I dag starter Tribeca Film Festival officielt, men der sker ikke så meget. Jeg skal afhente mit festival-pass og i aften åbnes festivalen screening af dokumentaren “First monday in May”, der handler om tilblivelsen af udstillingen “China: Through the looking glass” på The Met, der blandet andet involverer Vogues chefredaktør Anna Wintour, og forholder sig til om mode kan betragtes som kunst. Jeg har ikke kunne få billet til åbningen, desværre, og må se filmen til en senere screening.

Jeg fik ikke fortalt om igår. Jeg startede med at løbe en tur downtown langs Hudson klokken syv, fordi jeg simpelt hen ikke kunne sove længere. Jeg løb ned til Battery Park, og ville have løbet over Brooklyn Bridge og tilbage over Manhattan Bridge, men det var alt for langt, så jeg løb istedet op ad Broadway. Det er ikke det bedste sted at løbe midt i morgenmyldretiden, hvor den er fyldt med mennesker på vej på arbejde i the financial district.

Efter bad i Bowery House fællesbadet fandt jeg en cafe i nærheden og spiste scrambled eggs; et sted på Houston, der var fyldt op med interessante samtaler med højttalene mennesker, der lavede film eller skrev bøger. Der gik ikke så længe før en ung kvinde fra Beijing kom og satte sig. Hun havde en hvid strikket hue på med øreklapper og en oversize hvid kvast på toppen. Hun fortalte at hun skulle være her i seks måneder og ville skrive en bog om New York, men havde ikke skrevet noget endnu. Keep in touch siger hun, så jeg kan læse bogen, når den er færdig.

Jeg spørger hende hvad hendes yndlingssted i New York er og hun siger det er området omkring 42. st ved Goldman Sachs mv; af forskellige årsager besluttede jeg at tage derop, også fordi jeg egentlig ikke lige orkede at snakke mere. Jeg tog B toget til Bryant Park og vandrede lidt omkring, og gik op på Times Square og videre op til Central Park. I dag ser jeg egern. De løber rundt og puffer til nogle fugle på en nysået græsplæne.

Jeg besluttede at gå op til Guggenheim. I billetboden advarer en kvinde mig om, at Kandinsky udstillingen desværre er lukket, og at de viser en udstilling med moderne kunst. You like modern art, don’t you? Siger hun opdagende, som om hun læser det på mig. Who doesn’t siger jeg dumt, og hun siger: You would be surprised, siger hun og smiler et eller andet elitist-flirty smil, jeg først tænker på senere.

Jeg bliver nødt til at stille mig midt i rotunden og tage et billede, som den turist jeg er. I det hele taget vil jeg gerne eksercere den barnlige umiddelbare begejstring over ting jeg har drømt om, uskamfuldt. Jeg tænker på om bygningen mon skygger for udstillingen, om jeg kan se forbi det at gå op i rotunden, og opleve kunsten. Der er en udstilling med to. kunstnere der hedder Fischli og Weiss, som jeg aldrig har hørt om før. Det er en vild udstilling og den tager i den grad sin plads i bygningen. Faktisk er det længe siden jeg har haft så stor en oplevelse med noget.

Det er en pjattet udstilling, en morsom udstilling. Dette er klart spørgsmålet om humorens rolle i kunst. Ud af de 142 små lerskulpturer kan jeg særligt lide henvisningen til Robert Venturi med værket “Learning from Las Vegas”, der forestiller en bygning formet som en and, med en dør i, og en bil parkeret foran. Jeg kan gå lide de meget straight værker som “waiting for the elevator” og “disk jockey”, der bare er situationer, hvor den rå mængde er overvældende. Så er der også “Cassius Clay after his fight with Joe Frazier”, der er en uformelig klump ler, og “The dog of the inventor of the Wheel feeds the satisfaction of his Master”.

Sjovest er dog deres afstøbninger i gummi: Fx en 1:1 afstøbning af et klædeskab i gummi eller af et sengebord. Også deres udstilling af en håndværksarbejdsplads med afstøbninger af værktøj og byggematerialer, der får den øverste del af rotunden til at se ud som om det er under construction. Jeg synes at erindre, at nogen ved en misforståelse ryddede udstillingen op, fordi de troede det var rigtigt byggerod.

Jeg er fascineret af kustoder på museer. De er rigtigt søde på Guggenheim og venlige og en fortæller om den afstøbning af en vinylplade i gummi, at den faktisk kan spille, og den lyd man kan høre, når man er stille, er en optagelse af afspilningen af gummipladen. Det er interessant på en eller anden måde, at afstøbningen har taget dataen med, lyddata.

En af kustoderne har lavet en lille leg med sine fødder, måske er det nogle dansetrin, som hun står og laver. Så stirrer hun lige op i loftet, sikkert fordi hun har fået øje på den eneste detalje, som hun ikke har set før. Jeg tager et diskret billede af hende, men jeg kan se på billedet senere, at hun så mig, på den måde hun kiggede ind i linsen. Jeg poster det på facebook med teksten: “dette værk lader jeg: vanskeligheden ved at tage et billede af en kustode, der keder sig, uden at blive afsløret.”

Om aftenen mødes jeg med en filminstruktør, og vi drikker et hav af øl på en bar på Strauss Square i Chinatown, og aftaler at vi skal til Bernie Sanders rally i dag. De serverer også østers med følgende advarsel:

Nu sidder jeg og skriver på den samme cafe som i går, fordi jeg er et vanemenneske; og træt, og har dårlig samvittighed over at have nurset en large americano i flere timer, mens gæster er kommet og gået og har siddet i baren og ventet på at pladser ville blive ledige.

Show your support

Clapping shows how much you appreciated Joachim Lykke’s story.