TikTok og timevis på telefonen: Mediebrug hos unge med etnisk minoritetsbaggrund
På mange måder ligner unge danskere med etnisk minoritetsbaggrund resten af generation Z… blot er nogle af de tendenser, vi ser i z’ernes mediebrug, endnu tydeligere: Endnu mere skærmtid, endnu mindre nyhedsforbrug.
Af Mette Stentoft, lektor, DMJX
”What?! Jeg var på mere end ti timer i går!”
Den unge dansk-somaliske kvinde kigger på timeforbruget på sin telefon og sammenligner med de andre i fire i fokusgruppen. Vi er på en jysk skole med elever fra Forberedende grunduddannelse (FGU), hvor jeg forsøger at samle nogle af brikkerne til et billede af unge minoritetsdanskeres mediepraksis: Hvordan, hvornår og hvorfor bruger de unge minoritetsdanskere medier? Og hvilken rolle spiller journalistik og nyheder i det forbrug?
Det er nogle af de spørgsmål, vi mangler svar på. Fra nyere forskning ved vi, at højere indkomst og længere uddannelse generelt er forbundet med et større forbrug af — og tillid til — nyheder (Toff et al. 2024, Wood 2024, Wood & Ebel 2021). Og vi ved en del om generation Z’s mediebrug helt generelt; at de opsøger nyheder i langt mindre grad end ældre generationer, og at telefonen og sociale medier ikke er til at komme uden om (Wood & Ebel 2021). Men vi mangler et kvalitativt og kvantitativt indblik i, hvorvidt den unge minoritetsgruppe, nærmere bestemt de 15–24 årige med ikke-vestlig baggrund — adskiller sig fra majoriteten — og hvordan.
Indtil videre har jeg afholdt to fokusgrupper, interviewet fem FGU- og gymnasielærere og set nærmere på de fokusgrupper, nuværende og tidligere kolleger har holdt med samme aldersgruppe.[1] Ikke nok til håndfaste konklusioner, men nok til at give et første fingerpeg om en gruppe, vi ikke ved ret meget om.
TikTok og telefontid
I begge fokusgrupper bad jeg deltagerne — 11 i alt — om at tjekke forbrugsstatistikken på deres smartphones. For de fleste var oplevelsen den samme som den dansk-somaliske kvindes: De fleste brugte omkring 10 timer om dagen. En enkelt var ’kun’ seks timer på telefonen dagligt. Timer, der for de flestes vedkommende primært blev brugt på at se indhold på sociale medier (især TikTok) og beskeder på Whatsapp, Messenger eller Snapchat. En anden havde dagen forinden været oppe på hele 20 timer, men det havde også betyder, at hun ”stort set ikke havde sovet.” Det lyder næsten for vildt til at være sandt… især fordi den unge kvinde fortalte, at telefonen ikke havde været tændt med musik eller lignende, mens hun sov. Ikke desto mindre lød hendes skærmtid — ifølge telefonen — på 20 timer.
At denne aldersgruppe bruger meget tid med telefonen i hånden er næppe nogen overraskelse. Men det kom bag på dem selv (og mig), hvor meget tid de faktisk brugte. Selv vurderede de, at størstedelen af de mange timer blev brugt på TikTok — og i mindre grad YouTube, Instagram og i kontakt med venner og familie på Snapchat, Messenger og WhatsApp.
Som en dansk-afghansk kvinde udtrykte det: ”Min mor hader nyheder. Hun ser kun tv-serier.”
Præcis hvor meget tid aldersgruppen generelt bruger med telefonen, er der ingen omfattende, nyere statistikker på. Men de minoritetsunge er ikke alene om at være glade for TikTok: I Kulturministeriets rapport ’Befolkningens brug af internettet og sociale medier’ fra 2021 er meldingen, at både gruppen af 12–18-årige og 19–34-årige på en tilfældig dag har et samlet brug af sociale medier på over fem timer, og det for de yngre især gælder YouTube og TikTok. Ifølge nyere tal fra DR Analyse (2023) er over halvdelen af unge danskere på TikTok hver dag.
Lærerne var ikke overraskede over den omfattende telefontid, tværtimod. Deres oplevelse var, at de minoritetsunge var på ”hele tiden” og ”endnu mere end danskerne,” — altså de majoritetsdanske elever. Én forklarede det højere forbrug med en højere grad af forpligtelse over for familie og eventuel ægtefælle. Og det gjaldt især de nyeste danskere — gruppen af syriske flygtninge, der måtte hjælpe forældre og andre ældre familiemedlemmer med at agere tolke.
Den ’tvungne’ mediebrug: DR på skoleskemaet, film på familiefjernsynet
Selvom telefonen fylder meget, er den ikke eneste kilde til underholdning og information. Alle deltagerne i fokusgrupperne ser fjernsyn med forældrene, først og fremmest sportsbegivenheder og film. De fleste ser ind i mellem nyheder på Al Jazeera, og en enkelt afghanskfødt ung kvinde havde sammen med sin familie set Søren Papes begravelse, fordi forældrene havde insisteret. I flere hjem var der dog slet ingen (fælles) brug af nyheder og journalistik. Som en dansk-afghansk kvinde udtrykte det: ”Min mor hader nyheder. Hun ser kun tv-serier.”
I de tilfælde, hvor de unge faktisk så nyheder eller andre journalistiske programmer i familiens skød, blev de ikke siden diskuteret eller indgik i nogen snakke. Den fælles journalistik-brug er så at sige en isoleret situation — sådan er i hvert fald deltagernes egen oplevelse. Og det er vigtigt. Fra forskningslitteraturen ved vi, at forældrenes ’modellering’ af mediebrug spiller en endog særdeles stor rolle for både de unges brug af og holdning til journalistik, og et nyere engelsk studie peger endog på, at brugen derhjemme er en lige så vigtig faktor som uddannelsesniveau og socioøkonomisk baggrund (Wood 2024). En forsigtig hypotese kan være, at det er på dette punkt — forforståelsen af medier og erfaringen hjemmefra — at minoritetsunge og majoritetsunge adskiller sig mest.
Udover den mere eller mindre obligatoriske mediebrug derhjemme møder fokusgruppedeltagerne krav om at beskæftige sig med journalistik og danske mainstream-programmer i skolen. Her indgår blandt andet nyheder som en del af undervisningen på både gymnasier og FGU’er, og den efterfølgende diskussion er mindst lige så vigtig som selve nyhedslæsningen eller -kigningen. Noget kan dog tyde på — og det er næppe overraskende — at journalistikken blot opfattes som endnu et undervisningsmateriale i strømmen af andre. For eksempel berettede en FGU-lærer, hvordan hendes elever for nyligt havde set og diskuteret en DR-serie i undervisningen. Men ingen af eleverne fremhævede det i vores fokusgruppe-session — heller ikke når de blev adspurgt til, om de nogensinde så danske medier eller havde set DR. I gymnasie-fokusgruppen (se fodnote 1) fortalte en deltager, hvordan læreren havde sat dem til at downloade nyhedsapps på telefonen — men at hun aldrig havde brugt den siden.
Minoritetsprogrammer og ’racistiske politikere’
At fokusgruppedeltagerne kun i meget sjældent omfang opsøger nyheder hos kilden selv, på mediernes nyhedssites, er næppe overraskende. Ifølge Kulturministeriets rapport fra 2021 gælder det i hvert fald, at de sociale medier benyttes som nyhedskilde for 69 procent af de 15–24-årige. Mere overraskende er det, at meget af det nyhedsindhold, de faktisk støder på på sociale medier, ikke har været gennem flere ’filtre’, end vi ellers ser i nyhedscirkulation og -deling. FGU-eleverne ser (eller bemærker) kun sjældent delinger af tekst og video taget direkte fra for eksempel DR eller Al Jazeera. I stedet fortæller de om, hvordan folk på især TikTok med telefonen filmer for eksempel TV-avisen på et fjernsyn — og så deler den filmede bid. Også små bidder fra streamede nyheder bliver delt, dog uden telefonkameraets mellemkomst.
Og hvilket dansk nyhedsindhold er det så, der deles og gendeles på denne måde? Her er svaret klart: ”Så står Pia Kjærsgaard der og siger alt muligt,” siger den dansk-somaliske kvinde.
Hendes dansk-tyrkiske veninde supplerer:
”Ja, og Pernille Vermund og Inger Støjberg. Der er overalt. Selv på TikTok.”
”Jeg hørte for eksempel Inger Støjberg stå at snakke om, hvornår man er dansk. Er man dansk, når man har dansk statsborgerskab? Nej, sagde hun!”
Hele gruppen genkender de to kvinders beskrivelse og bruger den som forklaring på, hvorfor de generelt ikke opsøger danske mainstream-medier eller nyheder: ”Der er så meget racisme her, jeg har ikke lyst til at se på det!” siger én.
Set i lyset af deltagernes samlede mediebrug udgør videoerne med for eksempel Vermund og Støjberg kun en ganske lille del — langt det meste er TikTok-lives, influencervideoer, Netflix på computeren og så videre i den dur. Ser vi i stedet på deres forbrug af nyheder og journalistik, er der til gengæld tale om en ganske stor andel — hvilket ganske givet er med til at bekræfte deres oplevelse af danske medier som mere eller mindre ukritiske videreformidlere af racistiske budskaber.
Samtidig ser de ’danske medier’ som en samlet størrelse i højere grad end at se for eksempel nyheder som én genre og fiktion som en anden. Så når de oplever, at — som én formulerer det — ”perkerne altid er de onde” i danske film og tv-serier, lader det til at smitte af på og forstærke deres oplevelse af nyhederne (se også Simonsen & Bonikowski 2022).
Her er det værd at indskyde, at deltagernes oplevelse ikke alene kan tilskrives meget selektive delinger af nyhedsindhold på sociale medier; det er efterhånden blevet slået fast, at de ikke-vestlige minoriteter er en under- og misrepræsenteret gruppe. Selvom de udgør omtrent ti procent af den danske befolkning, er blot 2,5 procent af nyhedskilderne ikke-vestlige — og i langt de fleste tilfælde optræder de som casepersoner og i relation til emner som kriminalitet, migration og terrorisme (Jørndrup 2022).
I det omfang, deltagerne aktivt opsøger mainstream-medieindhold, er der langt hen ad vejen tale om TV-programmer eller podcasts, der forsøger at gøre op med netop misrepræsentationen. For eksempel nævner de Ghettofactor, en the Voice- (og tidligere 24/7)-podcast med tre kendte minoritetsværter.
Tillid og borgerpligt
Hvorvidt deltagernes oplevelse af at være ”de onde” i danske medier er medvirkende til deres ringe tillid til medierne virker oplagt. Men det er næppe hele forklaringen. I hvert fald er det en udbredt holdning, at man ikke kan stole på nogen medier, heller ikke Al Jazeera. En syrisk fokusgruppedeltager forklarer sin opfattelse af hierarkiet: ”Man kan slet ikke tro på al-Suriyah[2] — de siger, Assad gør alt godt. Man kan tro på mere på Al Jazeera, men man kan stadig ikke tro på dem.”
”Vi er for unge! Vi kan læse nyheder, når vi bliver 30. Eller måske 25.”
Samme billede gør sig gældende generelt: Borgere med anden etnisk oprindelse end dansk tjekker i højere grad troværdigheden af online indhold end borgere med dansk oprindelse (Simonsen 2022). Hos fokusgruppedeltagerne kommer det for eksempel til udtryk ved, at de dobbelttjekker ”ved at google og tjekke Instagram for at se, om det passer, det de skriver.”
Også når det kommer til opfattelsen af, hvorvidt man bliver nødt til at følge med i nyheder og politik for at være en god samfundsborger, er der en forskel på majoritets- og minoritetsunge. Kristina Bakkær Simonsen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet har blandt vist, at 29 procent af de majoritetsunge mener, man bør følge med, gælder det kun ni procent af unge med etnisk minoritetsbaggrund. Samme billede tegner sig i fokusgrupperne. Som en syrisk kvinde udtrykker det, da jeg spørger hende:
”Vi er for unge! Vi kan læse nyheder, når vi bliver 30. Eller måske 25.”
Og hvad så nu? Som sagt er der ikke her tale om et stort, kvantitativt datamateriale — men der er masser af spændende, kvalitative indsigter, som det er værd at gå videre med. I første omgang har jeg en række yderligere fokusgrupper på programmet og er ved at designe en analyse (virtuel etnografi) af centrale ’steder’ og influencere på især TikTok, ligesom jeg overvejer, hvilke fysiske steder — hjemmet, klasselokalet — det kan være værd at foretage observationer i.
Litteratur
DR Analyse: Medieudviklingen 2023. Den årlige rapport om udviklingen i danskernes medievaner. 2023
Jørndrup, Hanne. Dem vi (stadig) taler om: Etniske minoriteter i danske nyhedsmedier. Roskilde Universitet. 2022
Simonsen, Kristina Bakkær: Who’s a good citizen? Status and power in minority and majority youths’ conceptions of citizenship. British Journal of Sociology, 73(1), 154–167. https://doi.org/10.1111/1468-4446.12915
Simonsen, Kristina Bakkær & Bonikowski, Bart: Moralizing Immigration: Political Framing, Moral Conviction, and Polarization in the United States and Denmark. Comparative Political Studies, 55(8), 1403–1436. 2022
https://doi.org/10.1177/00104140211060284
Toff Benjamin, Palmer Ruth og Nielsen Rasmus Kleis: Avoiding the News: Reluctant Audiences for Journalism. New York: Columbia University Press. 2024
Wood, Beth: Keeping up with the Kids: The role of Generation Z in today’s News Media Landscape. Konferencepræsentation, ECREA Journalism, University of Sheffield, april 2024
Wood, Beth & Ebel, Ivana: Searching for a new Journalistic Lexicon: The impact of new digital ecosystems on how post-millennials define news. Journal of the Association for Journalism Education. 10 (2), pp. 16–25. 2021
[1] Lektorerne Mette Mørk og Joan Husted (DMJX) har afviklet en fokusgruppe med gymnasieelever med etnisk minoritetsbaggrund. Rasmus Agger (pt. udviklingsredaktør, DR) holdt i sin tid som fellow ved Constructive Institute en fokusgruppe på en FGU-uddannelse, ligeledes med (lutter) minoritetsunge. Førstnævnte er ikke publiceret; Aggers resultater kan læses i uddrag i projektet ’Kære medier på væggen der, spejler vi mon virkeligheden rigtigt her?’ (2023, Constructive Institute).
[2] Der er her tale om Al-Ikhbariya al-Suriyah, en statsdrevet syrisk tv-station.
