Virus, antistoftest, mundbindseffekt, mørketal, vaccineforsøg, manglende evidens, langtidseffekt…. Hjææælp!
Journalisters brug af videnskabelige kilder: Klæder vi på DMJX vores studerende godt nok på?
Af Kresten Roland Johansen, lektor, DMJX
Ny forskning og ekspertkilder er i dag en helt uomgængelig del af mediebilledet. Ugentligt præsenteres vi for tusindvis (ja, bogstaveligt ment — tusindvis!) af referencer til forskning, forskere og eksperter i det danske mediebillede[1]. Vi ser det overalt; på klimaområdet, sundhedsområdet, socialområdet, you name it. Og nu COVID-19. Man kan nærmest ikke sparke sig frem i nyhedsdækningen for corona. Hvilke krav stiller det til vores kommende journalister?
Vi spoler tiden tilbage til den 11. marts 2020. Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i Statsministeriet: ”Situationen kommer til at stille kæmpe krav til os alle sammen”. Danmark lukker ned. Og en unik historisk situation opstår på danske medier. Med ét arbejder stort set alle journalister på den samme historie. En historie, som på én gang er ultralokal, national og global. Og som kommer til at stille store krav til journalister, som ikke alle er i deres comfort zone, når det gælder dækning af komplicerede sundhedsfaglige problemstillinger.
DMJX har interviewet otte videnskabsjournalister og -redaktører fra blandt andet Politiken, Weekendavisen, B.T., Videnskab.dk, Berlingske og DR for at blive klogere på nogle af de udfordringer og dilemmaer, som videnskabsjournalisterne har oplevet, siden COVID-19 satte sig tungt på mediedagsordenen. Undersøgelsen er lavet i regi af DMJX’s sundhedsnetværk (støttet af TrygFonden) og gennemført i maj og juni måned 2020, dvs. kort efter nedlukningen og med de tidlige erfaringer i frisk erindring. Vi har spurgt, hvad journalisterne har oplevet som de største udfordringer og dilemmaer. De kommer ikke med fikse og færdige løsninger. Men dilemmaerne er interessante at holde op imod den undervisning, vi giver vores journaliststuderende.
Dilemma 1: Loyalitet når lokummet brænder? Umiddelbart efter Mette Frederiksens tale til nationen opstår en situation med journalistisk ”myndighedsbetjening”. I denne helt tidlige fase laves en masse oplysningsjournalistik, hvor man forklarer danskerne om virus, pandemier, smittespredning og adfærd, symptomer på corona etc. Altså en slags oversætterarbejde for myndighederne. Midlerne er video-explainere, Q&A’s, blogs hvor læserne kan stille spørgsmål, etc. Man kan hævde, at medierne udviser samfundsansvar, at de optræder loyalt overfor myndigheder og regeringen og bidrager til ikke at skabe splittelse i befolkningen. Man kan også hævde, at de glemmer deres samfundskritiske funktion: at udfordre magthavernes beslutninger og beslutningsgrundlag; at bedrive kritisk journalistik.
Spørgsmålet om, hvordan medierne kan bedrive kritisk journalistik og udvise samfundsansvar i en krisetid, er de seneste måneder blevet diskuteret vidt og bredt blandt danske journalister og redaktører, fx på journalisten.dk, i Information, hos videnskab.dk, på altinget.dk og i presselogen.
Det er også et dilemma, som flere af vores interviewpersoner peger på: Hvordan og hvor hurtigt skal medierne forholde sig kritisk til politiske og sundhedsfaglige udmeldinger?
Journalisterne beretter om flere forskellige samtidige udfordringer:
· De har brug for eksperternes hjælp til overhovedet at forstå, hvad det er for en virus, vi står overfor; hvorfor der er tale om en pandemi; hvilke forholdsregler man bør tage, osv. De har en ”servicejournalistisk” opgave i at lave faktuelt korrekt formidling til læserne; at klæde læser/lytter/seer på til at forstå, hvad det er, vi står i.
· Og de har en opgave i at stille kritiske spørgsmål til beslutningsgrundlag og prioriteringer; hvad er sundhedsfaglige anbefalinger og hvad er politik? Hvilket (videnskabeligt) grundlag hviler det på? Hvad er proportionerne og konsekvenserne?
De kritiske spørgsmål kommer naturligt nok lidt på bagkant — vi skal lige orientere os først og finde fodfæste. Men timingen — og hvornår man ”bare” leder efter hår i suppen — er der langt fra enighed om.
Dilemma 2: Problematisk adgang til ekspertkilder. Alle journalister arbejder på den samme historie. Og det er Tordenskjolds soldater, som stiller op til interviews. Virologer, epidemiologer, infektionseksperter og sundhedsøkonomer som Allan Randrup Thomsen, Lars Østergaard, Søren Riis Paludan, Lone Simonsen, Kjeld Møller Pedersen, Jens Lundgren og Morten Sodemann har været ekstremt eksponerede under corona[2]. I en ekspertundersøgelse fra Constructive Institute (Ifølge en ekspert… Eksperternes oplevelse af mediernes coronadækning) beretter flere af disse faglige fyrtårne, at deres kolleger er tilbageholdende med at optræde i medierne. Det tager tid at stille op igen og igen, hvilket hundredvis af Infomediahits per måned for de nævnte eksperter vidner om. Og der er blandt mindre medievante forskere en frygt for, at det kan gå galt, hvis man stiller op. Det hjælper formentlig heller ikke på sagen, at flere corona-eksperter oplever at modtage trusler og hadefulde beskeder, når de udtaler sig.
Flere journalister oplever, at det er svært at komme igennem til forskere, som vil udtale sig om egen ny forskning. Det opleves som skørt, når der er fire-fem forskere som forfattere på en forskningsartikel, og kun én udtaler sig til pressen. Det opleves som særligt problematisk at få adgang til udenlandske topforskere.
Også Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut opleves som svære at få til at stille op. I den forbindelse nævnes topstyrede pressemøder med begrænsede spørgemuligheder som endnu et kilde-benspænd.
Dilemma 3: Højt tempo og manglende kvalitetssikring. Det er svært at få overblik over forskningen, fordi der kommer ny forskning hele tiden. Indimellem kommer der modsatrettede forskningsresultater — samtidig. Hvad skal man så skrive? Og hvordan repræsenterer og balancerer man forskerkilder, som ikke er enige?
Problemet forstærkes af en (indimellem) manglende forståelse for, at man har brug for en række videnskabelige forsøg, som peger i samme retning, for at skabe stærk evidens. Og at man skal forstå enkeltstående forskningsresultater som ”skridt på vejen til mere sikker viden” — i stedet for ukritisk at vinkle skarpt på dem. Særligt hvis forskningen ikke er kvalitetssikret gennem fx peer review. Og hvis forskningen viser noget helt andet, end den eksisterende forskning.
Flere af journalisterne fortæller, at de afviger fra deres medies sædvanlige grundregel om kun at skrive om forskning, som er publiceret og har været gennem peer review. I stedet skriver de om forskning, som er lagt ud på preprintservere. Og gør læserne opmærksomme på det — men er det godt nok?
Det hænger også sammen med, at man ønsker at være hurtigt ude med formidling af nye resultater. Somme tider er man så for hurtigt ude. Det er en særlig udfordring, når man sidder på en breaking-redaktion.
Det kræver sin journalist. Men uddanner vi sådan nogen? Tre centrale og aktuelle udfordringer og dilemmaer — hvis vi skal tro journalisterne. Gør vi nok — og det rigtige — for at ruste vores studerende til denne virkelighed? På 3. semester på journalistuddannelsen på DMJX har vi i august 2020 indført et obligatorisk ugeforløb, som handler om at give de studerende indblik i, hvordan forskning bliver til og kvalitetssikres, og viden om, hvordan man som journalist kan forholde sig kildekritisk til videnskabelige kilder i både research og formidling. Hvordan adresserer det de tre dilemmaer?
Udfordring 1 handler både om den journalistiske professionsforståelse (vagthund-rollen, 4. statsmagt-analogien) og faglighed (evnen til at bedrive kritisk journalistik). I videnskabsforløbet arbejder vi med tre elementer, der taler ind i problemstillingen: Interesser i forskning; politiseringen af evidensbegrebet og videnskabsjournalistikkens historiske bevægelse fra en loyal oversætterfunktion til også at være kritisk — altså en bevægelse fra videnskabsformidling til videnskabsjournalistik[3]. Interesser i forskningen handler både om forskerens egne interesser men så sandelig også om øvrige aktørers; ikke mindst når der er tale om myndighedsbetjening og politisk rekvireret forskning. Vi arbejder med at skabe en forståelse af, at der er forskel på sundhedsfaglige og sundhedspolitiske anbefalinger. Og at forskning kan bruges som politisk legitimering. Vi har et særligt fokus på evidensbegrebet, som gradvist hen over de seneste 20 år har vundet indpas i journalistikken — som en afsmitning af begrebets udbredelse til andre forskningsområder end det sundhedsvidenskabelige felt, og som konsekvens af, at det er blevet et politisk buzzword til legitimering af prioriteringer, anbefalinger og beslutninger. Vi diskuterer, hvornår det giver mening at efterspørge evidens — og hvornår det er problematisk.
Udfordring 2 handler om adgangen til ekspertkilder. Problemet handler ikke kun om ekstrem travlhed og pres på nogle få medieprofilerede topforskere. Forleden deltog jeg selv i en debat med en række medlemmer fra Foreningen Danske Videnskabsjournalister. Medlemmerne tæller udover journalister også folk fra forskningsmiljøer på universiteterne og kommunikationsfolk. Omdrejningspunktet i samtalen var den professionelle relation mellem forsker og journalist — eller mangel på samme. Der blev peget på en række konkrete udfordringer i samarbejdet: Der er fortsat mange forskere, som helst skyr pressen og ikke udtaler sig. Ikke mindst blandt forskere, som ikke er vant til at optræde i medierne. Fx af frygt for at blive fejlciteret og misforstået og fremstå i et dårligt lys over for kolleger.
Nogle unge forskere skærmes af erfarne kolleger, da de ikke er medievante og risikerer at oversælge deres resultater. Nogle forskere oplever, at de presses til at bekræfte på forhånd fastlagte vinkler fra journalistens side. Eller at journalisten ønsker deres holdninger og meninger snarere end faglige input. Det kan opleves som provokerende og intimiderende og som en manglende forståelse af (og respekt for) forskerens faglighed og situation. Der blev også peget på, at der ligger et strukturelt problem i, at forskere ikke internt opfordres til eller forventes at formidle deres forskning til den brede offentlighed. Der kan mangle incitament til at deltage.
I videnskabsforløbet forsøger vi at give de studerende en forståelse af, hvordan verden ser ud fra forskerens stol. Selvom journalister og forskere ofte kan have samme ideale mål (at gøre os alle sammen klogere på verden og hinanden), er metoder, selvopfattelse og rammevilkår vidt forskellige. Vi diskuterer, hvorfor forskeren kan være forbeholden overfor at deltage, hvordan en god kontrakt mellem journalist og forsker kan se ud, og hvordan man undgår at ”spilde” forskerens tid. Jeg inviterer gerne en medievant forsker ind til at diskutere dette med de studerende.
Udfordring 3 handler om, hvordan man som journalist skiller skidt fra kanel i en videnskabsoverflod — hvordan man navigerer i en informationsstrøm, hvor universiteterne er blevet professionelle kommunikatører. Her rammer vi ned i kernen af videnskabsforløbet.
Centrale temaer i videnskabsugen er forståelse af forsknings tilblivelsesproces og faser. Et særligt fokus ligger på kvalitetssikring af forskning gennem peer review og publicering i anerkendte tidsskrifter. En kvalitetssikring, som udfordres af den nye trend med udgivelse på preprintservere. Altså: Hvad er peer review? Kan man ”stole på” peer review? Og hvad gør man som journalist, når forskningen ikke er publiceret? Vi arbejder med de ”gængse” sundhedsvidenskabeligt funderede metoder — fx metastudier og RCT forsøg. Hvad går de ud på, og hvor ligger de i evidenshierarkiet? Hvad er deres styrker og svagheder? Og vi ser på, hvordan man kan forholde sig kildekritisk; til tidsskifter; til evidensbegrebet; til de videnskabelige metoder; til tidlig forskning som endnu ikke er repliceret — eller som ikke kan repliceres.
Temaerne flugter med de temaer, som især mediet videnskab.dk i en årrække har arbejdet på at fremme kendskabet til og selv har indarbejdet i deres journalistik. Udover det allerede nævnte er det temaer som ”snak med uvildige forskere” og ”hvad viser den øvrige forskning på området?”. Også spørgsmålet om kausalitet, altså årsag og virkning, er et evigt tilbagevendende tema — i undervisningen og hos videnskab.dk.
Mette Frederiksens tale markerer et ”efter”, hvor ingen længere bør være i tvivl om vigtigheden af, at journalister forholder sig kildekritisk — og dygtigt formidlende — til forskning og videnskabelige kilder. Og til forholdet mellem politik og videnskab. Hvis nogen da måtte være i tvivl oven på oksekødskandalen, Gyllegate, og HPV-vaccinesagen.
Nu rulles de første vacciner mod COVID-19 ud. Det bliver spændende at følge mediernes dækning — og brug af ekspertkilder. Det bliver også spændende at følge vores studerende. Kan de faktisk bruge den viden, de får, til at arbejde mere kvalificeret med videnskabelige kilder? Gør vi nok for at klæde dem på til opgaven?
[1] Infomedia: Søgning på ”forsker”, ”forskning”, ”ekspert” i november 2020, 2015 og 2010.
[2] Søren Riis Paludan: 325 hits, Allan Randrup Thomsen: 284 hits (Infomedia-søgning 1.-30. november 2020)
[3] Som Gunver Lystbæk Vestergård glimrende gør rede for i sin ph.d.-afhandling om samspillet mellem massemedier og videnskab
