her.
Endelig spiller tonen på sociale medier og hele debatkulturen en vigtig rolle i interviewene og er for mange en barriere for at deltage. Diskussioner i Facebooktråde og i kommentarspor opleves undertiden som ”blodige” og ”polariserede”, ”udannede” og som udtryk for en ”slap tilgang til det med at have respekt over for sine medmennesker”. Der er folk, der ”bruger tiden på at være politibetjente på nettet” ved at korrekse andre, og flere informanter giver udtryk for, at det i en opkørt Facebooktråd ofte bliver ”nogle mærkelige debatter og problemstillinger”, som opstår.
Det helt centrale argument for at undlade at engagere sig er dog spørgsmålet om, hvad der egentligt kommer ud af det. I forhold til sociale mediers dagsordensskabende effekt, er der en ringe tro på nytten af at diskutere her. Udtalelser om, at sociale medier ”sluger flere timer”, uden at de, der bruger al den tid, ved, ”hvad der kommer ud af det”, er karakteristiske for en sådan opfattelse. Der er ofte en følelse af at ”spilde tiden” og at være ”pinligt meget på”. Det er også en udbredt opfattelse af, at ”det alligevel ikke nytter noget”, og at man ”ikke flytter nogen”. Det bringer lidt mindelser om ’pseudoarbejde’.
Det er ret udtalt, at sådan nogle opfattelser er ret jævnt udbredt på tværs af demografiske grupper, dog er de ældste endnu mere skeptiske end de unge. For mange børnefamilier er der også en tidsdimension: ”hverdagen er en overlevelse”, og man har ikke tid til at engagere sig, hverken offline eller online.
Sociale medier er meget synlige, men deres rolle i offentligheden mere begrænset
Når vi samler alle brikkerne sammen, så viser vores undersøgelse ret entydigt, at sociale medier, i særlig grad Facebook, spiller en stor rolle i dagligdagen, som indgang til nyheder og som et medie til at holde kontakt med ens sociale relationer, både dem man ikke ser så tit og dem, man ser næsten hver dag. Det er også karakteristisk, at sociale medier spiller en voldsom rolle i nyhedsbilledet, som et filter og som en indgang til den daglige informationsstrøm. Det sidste er både interessant og kan også være problematisk, ihukommende de senere års debat om, hvor hårdt og snævert eksempelvis Facebooks algoritmer definerer det, man ser.
Selv om påstandene om ”filterbobler” er kraftigt og overbevisende imødegået af den meste nyere internationale forskning, er det alligevel ofte nogle forholdsvist begrænsede informationsvirkeligheder, borgerne navigerer i, måske som en bevidst strategi for at kunne overskue nyhedsstrømmen. Samtidig er der dog også mange, der siger, at de med sociale medier kan følge med mere bredt, end det ellers ville have været muligt.
Den mest overraskende konklusion i denne del af vores undersøgelse er imidlertid, at borgerne ikke tillægger sociale medier den store betydning for den politiske offentlighed, af de grunde jeg diskuterede ovenfor. Der er ikke en tro på, at det nytter, og tonen opfattes ofte som hård.
I en journalistisk optik er det efterhånden en velkendt konklusion, at de sociale mediers rolle i nyhedsstrømmen er stigende, og de fleste redaktioner har i dag aktive strategier for, hvordan deres indhold spredes bedst muligt gennem og på sociale medier. I en demokratisk optik er det derfor overraskende, hvor lille en offentlighedsrolle, borgerne tillægger de sociale medier. Dette er i modstrid med den herskende opfattelse blandt journalister og meningsdannere og også i delvis modstrid med mine og andres undersøgelser fra valgkampe.
At de sociale medier fylder så meget gør det let at overvurdere deres betydning. Men lige som de traditionelle medier efterhånden ikke er noget uden de sociale medier, gælder det også den anden vej rundt. De er i et gensidigt afhængighedsforhold, men hvor de sociale medier, især Facebook, i høj grad fungerer for borgerne som nyhedsfilter og indgang til offentlighedens dagsordener.
Forskningsprojektets afsluttende rapport “Aktiv, overvældet, adspredt eller afhængig” kan hentes her.
