Styr orakellysten, når du underviser!
Der en vis mængde taletid i et undervisningslokale. Og det er primært de studerende, som skal bruge den, for så lærer de bedst. Derfor skal undervisere trænes i den uvante disciplin at turde tie stille.
Af Søren Boy Skjold, lektor, DMJX
Formålet med enhver undervisning er, at de studerende, kursisterne eller eleverne bliver i stand til at klare sig selv. Forenklet skrevet, selvfølgelig. De skal alene eller sammen med studiekammerater eller senere med kolleger kunne løse opgaver, som ligner dem, du har sat dem til i løbet af semesteret. Gennem jeres tid sammen er de blevet til fagligt selvstændige individer, som kan fungere uden din støtte og vejledning. Opstår der et problem, skal løsningen ideelt set findes hos dem selv, i pensum eller blandt deres medstuderende.
Den intention er lykkedes for dig, hvis du ved et forløbs afslutning kan sætte dine studerende i gang med at løse en opgave og forlade undervisningslokalet, uden at de har brug for dig. Undervisningen har overflødiggjort din tilstedeværelse. Ingen bemærker dit fravær. Alt er godt. Men den udvikling kræver, at du vænner dine studerende — og dig selv — til, at det primært er dem, som skal have taletid. Og det kan være en overvindelse at holde sin mund, når man har lederrollen, en lang uddannelse og — måske — glæden ved at sole sig i andres opmærksomhed.
Intentionen er lykkedes, hvis du ved et forløbs afslutning kan sætte dine studerende i gang med at løse en opgave og forlade undervisningslokalet, uden at de har brug for dig
Her er fire gode råd til, hvordan du styrer lysten til tale længe, fortælle anekdoter og udbrede dit enorme vid, når du står over for en flok mennesker, du skal flytte fra et fagligt ståsted til et andet.
1. Brug pausen til eftertanke
Du må ikke vænne de studerende til, at du altid bryder tavsheden, hvis der opstår et eftertænksomt øjeblik, selvom der kan brede sig en anspændt stemning af forundring i undervisningslokalet, fordi vi ikke er vant til pauser. Vi lever i en tid, hvor underholdning og adspredelse sjældent er længere væk end enkelte tryk på telefonens taster.
Hvis du taler for meget, kan det være svært for de studerende at komme til orde. Det er en ret banal konstatering. Men den er værd at minde sig selv om, fordi det er en af forudsætningerne for rollefordelingen i et undervisningslokale: Du stiller korte spørgsmål og holder oplæg. De studerende svarer, tænker, diskuterer, fylder og lærer noget.
Ved at holde igen med talestrømmen og ved at bruge den retoriske pause som et didaktisk virkemiddel tvinger du de studerende til at tænke sig om.
2. Drop dine darlings
I en bog om skriveteknik giver den engelske skribent Arthur Quiller-Couch et råd, som stadig er brugbart, når man formidler: Murder your darlings! (1916).
Han vidste, at forfattere af enhver art har en trang til at pynte deres sprog og tekster med elementer, de selv var forelskede i. En poetisk omskrivning. En detaljeret beskrivelse. En personlig oplevelse. En historisk anekdote. Eller andre indfald, som mere er taget med for skribentens egen skyld end for fortællingens fremdrift eller modtagerens forståelse. Udryd dem, sagde Arthur Quiller-Couch, de er spild af andres tid.
Tænk over hans vise ord, når du tilrettelægger din undervisning. Du skal ikke bede dine studerende bruge tid på eksempler, opgaver eller pensum, hvis der ikke er en virkelig god faglig begrundelse for det. Alt det undervisningsindhold, hvor du ikke selv kan redegøre for, hvordan det gør de studerende klogere eller passer sammen med fagets målbeskrivelse, skal du luge ud.
Når du i dagligdagen står i undervisningslokalet, må du selvfølgelig gerne komme med spontant erindrede eksempler og tillægsinput fra aktuelle debatter, hvis de er relevante, fordi de er med til at gøre din undervisning nærværende, aktuel og levende. Ofte er det, mens man forelæser, at der dukker nye ideer op.
Men i den grundlæggende planlægning af et forløb skal du følge rådet om at udrydde de personlige favoritelementer, du kun kan forklare betydningen af med et: “Jeg plejer at … Selv kan jeg godt lide at … Det får mig til at tænke på…”
3. Giv de studerende tid til at tænke
Måske er det frygten for stilheden? Lettelsen over at blive forstået? I hvert fald har jeg observeret mange undervisere, som haster med at udpege den første hånd, som bliver rakt i vejret, når hun stiller et spørgsmål til et fyldt auditorium eller ud i et undervisningslokale: Lad mig høre dit svar!
Men det er mere hurtighed end eftertænksomhed, man hylder og opfordrer til med den tilgang. I stedet kan du øve dig i at vente 15–30 sekunder, efter at du har spurgt. Så giver du også dem, som har brug for lidt længere tid til at tænke sig om og måske samle mod, mulighed for at komme til orde. Ligeledes kan det hjælpe de usikre, hvis de får et par minutter til at notere deres overvejelser ned skriftligt, når de skal lave en summeøvelse, diskutere et emne i arbejdsgruppen eller på anden måde delagtiggøre andre i deres viden.
Du giver de usikre mulighed for at etablere den sikkerhed, som er nødvendig, før de tør sige noget i plenum over for deres holdkammerater. Og du fortæller indirekte de skråsikre studerende, som altid rækker hånden i vejret, før du har formuleret dit spørgsmål til ende, at de skal være tålmodige, fordi hurtighed også kan være et symptom på en overfladisk læring.
Selv ser jeg nogle gange på mit ur og beslutter, at der skal gå mindst 30 sekunder, før jeg beder en studerende om at svare. Et halvt minut føles som meget lang tid, men det er givet godt ud.
Hvis du har svært ved at udholde talefri pauser, kan du have en seddel liggende foran dig eller markere i dit talepapir, hvornår og i hvor lang tid du skal tie stille.
4. Hold korte oplæg
En undervisningslektion eller en forelæsning behøver hverken at strække sig over 45 minutter, en time eller en halv formiddag. Der er ingen grund til at spilde nogens tid med faglig tomgang og pædagogisk lommeuld, fordi man engang har vedtaget, hvor mange minutter en given session skal vare. En seance på et koncentreret kvarter, hvor du gennemgår en teori, en opgaveformulering eller et synspunkt, tvinger både dig og de studerende til at være nærværende og formuleringsskarpe. De studerende vil tilmed sandsynligvis opfatte dig som troværdig og indse, at tiden sammen med dig er intens og båret af nødvendighed.
Hvis du, når det er relevant, tør afholde ultrakorte undervisningsgange, vejledninger eller møder med de studerende, har du også en bedre begrundelse for i andre tilfælde troværdigt at sige, at i dag varer undervisningen lidt længere tid, end den plejer, fordi stoffet er kompliceret, og der er meget, vi skal nå.
Men husk at varsle ændringerne i god tid over for de studerende, så du tager hensyn til, at de kan have erhvervsarbejde eller private aftaler, som de har planlagt i forvejen.
Artiklens pointer er hentet fra bogen ”Bliv en endnu bedre underviser. 155 øvelser, udfordringer og gode råd”, Forlaget Ajour, 2024, Søren Boy Skjold
