Findes der overhovedet mennesker, der deler?
Findes der overhovedet mennesker, der deler? Altså ikke mennesker, som er generøse fra tid til anden, men som simpelthen ikke bruger eller modtager penge i bytte? De er sjældne. Meget sjældne. Lad mig være ærlig: De findes nærmest overhovedet ikke. Det er dog alligevel lykkedes mig at opspore tre af slagsen. Den første er en professor i økonomi, som min kone og jeg mødte i foråret 2014 til Verdens største konference for deleøkonomi, sharing-festivalen OuiShare i Paris. Jeg kan desværre ikke huske professorens navn, og jeg kan heller ikke finde ham i programmet for festivalen. Så måske eksisterer han slet ikke i virkeligheden. Kun i mit hoved. Min kone påstår dog, at den er god nok. Hun så og hørte ham også. Men de, der lever af at dele, er åbenbart så sjældne, at de næsten ikke er til at opspore igen.
”Der findes næsten ingen mennesker, som udelukkende deler”
Professoren uden navn havde besluttet sig for i et år ikke at modtage betaling for sine ydelser. Ingenting. Når han holdt foredrag eller rådgav mennesker om sin viden, skulle han ikke have noget for det. Da han blandt andet rådgav virksomheder, blev de meget forbavsede og visse af dem endda mistænksomme, når han ikke ville høre tale om at blive betalt for op til flere måneders arbejde. Det var jo unaturligt. Professorens tanke var, at han nok skulle få noget tilbage for sine rene, altruistiske handlinger. Han ville afprøve, om gavens ånd virkede i praksis. Naturen måtte takke ham. Meget langsomt begyndte han faktisk også at modtage gaver fra andre. Fra mennesker som ikke engang var direkte involveret i at gøre brug af hans arbejdsindsats. De befandt sig i periferien af hans eksperiment. Ude i andet eller tredje led havde man hørt om denne underlige professor og ville gerne give noget til gengæld. Som en erkendtlighed og i respekt for hans altruistiske projekt.
”Folk bliver mistænkelige, hvis man ikke vil have penge for flere måneders arbejde”
Professoren erkendte blankt, at det var meget svært at forsøge at leve uden penge og udelukkende af gode menneskers nåde. Det blev et hårdt år. Men han døde ikke af det. Han lærte til gengæld noget vigtigt: For det første, at sådan som Verden er skruet sammen i dag, er det umuligt at leve af altruisme alene. Hans læring blev også, at når man ikke har penge at bytte med, kommer der andre betalingsformer i spil. Han var blevet betalt med et godt ry for sin generøsitet. Han blev betalt i taknemmelighed og sågar med kærlighed i form af gaver. Værdi kan derfor ikke kun opgøres i penge, konkluderede han. Der må være grobund for andre betalingsformer, selvom pengene er så effektive at betale med. Men det er ikke let at leve uden pengeindblanding. Det er det hidtil mest effektive byttemiddel og grunden til, at alle transaktioner er knyttet tæt sammen med penge. Men måske er penge så lette at have med at gøre, at vi går glip af endnu mere værdifulde valutaer.
”Et par besluttede sig for ikke at købe noget som helst i et helt år”
Det er lykkedes mig at finde frem til to andre mennesker, som har eksperimenteret med et liv uden forbrug og overlevet det ved hjælp af deleøkonomi. Vel at mærke uden at være tvunget til denne livsførelse. Det drejer sig om Geoffrey Szuszkiewicz og Julie Phillips, to gode venner fra Alberta i Canada, som besluttede sig for ikke at købe noget som helst i et helt år. De ville udelukkende leve af, hvad de kunne bytte, dele og gøre sig fortjent til. Uden at bruge penge eller tigge. Det betød selvfølgelig, at der var en hel masse ønsker, som de ikke længere kunne få opfyldt. Det ændrede hurtigt deres forhold til at ønske i det hele taget.
I den vestlige Verden er vi i store træk vant til at få det, vi ønsker os. Vi lader os drive af vores begær, fordi vi ofte har pengene til det meste. ”Hvis du har penge, så kan du få,” som det lyder i den gamle børnesang om bageren i Nørregade. Hvis vi ser noget flot tøj eller en lækker sukkerkage, som vi gerne vil have, så køber vi det. Når vi ikke gider at gå til arbejde, tager vi de offentlige transportmidler. Når vi ikke gider at gøre rent, hyrer vi en rengøringshjælp. Forudsat selvfølgelig at vi har penge nok til at betale for hjælpen.
”Når man ikke bruger penge, får ens ejendele mere værdi”
De to canadiere sagde frivilligt nej til at bruge deres penge. Det fik store konsekvenser. Både på den positive og på den negative side. Det var ikke længere muligt for dem at gå ud at shoppe for at føle sig lidt bedre til mode. Nu var de ting, som de to venner ejede, ikke længere ejendele, der trængte til at blive skiftet ud til noget nyere og smartere. I stedet blev deres gamle ting til værdifulde skatte, de satte pris på som aldrig før. Når en ting, som for eksempel deres brødrister, gik i stykker, ville de før deres eksperiment have smidt den ud og købt en ny. Nu var det en lille katastrofe. Livet blev sat ind på at bevare og lære at reparere hjemmets værdifulde klenodier. Alt fik mere værdi end før i tiden. Det var ikke længere ting, der bare ventede på at blive skiftet ud. Faktisk oplevede vennerne, at deres ønsker blev færre og færre. Det skete i takt med, at de fandt ud af, at de sagtens kunne klare sig uden alle disse drømme om nye ting. Forbrug var i virkeligheden bare symptomer på en opdragelse. De var opdraget til, at man kan købe sig til lykke. Det kan man ikke, eller i hvert fald kun for den korte stund, når dopaminen udløses i hjernen i butikken. Shopaholics er afhængige af dette korte kick, som er langt kortere end kicket ved generøsitet.
Geoffrey Szuszkiewicz og Julie Phillips’ eksperiment sluttede efter et år uden forbrug. Nu skulle man tro, at de så endelig skulle ud at købe masser af nye ting. Det måtte være tid til den velfortjente luksusrejse for de mange tusinde dollars, som de havde sparet sammen over året. For vennerne var nemlig ikke arbejdsløse, og eksperimentet var ikke af nød, men af lyst. Derfor bugnede bankbogen med canadiske dollars efter et års kloster fra forbruget. Men mærkelig nok følte vennerne sig kureret for at ville forbruge. Det var gået over.
”Toiletpapir indgår ikke i gaveøkonomien”
Vennerne indgår nu i stedet i mere frivilligt arbejde i lokalområdet. De hjælper til med gøre deleøkonomien mere udbredt. De deler ud af deres erfaring for at hjælpe andre med at spare på klodens ressourcer. Dog ikke på toiletpapir. Parret, der var i slutningen af tyverne, levede nemlig ikke helt og aldeles for lud og koldt vand. Huslejen blev betalt, deres mobilregninger blev betalt, og så viste det sig at være helt umuligt ikke at købe sig til toiletpapir. Det indgår simpelthen ikke i nogen form for byttehandler. Det blev også nødvendigt for dem at bryde reglerne, da Julie væltede på sin cykel og slog en tand ud. Så det er umuligt at leve udelukkende af at bytte og dele. Men det nedsætter begæret efter alle de nye ting, der hurtigt mister deres glans og skal smides ud. Man skal bare over på den anden side af begæret.
”Der er penge mellem venner”
Eksperimentet har ændret de to venners liv. Fra, som alle andre, at købe mange ting til at bruge mere tid på de vigtige ting i livet. Men selvom de er blevet mere bevidste om deres værdier, kunne de ikke forestille sig at fortsætte et liv helt uden forbrug. Der er nemlig en bagside ved medaljen. Ikke mindst blev deres venner, uden det var tilsigtet, draget ind i eksperimentet. Det er svært at få et pengeløst liv til at gå hånd i hånd med et aktivt liv i en storby, hvor det ikke skorter på invitationer og oplevelser. De kom simpelthen til at se deres venner meget sjældnere, hvilket var decideret hårdt for alle. Så der er penge i hverdagen, selvom vi ikke tænker over det. Der er også mange penge mellem venner, selvom vi ikke betaler hinanden. Der er penge i kærlighed, og de bedste ting i livet er ikke gratis. I hvert fald ikke toiletpapir. Så der er såmænd nok også penge i ægte deleøkonomi.
Se mere på www.resecond.com
