VR, immersivitet og interaktivitet

Helt ærligt, så efter en uges festival hænger VR snakken mig ud af halsen. Hypen er enorm og alle vil noget med VR. Jeg har set rigtigt mange VR film, fiktion og dokumentar, og VR installationer, immersive journalism og VR spil af forskellig art.

Overordnet set, så er jeg skuffet over niveauet. Der er selvfølgelig undtagelser, og væsentlige undtagelser. Dem vil jeg fortælle om i andre posts. Men min oplevelse er at rigtigt mange VR ting enten er lavet af teknikere, meget tekniske teknikere, og intet galt med det nørdede, men hvor det skaber et teknisk udgangspunkt for at lave nogle spændende ting, så efterlader det mig også utilfreds, når mulighederne for at få mig hevet ind i oplevelsen ikke udnyttes.

Virkelig mange VR film, i særdelshed dokumentarene, er basalt set et 360 graders kamera i en setting. Når jeg så står midt i en scene som fluen på væggen bliver jeg irriteret. Jeg bliver irriteret over, at jeg er et spøgelse i den verden. Folk går lige igennem mig, kigger ikke på mig, jeg spiller ingen rolle og kan ikke indvirke på handlingen. Det gør det basalt unødvendigt at det er VR, hvad skal det til for.

Grundlæggende så er det bare bøvlet med de briller. Som brillebærer er det endnu mere bøvlet, især hvis man har bygningsfejl, som jeg har, og ikke bare kan droppe brillerne og justere styrken i VR brillen. Hvis du har virkelig store briller vil du gå derfra med skrammer. Det undrer mig desuden, at man til en festival, hvor det er vildt meget larm, ikke har prioriteret at få nogle ordentlig lyd-headset. Det var mange steder virkelig svært at høre lydsporet, som altså er centralt for oplevelsen. Hvor er de gode lydisolerende headphones? Det er et totalt must. Det er non-immersive.

Kodeordet alle steder er immersive, især i konference-delen, hvor der bliver sagt immersive i hver femte sætning.

immersive
noting or pertaining to digital technology or images that deeply involve one’s senses and may create an altered mental state: immersive media;

Jeg talte med en af udviklerne bag spillet “1979 Revolution – Black Friday”. Det er et traditionelt spil tilgængeligt på Steam, der ikke kræver noget særligt hardware. Det er istedet båret af historiefortællingen og interaktiviteten. Det er immersive på den måde, at du bliver indraget i en historisk kontekst, som du interagerer med, uden at du selvfølgelig kan påvirke det historiske, så kan du ændre på din rolle, som spilkarakter i historien.

Det var ikke så banebrydende, men en interessant snak vi havde med udgangspunkt i det, omkring VR: Han oplevede VR, der vel stiller en forventning om indlevelse og deltagelse, i de fleste tilfælde gør dig passiv, og tager historien fra dig, men giver dig noget lokkende teknik i stedet; at du skal passe på at teknikken ikke narrer dig. Nu var det selvfølgelig fra hans perspektiv, som en der IKKE præsenterede en VR løsning, væsentligt at disse VR (rent markedsføringsmæssigt), men der er alligevel noget ved pointen, der er rigtig.

Jeg så en installation, der mærkeligt nok var at finde på “Games and media summit” playground, der var en VR genskabelse af en mands mord på en tidligere kvindelig partner. Meget relevant politisk i forhold til danske forhold, hvor vi samme dag i Danmark havde sådan et mord, hvor en kvinde (og hendes nye kæreste) blev myrdet af en tidligere partner. Installationen var lavet til HTC Vive, og der var hegnet et område af, som du kunne færdes frit indenfor. Vives sensorer registrerer dine bevægelser rigtig godt, også når du bukker dig ned, og det fungerer rent teknisk vældigt overbevisende. Jeg trådte faktisk til side, da en bil kører ind indkørslen.

Oplevelsen, at stå i rummet, hvor manden overfalder og dræber sin ekspartner, med klip ud til gaden, hvor man venter på at politiet skal komme, og at høre den faktiske lyd, der blev optaget da mordet fandt sted, var meget kraftfuldt, og har virkelig potentiale. Det er en vild oplevelse, der får begrebet immersive journalism til at give så meget mening. Du kan stå i situationen og opleve det helt tæt på, og med grebet, at bruge den faktiske lyd, de rigtige stemmer, panikken og skuddene, kommer det virkelig tæt på.

Når det er sagt, så er det et rigtigt godt eksempel på, at den gode idé og sag og en teknisk god udførelse stadig efterlader dig, eller i hvert fald mig, med en manglende immersiv oplevelse, fordi omgivelserne og personerne ikke reagerer på mig. Jeg er der jo ikke, jeg føler mig ikke involveret, men blot som en gennemsigtig tilskuer.

Et andet sted prøver jeg nogle studerendes VR projekt. De har lavet som et afgangsprojekt på Carnegie Mellon University. Det handler netop om interaktiviteten, og Atit Kothari fortæller mig om alle udfordringerne med at filme i VR med skuespillere, der ikke aner hvordan de skal håndtere udfordringerne med hvor seeren kigger hen osv. Det er en meget simpel situation, der handler om at du overværer et tilfælde af racist profiling, hvor en sort fyr bliver overfaldet af to hvide betjente. Du har så muligheden at gribe ind i handlingen, og interaktionen er bygget på to måder: For det første kan du i almindeligt sprog svare på spørsmål fra betjentene, dog kun ret afgrænsede svarmuligheder, og for det andet kan du interagere med bestemte oplyste punkter ved at kigge på det i nogle sekunder.

Det er første skridt, og deres forsøg er både sympatisk og rimeligt veludført VR teknisk og interaktionsmæssigt, men filmisk, skuespilmæssigt og filmproduktionsmæssigt er det håbløst amatøragtigt, til en sådan grad, at jeg ville være skeptisk overfor at skulle vise det til festivalen. Det er simpelt hen ikke gennemført nok, men nu var det heller ikke et kommercielt produkt, men et universitetsprojekt.

Det er klart, at yderpunkterne i det teknisk nørdede i den ene side, med et fravær af interaktiv immersivitet, og det storytellende interaktive, men ellers amatøragtige udførelse ikke beskriver hele billedet, men er alligevel tendenser, jeg synes er væsentligt at være opmærksom på.

Som et udvalg til PLAYOFF til OFF16 skal vi have de VR oplevelser, der bedst favner det teknologiskt og interaktivt immersive, og ikke kun en af delene.

Like what you read? Give Joachim Lykke a round of applause.

From a quick cheer to a standing ovation, clap to show how much you enjoyed this story.