Andrea Hejlskov:

”Der må være en anden måde at leve på, vi behøver nødvendigvis ikke være som alle andre.”

Dette satte gang i utrolig mange tanker for Andrea, da det for 4 år siden gik op for hende at denne måde at leve på ikke fungerede for hendes familie.

Hun er uddannet psykolog og arbejdede med udsatte unge, der ikke havde det godt. Hun blev ked af at tage på arbejde hver eneste dag, og skulle kigge på en masse triste børn, som hun ikke følte hun kunne hjælpe. Dette resulterede i at hun mistede synet på det ene øje, fordi hendes plan med livet aldrig ville lykkedes, hun ville gøre en forskel, og ikke bare side fast i tilværelsen.

Hendes mand havde fået en depression, og lavede ikke andet end at side i sofaen og spise chokolade. De var en satellit familie, de snakkede ikke sammen og levede igennem skærmene.

”Hvad nu hvis det ikke er os der er noget i vejen med?”

Hendes mand satte utrolig mange tanker i gang i hendes hoved, og hvad nu hvis det rent faktisk var sådan? Hvad nu hvis det er samfundet? Måden vi ser på mennesker på?

Hun begyndte at drømme om at være sammen med børnene, rent faktisk være sammen, og ikke bare være til. En hverdag uden stres, og det store pres om at skulle præstere hverdag. De ville tilbage til naturen, for det var sådan hun havde haft det bedst, fra hun var helt lille.

Igennem et blog opslag Andrea havde lavet blev de tilbudt at flytte til Sverige, og komme op og bygge en bjælkehytte af en mand der ejede en masse jord i en skov. Dette skulle ikke koste dem noget, han ville bare gerne hjælpe.

De kunne ikke få dette tilbud ud af hovedet, og endte med at sige ja, og flytte til Sverige.

Den vildeste følelse for Andrea var at tage på containerpladsen, og smide alle hendes papir ud, alle de papir vi alle har til at lægge, og som man bare skal have. Det gav hende en frihedsfølelse.

For manden var det at smide hans lykkepiller overbord, da de var på vej til Sverige med færgen.

For hele familien var det en følelse af frihed der ramte dem da de landede i naturen, de var blevet mennesker igen. De begyndte at snakke sammen igen, på en helt ny måde. Laver mad sammen, rundt om bålet hver aften, og er nu begyndt at fungere sammen og hjælpe hinanden.

Der var masser ting de skulle vende sig til, f.eks. var det slut med at skifte tøj hver eneste dag, da det gav for meget vasketøj, som skulle vaskes i hånden.

Skovens folk begynder lige så stille og komme frem, det er et helt fantastisk folk, der hjalp dem med deres bjælkehytte, da de ingenting vidste om hvordan man lever sådan et sted. Det bliver efterår, hvilket er en forfærdelig oplevelse for dem, de bor i en dal og der bliver utrolig mudret når det regner, hvilket resultere i at de mudre inde. På et tidspunkt løber tør for brænde og mad, her får de igen hjælp fra skovens folk, og lære hele tiden nye ting, så sådanne ting aldrig sker igen.

I løbede af efteråret og vinteren er det hele utrolig hårdt, der er meget koldt, mørkt og de bor på virkelig lidt plads. På dette tidspunkt kalder børnene til familie møde, de skal finde ud af om de vil blive og gennemleve det hele på godt og ondt, eller om de vil tage tilbage til Danmark. Der er ikke flere penge tilbage, da de aldrig har haft en backup plan. Igennem mange overvejelser beslutter de sig til sidst for at blive, hvilket de aldrig har fortrudt, men ingen af dem har lyst til at skulle igennem det hele en gang til.

Børnene begynder med at blive hjemmeskolet, så de stadig kan få en uddannelse, hvis de skulle beslutte sig for at ville tilbage til Danmark og samfundet igen. Senere bliver de sendt i skole i Sverige, da det er ulovligt at hjemmeskole. Dette ændre deres datter Victoria meget, hun var en usikker pige da hun gik i skole i Danmark, men dette var hun kommet ud af da hun kom ud i skoven, men med det samme hun begynder i skole bliver det det samme igen. Hun gør det drastiske at hun får arrangeret at komme ud og sejle med skoleskibet, og er nu sømand, og gladere end nogensinde. Hun finder også en anden måde at leve på i et samfund der ikke er tilpasset til folk der falder uden for normerne.

Andreas vigtigste budskab var at apati er den værste fjende vi har! Befolkningen blive hele tiden bombet med ting vi skal gøre, ikke kan gøre eller ikke kan gøre noget ved. Det er ting der hele tiden fylder i vores hoveder, kom af med dem, fyld hovedet med ting vi kan gøre, og kan gøre noget ved. Bekæmp apati.

Dette er anerledes bæredygtighed, det er bæredygtighed for mennesker, de finder en måde og leve på, som er bæredygtig for dem. Det er det vigtigste, der er ikke noget facit, da det er forskelligt fra person til person hvordan man lever bedst, og hvordan det hele fungere.

Andrea Hejlskovs hytte i Sverige