Twitter — Take it or leave it!
Journalisters og politikeres omfattende brug af Twitter kan føre til en “twitterisering”, hvor det hurtige, det fragmentariske og det overfladiske prioriteres på bekostning af dybden
Af centerleder Roger Buch og lektor Mette Mørk, DMJX
Da Venstres formand Lars Løkke Rasmussen med øjeblikkelig virkning trak sig som formand for Venstre den 31. august 2019 fik offentligheden besked om det på Twitter kl. 11.23:
Nogle medier havde dog allerede skrevet om afgangen i minutterne før, eksempelvis Berlingske (kl. 11.15), Ekstra Bladet (kl. 11.18), mens andre medier breakede nyheden i minutterne straks efter tweetet, eksempelvis TV2 og Jyllands Posten (kl 11.25) og Politiken (kl. 11.26).
At Lars Løkke Rasmussen kom med meddelelsen som et tweet og ikke ved et pressemøde eller via en pressemeddelelse blev udlagt som et markant eksempel på twitteriseringen af politik, forstået som det forhold at politikere i stigende omfang bruger Twitter og andre sociale medier som den centrale kommunikationsform frem for at bruge klassiske medier og kommunikationsformer (Kristeligt Dagblad, 2020).
Den amerikanske præsident Donald Trump kan ses som et ekstremt eksempel på den udvikling. Siden Trump åbnede en twitterkonto i 2009, har han indtil 2020 udsendt mere end 43.000 tweets, og i de mest intense år med op imod 10 tweets pr. dag, dog med markant fald i aktiviteten efter valget til præsident i 2016 (Tweetbinder, 2020). Præsident Trump har med sin Twitter-aktivitet i høj grad været med til at sætte amerikanske (Wells et al., 2016), internationale og danske mediers dagsorden. Twitter er nemlig blevet en integreret del af mange journalisters daglige arbejde og rutiner. McGregor & Molyneux opsummerer udviklingen sådan:
“Journalists report checking Twitter first thing in the morning…, using services like DataMinr to constantly monitor activity on the site…, and seeing it as an always-on ambient source for news …” (2020: 601)
Også i Danmark skaber tweets historier i medierne. Over de seneste 10 år er antallet af artikler som bygger på tweets næsten 10-doblet, og selv om Facebook også er en vigtig kilde til nyhedshistorier, så overhalede Twitter i 2016 Facebook og er nu klart den vigtigste kilde til nyhedshistorier, som det ses i figur 1. Det ser dog ud til, at brugen af tweets har nået et top- eller mætningspunkt i 2018–2019. Samlet set udgives der dagligt cirka 8 artikler med henvisninger til Facebook og Twitter.
Figur 1. Antal artikler i landsdækkende, regionale og lokale aviser, som indeholder informationer fra Facebook og Twitter 2009–2020
Den udbredte journalistiske brug af Twitter kan få konsekvenser for både indholdet af og formen på journalistikken. Afledt i næste led kan den politiske samtale og den demokratiske offentlighed også blive påvirket. Denne artikel bringer ikke noget facit, men diskuterer, om journalisters omfattende brug af Twitter kan føre til en twitterisering af journalistikken, nyhedsstrømmene og i sidste instans til en twitterisering af demokratiet. Vi diskurerer også relationen til den velkendte professionalisering af den politiske (spindoktorer osv.)kommunikation, og dermed om twitteriseringen i virkeligheden mere skyldes politikernes ændrede adfærd end journalisternes ændrede adfærd.
Twitter er ikke det eneste sociale medie, som har disse konsekvenser for journalistik, og i næste led for den politiske debat og den demokratiske samtale. Facebook, Instagram og andre sociale medier har samme effekt, men Twitter rendyrker og tydeliggør tendenserne på grund af det komprimerede format — og derfor har denne artikel Twitter i fokus.
SoMe’s eksplosive vækst — og Twitter
Twitter blev etableret som mikroblog i 2006 med de karakteristiske korte beskeder på oprindeligt kun 140 karakterer, der i 2017 blev fordoblet til 280 anslag. 140 tegn er en meget kort tekst, eksempelvis indeholder sætningen herunder præcist 140 tegn:
”Med twitterisering af journalistik menes en tendens til acceleration, fragmentering og overfladiggørelse af journalistik og nyhedsstrømmene.”
Det er dog langtfra normalt, at brugerne udnytter alle tegn, da det gennemsnitlige tweet ifølge et hollandsk studie kun ligger på omkring 75 tegn, og kun steg fra cirka 70 tegn til 85 tegn ved udvidelsen af fra 140 til 280 tegn (Boot m.fl., 2019: 3). Brugerne abonnerer på beskeder ved at følge bestemte brugere eller ved at følge de såkaldte hashtags ”#” fulgt af et særligt emne eller ord, en bestemt person, organisation, medie eller parti — alt skrevet uden mellemrum #twitteriseringafdenoffentligedebat. Hasttagene bruges til at sortere alle bidragene på Twitter, så brugerne kan finde og følge de bidrag, som er relevante for dem.
Twitter havde i starten en langsom vækst og nåede op på 30–40 mio. aktive brugere på verdensplan i 2010, hvorefter det tog fart. Der har dog ikke været stor fremgang siden 2015, hvor antallet af aktive brugere passerede 300 mio. Seneste offentliggjorte aktive brugertal er 330 mio. i 2019. Twitter har slet ikke fået samme folkelige gennembrud, som andre sociale medier som Facebook, You Tube og Instagram, hvor antallet af aktive brugere er 2,5 mia., 2 mia. og 1. mia. på globalt plan, som det ses i figur 2. Selv det meget unge sociale medie TikTok har på kort tid overhalet Twitter.
Figur 2. Antal aktive brugere i sociale mediers platforme, 2004–2018
En væsentlig del af væksten for de sociale medier skyldes den bagvedliggende vækst i antallet af internetbrugere på verdensplan. Som det ses i figur 2 er antallet af internetbrugere fordoblet fra 2 mia. i 2010 til mere end 4. mia. i 2019, hvilket betyder, at andelen af verdens borgere som er på internettet er vokset fra 29 til 53 procent. Twitters andel af de potentielle brugere er dermed faldende og udgør i 2019 cirka 8 pct., hvor andelen i 2015 var knap 10 pct.
Figur 3. Antal og andel internetbrugere på verdensplan
De sociale mediers eksplosive vækst har påvirket borgernes nyhedsforbrug. I 2014 blev internettet for første gang danskernes primære nyhedskilde i Reuters årlige Digital News Report og året efter i 2015 overhalede sociale medier trykte medier som nyhedskilde.
Figur 4. Danske borgeres nyhedskilder 2013–20
Twitters gennemslagskraft er meget forskellig i verdens lande. Det amerikanske forskningsinstitut PEW viste eksempelvis i 2019, at 22 pct. af de voksne amerikanere brugte Twitter, men også at Twitter halter langt efter Facebook og You Tube med brugerandele på 69 % og 73 % af de voksne amerikanere. Billedet i Danmark er både det samme og forskelligt, de sociale medier er blevet hurtigt og omfattende udbredt på samme måde som på verdensplan, men daglig brug af Twitter er i Danmark for en lille eksklusiv gruppe borgere, som det ses i tabel 1.
Tabel 1. Dagligt brug af udvalgte sociale medier
Hvis der ikke er tale om dagligt brug, men derimod om ugentligt brug, så ses markant større andel brugere af alle sociale medier, men stadig med Twitter som et svagt socialt medie sammenlignet med især Facebook, men forskellen til andre sociale medier mindskes kraftigt — især når der ses på nyhedsbrug af sociale medier. Twitter er her kun halvt så store som de øvrige sociale medier, mens alle ligger langt under Facebook, som er borgernes klart foretrukne medie til nyhedsbrug i Danmark.
Tabel 2. Ugentlig brug af sociale medier i alt og brug til nyheder 2020
At Twitter i Danmark har meget få brugere sammenlignet med Twitter i andre lande betyder imidlertid ikke, at Twitter er af mindre betydning for journalistikken i Danmark, da Twitter er særligt udbredt blandt journalister. Hvor Twitter i nogle lande har store brugergrupper, er den i Danmark fokuseret på færre og bestemte typer brugere. Danmark er blevet beskrevet som et land, hvor Twitter er et elitefælleskab med politikere og andre særligt politisk interesserede (Jungherr, 2016), som journalister, partimedlemmer/aktivister og repræsentanter for interesseorganisationer og kommunikationsbranchen.
Hvad kan Twitter bruges til?
I mere end 10 år har Twitter været diskuteret i den internationale forskningslitteratur om journalistik. Opmærksomheden er ikke blevet mindre siden 2017, hvor Trump som præsident satte helt nye standarder for brugen af og opmærksomheden på Twitter. I danske medier indgår Twitter nærmest dagligt i historier om ikke mindst den amerikanske præsident. Men hvad er det journalister kan bruge Twitter til?
Twitter kan bruges til:
1) Nyhedsproduktion
2) Deling af nyheder og branding af mediet
3) Branding af den enkelte journalist.
Twitter kan for det første bruges i selve produktionen af nyheder: til at identificere nyheder — hvad der sker — og til at finde kilder til, hvad der sker (McGregor & Molyneux, 2020: 600–601). Twitter kan ses som en idegenerator og en kildegenerator.
Twitter kan i forhold til at være idégenerator — hvad sker der? — forstærke et klassisk problem i journalistikken, nemlig såkaldt flokjournalistik (pack journalism), hvor journalister cirkler eller sværmer omkring den samme sag, de samme kilder, og de samme måder at arbejde på og dermed skaber et meget indsnævret journalistisk perspektiv (Grouse, 1973). Christiansborgs presseloge kan som helhed, men også i konkrete sager, ses som et klassisk eksempel på flokjournalistik. Og Twitter — i Danmark — har muligvis tendens til en tilsvarende form for digital presseloge eller flok. Som det er blevet udtrykt: Twitter er journalisters intranet, altså en lukket del af internettet eller et helt lukket netværk uden forbindelse til omverden. Formelt set er Twitter ikke forbeholdt bestemte professioner eller faggrupper, men i praksis er den danske del af Twitter er som sagt præget af journalister, kommunikationsfolk, interesseorganisationer politikere og andre politisk engagerede personer, medier og organisationer.
I forhold til at være kildegenerator kan journalister eksempelvis lede efter en bestemt type kilde ved at spørge kolleger og andre på Twitter, om de kender en sådan type kilde. At finde kilder på denne måde skal under alle omstændigheder gøres med forsigtighed, og med en kritisk sans i forhold til kildesøgning. Også hvis der ledes efter mere tilfældige kilder kan der være problemer. Det er de samme problemer, som gør, at en almindelig voxpop, hvor journalister stopper tilfældige mennesker på gaden for at høre ”folkets mening”, ikke bliver en sikker måling af folkets mening: Det er ikke tilfældigt, hvem som går på en gade; sammensætningen skifter i løbet af dagen, og der vil være mønstre i hvem som stopper eller går videre, hvem som vil være med og, hvem som ikke vil være med osv. Sådan vil det også være med Twitter. Så man skal spørge sig selv: Hvad leder jeg efter? Hvis det er beslutningstagere, debattører eller journalister, er Twitter et godt sted. Det kan det også være for visse typer videnspersoner, for flere forskere eksperimenterer med at formidle på sociale medier som Twitter. Men igen, ikke alle. Så man skal være helt klar på, at man ikke kommer hele vejen rundt i forskningsmiljøerne — ligesom man også godt kan søge erfaringskilder på Twitter, men også her skal man være kildekritisk.
Hvad betyder det så?
(1) Der kan argumenteres for, at Twitter giver mulighed for et mere åbent nyhedsbillede og bredere rekruttering af kilder, men omvendt også argumenteres for, at Twitter fastholder og forstærker et lukket elitært kredsløb af nyheder og kilder. Ingen danske eller internationale studier har entydigt afklaret spørgsmålet, og der kan også være forskelle mellem lande. Det meget begrænsede antal danske bruger af Twitter trækker i retning af at Twitter i Danmark mere sandsynligt bliver et lukket og elitært socialt medie end et åbent og folkeligt socialt medie og dermed kan forstærke et i forvejen lukket og elitært kildevalg.
(2) Twitter kan for det andet bruges til spredning af nyheder og branding af mediet. Ved at gøre opmærksom på artikler, indslag eller udsendelser på Twitter kan borgere trækkes til mediernes hjemmesider og skabe mere trafik. Engelske undersøgelser peger på, at Twitter og andre sociale medier er integrerede i mediernes markedsføringsstrategier, og at mediernes ledere opfordrer journalisterne til at dele deres og kollegers nyhedsprodukter, men at dette kun sker i begrænset omfang. Redaktører og andre ledende medarbejdere bruger dog deling via Twitter mere end menige journalister (Canter, 2020: 325).
I Danmark må det formodes, at deling af nyheder for at øge trafikken på mediernes hjemmesider og for at brande mediet, spiller en mindre rolle, fordi så få almindelige borgere er på Twitter. Når journalister i Danmark deler på Twitter, er det altså mere deling til journalistiske kolleger og andre i den politisk interesserede elite. Et dansk studie viser, at når medierne bruger Facebook og Twitter til deling af nyheder, bygges der på de traditionelle nyhedskriterier: væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt; men med en klar tendens til stor overvægt på væsentlighed og identifikation (Jensen, 2019), hvor identifikation ligger helt i tråd med sociale mediers fokus på det personlige og hvor væsentlighed formentlig knytter sig til det høje tempo i sociale medier.
(3) For det tredje bruges Twitter af nogle menige journalister til at brande sig selv. En ny svensk undersøgelse med titlen “Jag försöker ju också sticka ut i den här massan” konkluderer blandt andet:
”Sociala medier utgör idag en viktig distributionskanal för både enskilda journalister och arbetsgivare. Att bygga en plattform på sociala medier och få en stor egen publik går att likställas med en form av eget kapital som journalister använder när de konkurrerar om jobb.” (Koch-Emmery & Karpmyr, 2020)
En måde at få skabt en stor skare af følger kan være at dele relevante og vigtige historier — både egne og andres — og dermed blive en hub eller et nøglepunkt på twitter — men en anden måde kan også være, at bruge det personlige og personlighed (Hedmark, 2020: 672). Journalister på Twitter kommer ofte med mere personlige kommentarer til nyheder, kommunikerer med nyhedsbrugere eller viser mere private sider af sig selv. Det er dog meget individuelt, hvor meget den enkelte journalist åbner op til det private og subjektive, som i traditionel journalistik holdes adskilt fra det professionelle (Canter, 2020: 326). En aktiv brug af journalistens personlighed kan bygge relationer til nyhedsbrugere og kilder, men de færreste journalister bliver direkte private:
“The emerging pattern was one of a personalised, rather than a personal, tone. Personality was viewed as an important marketing and branding tactic but in most cases did not equate to tweeting personal details or opinion.” (Canter, 2020: 328)
Sondringen mellem at bruge på den ene side personliggørelse eller personlighed og på den anden side det egentlig private er ikke skarpskåret, da netop det private — eksempelvis hvor og hvordan man bor, hvor og hvordan man holder ferie, eller hvilken familie man har, og hvordan man lever familelivet — kan være med til at tegne en personlighed, men personligheden kan også tegnes med kommentarer og holdninger til begivenheder, nyheder eller hverdagsting som kaffen, vejret eller det lokale fodboldholds præstationer.
Twitterisering, moderne politisk kommunikation og kildekritik
Da Lars Løkke Rasmussen forlod mødet i Venstres hovedbestyrelse i august 2019 fulgte 15 dages medietavshed, hvor den afgåede formand hverken gav interviews, tweetede eller kommunikerede på andre sociale medier. Det stod i skarp kontrast til de forudgående uger, hvor Lars Løkke Rasmussen havde været meget aktiv og synlig på samtlige medieplatforme i sin kamp for at overleve som formand for Venstre. Venstres næstformand Kristian Jensen meddelte også sin afgang på Twitter, men stillede derefter op til pressemøde.
Netop tavshed er et de karakteristika, som kan anvendes i moderne politik; specielt når politikere har problematiske eller ubehagelige sager, ses mange eksempler på, at politikere bliver tavse og ikke vil deltage i interviews eller svare på spørgsmål. Et ikonisk eksempel var integrationsminister Birthe Rønn Hornbæks tavshed, før hun skulle til kritisk samråd med folketingets Europaudvalg:
Tavsheden blev foreviget i et berømt ”ikke-interview”:
Senere samme dag blev Rønn Hornbæk interviewet om tavsheden:
Tavshed i problematiske sager er blot et af mange karakteristika ved moderne politisk kommunikation, der overordnet handler om en professionalisering af kommunikationen, som er blevet påpeget siden 1990’erne. Et første og tydeligt symbol var udbredelsen af særlige rådgivere, også kendt som spin doktorer, der blev indført med regeringskiftet i 1993, hvor Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister.
Det betyder ikke, at der ikke tidligere er blevet tænkt og arbejdet med strategisk styring af politiske budskaber — det er formentlig lige så gammel som politik, og var eksempelvis et centralt tema i det antikke Athen og Rom i århundrederne før og efter år 0, hvor dannelses- og læringsidealer havde kommunikation som et væsentligt grundelement. Eksempelvis var idealet, at et frit og dannet menneske skulle mestre de såkaldte syv frie kunster, hvor de tre handler om kommunikation: grammatik, logik/dialektik og retorik.
I moderne tid var partiaviserne fra slutningen af 1800-tallet en direkte styring af den politiske kommunikation. Med radio- og senere TVs revolution af mediebrugen, udviklingen af Public Service journalistik og det parallelle sammenbrud af partipressen og firebladssystemet kom langsomt og gradvist fra 1960’erne det, som i dag forbindes med moderne politisk kommunikation: styring af kommunikationen via partiernes strategiske planlægning, baseret på undersøgelser af borgernes eller vælgernes holdninger (fx surveys og fokusgrupper), detaljeret styring fra partiledelsen af timing og budskaber i forhold til medierne, samt fra årtusindskiftet udnyttelse af internettet og senere sociale medier til direkte kommunikation med vælgerne uden om medierne. Det er et væsentligt element, at denne styring i stigende omfang udføres af ansat uddannet personale bistået af kommunikationsbureauer, i modsætning til før 1990’erne, hvor arbejdet primært blev udført af frivillige partiaktivister og politikerne selv.
Skiftet blev muliggjort med indførelsen af offentlig partistøtte i Danmark i 1987 og især med firdoblingen af støttebeløbene i 1996. Partierne fik råd til at ansætte professionelt uddannet personale, til at købe meningsmålinger og fokusgrupper til internt brug og planlægning osv. Et markant skifte skete omkring år 2000, for Socialdemokratiets vedkommende efter valgnederlaget i 2001, som udløste en professionalisering af partiet, udtrykt af den daværende partisekretær Jens Christiansen:
”De politiske partier i Danmark har indtil for nylig været glade amatører, med streg under glade. Helt almindelige mennesker har helt frivilligt ført valgkamp.” (Dalsgaard, 2004).
I Venstre skete skiftet forud for valget i 2001 (Jønsson & Larsen, 2002). Udviklingen var allerede langt mere udfoldet i USA og England i 1990’erne (Norris, 2000), og den engelske labourleder Tony Blair blev set som et arketypisk eksempel.
Det centrale mål med moderne politisk kommunikation er kontrol: centralt styret kommunikation. Twitter er et perfekt redskab hertil, fordi partier, politikere og andre politikere her kan få fuld dagsordenskontrol og få budskaber og citater ud til medier og journalister — og videre ud til befolkningen — uden mulighed for redaktionel styring fra medier og uden kritiske spørgsmål fra journalister.
Twitter er ”take it or leave it”-kommunikation: Medierne kan bruge det; ellers får de slet ingen svar eller citater. Det samme gælder den øgede brug af mailsvar fra politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed — lyt til debatten om denne udvikling i Mennesker og Medier 19.6. 2020.
Medier og journalister tvinges til at acceptere svar på mail. Alternativet er intet svar. Take it or leave it. På Twitter er der et yderligere pres: hvis et medie ikke bruger tweetet, så er der sikkert andre medier, der hellere end gerne vil gøre brug af det.
Problemer med ukritisk brug af tweets i nyhedsdækningen
Brugen af tweets i journalistik betyder en forstærkelse af den i forvejen kraftige tendens til topstyring af den politiske kommunikation. Politikere og andre politiske aktører fortrækker at kommunikerer via tweets, Facebook eller Instagramopdateringer. det har erstattet pressemøder, interviews og andre situationer, hvor politikerne ikke har kontrol over samtalen og kommunikationen. Tweets giver dem 100 pct. kontrol, da der er tale om en envejskommunikation uden adgang til opfølgende kritiske spørgsmål.
Ved at bruge tweets fra politikere og andre politiske aktører accepterer journalister og medier kontrolstrategien, og de øger hermed magtfulde aktørers kontrol over den politiske kommunikation. Det er for så vidt ikke anderledes end accept af mailsvar eller accept af at politikere kræver spørgsmål på forhånd før interview, som også er udbredte praksisser. Men med den stigende brug af tweets fra afsendersiden, bør der være en øget kritisk sans og kildekritik overfor tweets.
Et eksempel på diskutabel kildekritik kunne høres den 25. juli 2020 kl. 16 hvor Radioavisen bragte en nyhed om, at ”flere” økonomer kritiserede, at danskerne selv skulle ansøge om de indefrosne feriepenge, som politikerne havde besluttet at frigive. Der var ingen journalister, der havde snakket med økonomerne. I stedet blev de citeret direkte fra Twitter. Måske var det de bedste kilder til at kommentere på historien? Men måske var det også dem, der råbte op? Og var lette at citere?
Det samme gør sig måske også gældende for flere og flere politikere? På Twitterpolitikere.dk kan man se de seneste tweets fra 676 danske politikere og partier. Man kan også se, hvor mange følgere de enkelte politikere har og konstatere, at der er tre radikale politikere i top ti, to venstrefolk, en fra Enhedslisten, en løsgænger, en SF’er, en konservativ — og en enkelt socialdemokratisk minister. Det kan man ikke bruge til ret meget andet end at bemærke, at det ikke afspejler den parlamentariske situation.
Hvordan kan journalister håndtere politikere og partiers strategi, som har et kraftigt ”take it or leave it” -element? En oplagt mulighed er ”leave it”: At undlade at lave nyheder på baggrund af tweets. Journalistisk bør man være særligt kritisk overfor politiske budskaber og citater, som kommer fra Twitter og andre sociale medier, og spørge sig selv, om de har reelt nyhedsværdi?
Et studie af amerikanske journalister viser, at der ikke er enighed blandt journalister om brugen af tweets:
“Our results also indicate that the routinization of Twitter into news production affects news judgment — for journalists who incorporate Twitter into their reporting routines, and those with fewer years of experience, Twitter has become so normalized that tweets were deemed equally newsworthy as headlines appearing to be from the Associated Press.” (McGregor & Molyneux, 2020)
Journalister, som bruger Twitter i det daglige arbejde og journalister med kortere erfaring i faget, vurderer altså tweets som mere nyhedsværdige, end mere erfarne journalister og journalister som sjældent bruger Twitter. Tweets kan være lige så nyhedsværdige, som historier fra nyhedsbureauer som Associated Press eller Reuters, men omvendt bør der i udgangspunktet være en mere kritisk tilgang til envejskommunikation fra politikere end artikler fra erfarne nyhedsbureauer og journalister.
Hvis tweets blot indgår som et blandt mange elementer i en historie, må vurderingen af et tweet være den samme som ethvert andet citat: Bidrager citatet med noget, eller vil historien være lige så god uden citatet?
Denne kildekritiske vurdering handler også om, hvem der har og får retten til at være dagsordenssættende: medierne og journalister eller kilderne på Twitter? Dette behøver dog ikke være et nul-sum-spil, da der også kan være tale om en vekselvirkning: Mediedækning af et emne udløser tweets, som kan bruges i den videre dækning og tweets udløser mediedækning, som igen kan udløse nye tweets. Et hollandsk studie af erhvervsnyheder viste netop sådanne tendenser til dynamisk samspil. Det er dog stadig vigtigt, at være opmærksom på den, som giver bolden op til samspillet ofte får den dagsordenssættende magt.
Det er også vigtigt at undgå eller minimere en-kilde historier baseret på ét tweet. Ved at indrage andre kilder, eksempelvis lade politiske modstandere kommenterer på et tweet fra en minister, mindskes den politiske styring af nyhedsstrømmene. Disse andre kilder kan i større omfang udfolde deres synspunkter, hvilket gør tweets som form mindre attraktiv, eller åbner op for at en minister er villig til interview eller uddybende spørgsmål.
Konklusion
Artiklen har for det for det første diskuteret fordel og ulemper ved journalisters brug af Twitter. Nogle af de vigtigste konklusioner er opsummeret i tabel 3.
Tabel 3. Opsummering af mediemæssige og journalistiske fordele og ulemper ved brug af Twitter
Journalister kan og skal ikke stoppe med at være aktive på sociale medier, som også kan give en direkte, hurtig og transparent kontakt til politikere og beslutningstagere. Men journalister bør reflektere over, være opmærksomme på og forholde sig til den selvforstærkende proces, brugen af sociale medier skaber.
Artiklen har derfor for det andet rejst en bekymring for om udviklingen i brugen af Twitter er så omfattende, at der kan tales om en egentlig twitterisering af journalistikken? Spørgsmålet kan kun afklares ved empiriske undersøgelser, da dette ikke er undersøgt i modsætning til professionaliseringen af politisk kommunikation, som er forholdsvist veldokumenteret.
Situationen afspejler måske i virkeligheden, at journalister og politikere er fanget i et problematisk samspil: Vil journalisterne have nyheder, så tvinges de til at bruge Twitter og andre sociale medier. Vil politikerne have opmærksomhed tvinges de til at bruge Twitter og andre sociale medier. Men der kan også argumenteres for, at det især er politikerne og andre stærke aktører, som har gjort medierne og journalisterne afhængige af deres tweets.
Afslutningvis skal det overvejes, om moderne politisk kommunikation har flyttet sig eller er ved at flytte sig endnu engang, lige som tidligere skift: fra statsstyrede aviser over partipresse, til public service og omnibus-presse kombineret med catch-all partier med offentligt finansierede spindoktorer og kommunikationsansatte. Sociale medier kombineret med big data giver mulighed for målrettet kommunikation til den enkelte borger på måder, som potentielt gør traditionelle medier mindre vigtige for partier, politikere og andre politiske aktører. Nogle beskriver dette som politisk marketing 2.0 (Aaggard, 2019; Aagaard & Blach-Ørsten 2018).
Udviklingen kan i virkeligheden ses som en tilbagevenden til partipressens tid, hvor hvert af de store partier havde deres egne net af aviser til brug for den politiske kommunikation. Herved opstår en langt større udfordring for medierne end politikernes brug af Twitter og andre sociale medier.
Artiklens konklusion er, at Twitter skal bruges, men skal bruges med mere mådehold og mere kritisk omtanke.
Donald Trump er et tankevækkende eksempel — som både af- og bekræfter ideen om politisk marketing 2.0. Trump udnytter i stort omfang trofaste medier, som politisk støtter ham til at fremme politiske budskaber. Trump var allerede før sit kandidatur, under valgkampen og efter han blev præsident en mester i at udnytte sociale medier — især Twitter — og journalisters brug af Twitter til at sætte den politiske og mediemæssige dagsorden i USA. Det er imidlertid en vigtig pointe, at Trump ikke alene er Twitterpræsidenten, men også har udnyttet og mestret konventionelle kampagneformer og medier.
Trumps evne til at få opmærksomhed under præsidentvalget i 2016 skyldtes også omfattende brug af vælgermøder — måske den ældste kampagnemetode som findes — og en meget stor åbenhed overfor at give medier adgang til interviews, deltagelse i tv- og radioudsendelser. Trumps kampagnestrategi var ikke primært en SoMe-strategi, men en hybridstrategi, hvor nye og gamle metoder blev blandet, og alle medvirkede til at give medieopmærksomhed og mulighed for at kontrollere mediernes og valgkampens dagsorden (Wells et al., 2016). Trump har altså ikke etableret sin egen presse, men udnytter primært eksisterende traditionelle medier, som et supplement til kommunikation via Twitter og andre sociale medier. Så måske er det for tidligt at tale om politisk marketing 2.0.
Men uanset dette så sætter Trumps tweets dagligt den politiske og mediemæssige dagsorden i USA, og ofte også i Europa og Danmark. Også danske politikere har held med strategien, men omfanget og konsekvenserne for journalistik og de demokratiske samtaler er ikke undersøgt tilstrækkeligt til en endelig konklusion. Men det er åbenlyst, at Twitter også i Danmark er en del af den mediemæssige og journalistiske dagligdag og bruges til at skabe nyheder eller som delement i nyheder.
I oktober 2020 viste krænkelsessagerne i Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet igen med al tydelighed, hvordan Twitter og andre sociale medier bruges i politiske magtkampe. Og hvordan medierne mister muligheden for at trykprøve påstande og stille kritiske spørgsmål. Dermed kan journalister blive nyttige redskaber i de politiske magtkampe. Det er blot ét af de store problemer ved twitterisering. Medierne har desværre ikke fundet et stærkt modtræk endnu. Artiklens konklusion er derfor, at Twitter skal bruges, men skal bruges med mere mådehold og med mere kritisk omtanke.
Litteratur
Aagaard, Peter (2019).”Big Data in political communication” i John Storm Pedersen, Adrian Wilkinson eds. Big Data : Promise, Application and Pitfalls, Cheltenham: Edward Elgar Publishing.
Aagaard, Peter & Mark Blach-Ørsten (2018). Politisk kommunikation. Nye tider og nye aktører, København: Gyldendal.
Araujo, Theo & Toni GLA van der Meer (2020). “News values on social media: Exploring what drives peaks in user activity about organizations on Twitter”, Journalism, Vol. 21(5), pp. 633–
651. https://doi.org/10.1177/1464884918809299
Boot, A.B., Tjong Kim Sang, E., Dijkstra, K. et al. How character limit affects language usage in tweets. Palgrave Communications 5, 76 (2019). https://doi.org/10.1057/s41599-019-0280-3
Crouse, T. (1973). The boys on the bus. New York: Random House Press.
Dalsgaard, Anna (2004). ”Farvel til de glade amatørers tid”, KOM Magasinet, magasinet for kommunikation og sprog, nr 2., oktober 2004.
Hedman, Ulrika (2020).”Making the most of Twitter: How technological Affordances influence Swedish journalists’ self-branding, Journalism, Vol. 21(5), pp. 670–687. https://doi.org/10.1177/1464884917734054
Jensen, Jakob Linaa (2019). “News criteria on social media Comparing news media use of Facebook and Twitter”, Journalistica, nr. 1, 2019. https://tidsskrift.dk/journalistica/article/view/113667
Jønsson, Rasmus & Ole Larsen(2002). Professionel politisk kommunikation, København: Akademisk forlag.
Jungherr, A. (2016). Twitter use in election campaigns: A systematic literature review. Journal of
Information Technology & Politics, 13(1), 72–91.
L Koch-Emmery, M Karpmyr — 2020: “ Jag försöker ju också sticka ut i den här massan”: En kvalitativ studie om journalistisk profilering och varumärkesbyggande
Kristeligt Dagblad (2019). ”I dag afsluttes politiske karrierer med et tweet”, Kristeligt Dagblad, 1. september 2019, https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/i-dag-afsluttes-politiske-karrierer-med-et-tweet
McGregor, S. C., & Molyneux, L. (2020). Twitter’s influence on news judgment: An experiment among journalists. Journalism, 21(5), pp. 597–613. https://doi.org/10.1177/1464884918802975
Norris, Pippa (2000). A Virtous Circle — Political Communication in Postindustrial
Societies, Cambridge: Cambridge University Press.
Tweetbinder, 2020 “Donald Trump on Twitter — 2009 / 2020 analysis” https://www.tweetbinder.com/blog/trump-twitter/
Chris Wells, Dhavan V. Shah, Jon C. Pevehouse, JungHwan Yang, AyelletPelled, Frederick Boehm, Josephine Lukito, Shreenita Ghosh & Jessica L. Schmidt (2016). “How Trump Drove Coverage to the Nomination: Hybrid Media Campaigning”, Political Communication, vol. 33 no. 4: pp. 1–8, DOI: 10.1080/10584609.2016.1224416To
