Den fysiske kø til VR dokumentarer

Noget om organisering af Tribeca Film Festival

Tribeca Film Festival ser grundlæggende meget flot ud. Organisatorisk er der dog en masse mærkelige forhold, der gør alting mere besværligt og uforståeligt end nødvendigt.

Der er vitterligt et hav af frivillige mennesker involveret, der står på deres poster rundt omkring i mange mange timer, men det er som om at de planlagte og kommunikerede forhold ikke bliver udført, hvilket skaber en generel stemning af kaos og anarki, og til tider bissende grupper af festivalgæster, der har et hav af forskellige badges om halsen. Badges som jeg har indtryk af, de frivillige ikke aner hvad betyder eller giver adgang til. Bag mig i nedenstående kø stod der en gruppe, der havde været til Sundance, og sagde at det var utroligt, at de slet ikke havde forsøgt at lære af udfordringerne til Sundance.

Kø til Festival Hub ved start af Virtual Arcade

Nogle gange bliver man nægtet adgang og andre gange kan man vandre uden om køer med mit grønne Franklin Industry pass med et stort C på.

VR udstillinger, games og filmfremvisninger viste sig, måske burde det ikke overraske, at være en logistisk kæmpe udfordring. Det var i særdeleshed et problem til StoryScapes og Virtual Arcade. Hvis vi ser på VR fiktions filmene, så var der per film 1–4 VR sæt. Så med formentlig gennemsnitligt 2 sæt per film og åbningstid på 10 timer, og en spillelængde på 10 minutter vil man kunne få 120 personer igennem på en dag i teorien. På 4 dages StoryScapes giver det måske med lidt god vilje 500 personer. Det behøver ikke nødvendigvis være et problem, men interessen for VR var bare så enorm, at der nok var mindst 10 gange så mange, der gerne vil se, i særdeleshed de mest omtalte film. Det største problem var dog, at pressen fik adgang til at skrive sig op til visninger før alle andre, så da jeg ankom første dag til Virtual Arcade som en af de første ikke-presse personer, var der allerede fuldt booket.

Det er svært at se hvordan man som festival løser dette problem. Tribeca havde trods alt lavet et booking system, så man kunne tilmelde sig, og så få en sms når det blev ens tur. Det var dog som om den fysiske kø virkede mere fair. Så måtte man vælge om man ville stå der, og så var det de mest insisterende der fik set tingene. Jeg så alle VR dokumentarene på den måde, ved at hænge ud i den ene kø efter den anden. Det løser selvfølgelig ikke problemet med hvor mange der kan se filmen, men det virkede mindre urimeligt og uforståeligt. Problemet med den anden løsning var, at folk bare kom og meldte sig på alt, og fyldte køerne. Hvis du kun kan stå i én kø ad gangen vil de ske en automatisk balancering, så hvis du ikke ser en film, så kan du med insisteren i hvert fald se en anden. Pressevisninger skulle være afholdt kl 8–12 for presse only, og så almindeligt publikum 12–21. Det er noget vi skal finde en rigtig god løsning på til PLAYOFF.

I sidste ende endte jeg med lidt social engineering – jeg havde trods alt lige været til hacking konference – at tale mig til et pressebadge (shhh), og kom på sidstedagen ind til presseadgang kl 10.30 istedet for klokken 12.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.