Hvorfor dog bytte, når pengene er opfundet?

Teknologien er for deleøkonomien, hvad centrifugen var for andelsbevægelsen. Da jeg skrev Danmarks første bog om deleøkonomi Skal vi dele? i slutningen af 2014, var der stort set ingen her i landet, der vidste, hvad deleøkonomi overhovedet var for en størrelse. Og ingen tænkte på det som banebrydende teknologi som centrifugen. Information og Politiken var de første til at fortælle om fænomenet. De var begejstrede. Men nu er begejstringen forsvundet fra de to sociale aviser. Det røde blod i deleøkonomien er størknet koldt og blåt som banklogoer. Og endnu være: Forbrugerne elsker det.

“Det røde blod i deleøkonomien er størknet koldt og blåt som banklogoer”.

Deleøkonomien i Danmark begyndte helt op ad bakke, som alt andet nyt i dette sundt-skeptiske land. Vi er ikke så lette at narre. Gallup undersøgte for Nordea fænomenet i 2014 og udsendte en pressemeddelelse under overskriften: ”Deleøkonomi er ingen folkesag”. Kun én procent af danskerne havde prøvet at stille sin bil eller hjem til rådighed for deleøkonomien, og kun to procent havde prøvet at dele ved hjælp af deleøkonomiske platforme. Langt de fleste adspurgte anede slet ikke, hvad spørgsmålet overhovedet gik ud på.

Lidt under en fjerdedel af respondenterne skulle aldeles ikke have noget med nogen deleøkonomi at gøre. Jeg tror ikke, at sidstnævnte gruppe vidste overdrevet meget om, hvad de svarede på. De kiggede som nok bare på ordet ’deleøkonomi’ og fremmanede indre billeder af hippiekollektiver eller kommunistiske revolutioner, hvor ejendomsretten blev brutalt ophævet, og hvor der blev stjålet fra de rige og givet til de svært bevæbnede. Nej, deleøkonomi var i sandhed ingen folkesag.

“Det var de røde, som startede med at tage deleøkonomi til sig, mens de blå endnu ikke havde opdaget, at der var penge i lortet”.

Da Gallup gentog samme undersøgelse et år senere, var forbruget af deleøkonomi i Danmark tredoblet. Men i sagens natur kun til sølle ni procent af befolkningen, som nu havde gjort brug af den nye deleøkonomi. Det kunne synes som om, at Danmark slet ikke var interesseret i at dele med hinanden. Herefter eksploderede Uber og alle gik i panik og Uber blev forbudt. Så voksede deleøkonomien ikke længere eksponentielt, men stadig med stormskridt. Forbrugerne kunne stadig lide det og 44% flere danskere lejer deres hjem ud end sidste år. Cirka 20 dage om året for cirka 2.000 gode eksport-Euro.

Revisionsfirmaet PwC estimerede i 2016, at værdien af den globale deleøkonomi ville udgøre over 2.000 milliarder kroner i 2025. Lidt senere på året opjusterede de oven i købet tallet til 2.250 milliarder kroner! På det tidspunkt var deleøkonomiens samlede værdi ’kun’ opgjort til cirka 100 milliarder kroner med Uber og Airbnb som de store spillere. I dag omsætter de største danske deleøkonomiske platforme for under 100 millioner om året.

“Davos 2015 motot should be sharing and caring, says Wolrd Economic Forum founder”.

Formanden for World Economic Forum, Klaus Schwab, åbnede årets forum i Davos 2015 med temaet ’Sharing & Caring’. (Se video her) England havde på Downing Street-niveau besluttet, at Storbritannien skulle være central for deleøkonomi i verden under overskriften ’Financial Technology’ forkortet FinTech. Det franske institut for bæredygtighed under den franske regering vurderede, at en husstand kunne spare syv procent om året ved at bruge de allerede eksisterende deleøkonomiske platforme (Det danske finansministerium har afvist at lave en lignende måling i Danmark).

Den danske regering efterlignede England og lod det være frit for alle at afprøve sig med deleøkonomiske platforme. Men internt i ministerierne og styrelserne fortalte man, at deleøkonomi ikke kunne lade sig gøre, fordi det ville kræve et nyt sted mellem det private og erhvervslivet. Ministrene trak følehornene tilbage, og deleøkonomien tøffede derudaf indtil den eksploderede med Uber. Så skulle ingen have noget med det at gøre. Og DF tvang igennem at LA skulle vise taxa-loven frem for danskerne. Deleøkonomi kunne bruges til drilleri i folketinget.

”Du har ikke brug for en boremaskine. Du har brug for et hul i væggen”.

I Danmark var deleøkonomi begyndt hos en flok af de meget grønne, som til dagligt køber økologi og er oprigtigt bekymrede for klimaforandringerne. Det kunne fra starten se en idealistisk mulig mening med deleøkonomien. Kunne det blive værktøjet til den grønne omstilling? Havde deleøkonomien potentialet til at blive for det 21. århundrede, hvad pengeøkonomien var for det 20. århundrede? Information og Politiken udgav særudgaver om emnet. De blå blev irriterede. Børsen gik ud på lederplads og sagde, at de røde ikke skulle eje deleøkonomien, som var et kapitalistisk projekt.

Politiken og Information skrev: ”Du har ikke brug for en boremaskine. Du har brug for et hul i væggen”. Det første billede de grønne fik på nethinden af deleøkonomien, var fortællingen om boremaskinen. Den rejste fra avisartikel til avisartikel som lignelsen, der skulle åbne vores sind. De så boremaskinen for sig, mens de læste historien om, hvorfor vi ikke længere skulle eje hver vores boremaskine, når vi nu blot havde behov et hul i væggen. Boremaskinen blev i dens samlede levetid ikke brugt mere end mellem ni og 13 minutter alt afhængig af journalistens research. Meget kort levetid i hvert fald. Så hvorfor ikke deles om den elektriske hullemaskinen og få det meste ud af den, spurgte artiklerne retorisk. I fællesskabets dele-ånd skulle vi fremover glæde os over hullerne og det medfølgende lavere ressourceforbrug.

Kritikerne af lignelsen kom straks på banen og løftede deres våben til slag. For de var oprigtigt bekymrede for den nye økonomi. Hvis vi deltes om boremaskinen, ville boremaskineproducenterne uundgåeligt gå konkurs, og der ville ikke være nogen boremaskiner tilbage at deles om. De grønne parerede effektivt angrebet og slog tilbage med samme kraft: Vi deles om at købe de bedste boremaskiner, som kan tåle at lave mange huller. Vi køber boremaskiner, som kan repareres, så producenterne kan lave højkvalitet, og lossepladserne få færre defekte boremaskiner. Alle vinder i deleøkonomien. Selv naturen (som ellers taber en hel del for tiden).

Deleøkonomikonkurrencer blev stablet på benene. Hvilke borgere kunne få den bedste idé til, hvordan vi kunne dele vores ledige ressourcer med hinanden? En kreativ borger vandt dysten med et genialt forslag: ”Vi laver et skur for enden af vejen, hvor alle vores højkvalitetsværktøjer deles til gavn for alles økonomi og miljøet”. Det var den bedste indsendelse. Der blev nikket anerkendende og klappet. Vinderen fik sine 15.000 kroner i præmie for sin innovative idé, men da konkurrencens bagmænd i samlet flok gik ned for enden af vejen for at bygge visionen, opdagede de til deres store forbavselse, at der allerede stod et skur med delegods. Lige til at dele.

“De grønne delere begyndte at få nervøse tics. Hvis vi allerede delte i Danmark, hvad skulle vi så med deleøkonomien?”

Endnu værre: Verdensmestrene i deling uden økonomi tøvede aldrig med at gå hen til genboen og låne en trailer eller at spørge naboen om en bordplade, når der skulle holdes større fest, end man havde siddepladser til. De grønne delere begyndte at få nervøse tics. Hvis vi allerede delte i Danmark, hvad skulle vi så med deleøkonomien? Kritikerne spandt: Når man deler sine ting, får man flere penge, som man bruger på forbrug. Vi får ikke mindre, men mere forbrug. Liberal Alliances Joachim B. Olsen tog førertrøjen. Deleøkonomi var en neo-liberal sag. Deleøkonomien delte vandene og folketingssalen. Deleøkonomi var blevet ren, rå kapitalisme af den værste slags. Som ikke alene lokkede ganske almindelige lønmodtagere til at blive kapitalister, men som på sigt også ville opdrage dem til, at adgang var bedre end ejerskab. Altså at frihed var bedre end tryghed.

Virksomheder som Goldman Sachs og Google ignorerede ikke den tredje internetbølge. De købte den flødeskumsbelagte top af isbjerget: Uber og Airbnb. ”Deleøkonomien vokser hurtigere end Facebook, Google og Yahoo tilsammen”, fortalte Benita Matofska fra den deleøkonomiske sammenligningsportal The People Who Share. Økonomerne i EU regnede sig frem til, at deleøkonomi ville give medlemslandende en økonomisk vækst på 1,8 procent om året og formanede i samme åndedrag, at lande, der forsøgte at lægge gift ud for deleøkonomien, ikke ville kunne nøjes med en kammeratlig samtale. De ville blive straffet. Men medlemslandene var skeptiske over for Uber og AirBnB. Det var noget nyt, som ikke passede ind i de eksisterende kasser. Så var det bedst at få det stoppet.

“Vi kan ikke acceptere deleøkonomi, for det er i virkeligheden rå kapitalisme og har intet med at dele at gøre”.

De grønne trak sig omsider forslåede tilbage og konkluderede: Deleøkonomi er Airbnb og Uber, men Uber og Airbnb er ikke deleøkonomi. Ægte deleøkonomi er at spare på ressourcerne og reparere kloden, som er gået i stykker. Sagde de. Vi kan ikke acceptere deleøkonomi, for det er i virkeligheden rå kapitalisme og har intet med at dele at gøre.

På trods af massiv modstand fra aviserne Politiken og Information og fra partier som SF og DF, vokser deleøkonomien stadig. Som med samtalekøkkenerne tales der ved spisebordene om de mange penge, der er at tjene på at dele sine private ting med andre for penge. Uber blev banket ud for en stund af taxalobbyen og DF, og nu er turen kommet til AirBnB. Danskerne skal ikke have lov til at tjene penge, for det er ikke fint at tjene penge. Angrebene forsvares med at danskerne ikke vil betale skat af indkomsten, men sandheden er, at Skat’s backend ikke er gearet til at tage imod real time mikroindbetalinger eller big data fra portalerne. Sandheden er, at deleøkonomi bare var kapitalisme. At mennesker ikke er idealister, men vælger dét, som gør deres hverdag lettere, billigere og bedre. Problemet er, at deleøkonomi vil forandre danskerne fra at være lønmodtagere til at blive selvstændige erhvervsdrivende. Det vil ændre fundamentet for vores velfærdssamfund.

Deleøkonomi er et økonomisk system af decentraliserede, digitale netværk og markedspladser som giver individer eller virksomheder gratis eller betalt adgang til ledige ting, viden og arbejdskraft ved at matche udbud og efterspørgsel. Så vi kan blive aflært at eje og tillært at leje. Så der bliver plads til 2,5 milliarder mennesker, som er på vej fra fattigdom til middelklasse og ikke kan få lov til at forbruge på samme måde, som vi lærte det. Men det kræver, at vi afskaffer alt det, som vi elsker: Trygheden. Og erstatter den med frihed.

“Deleøkonomi erstatter tryghed med frihed”.

Derfor har Information og Politiken givet op og er imod. De røde partier følger med. For deleøkonomi handler jo slet ikke om at dele med hinanden. Men om at tjene penge. Og det er ikke dansk. Får vi magtskifte ved næste folketingsvalg, bliver deleøkonomi forbudt eller stærkt begrænset. I hvert fald dæmoniseret. Vi vil sætte hegn op så godt vi kan. Og bomme. Vi vil løfte hånden advarende mod tsunamien af internet og råbe ”stands!”. Du er ikke velkommen her i vores velfærdsland….

….. Nu stopper du…… STANDS! …… I VELFÆRDENS NAVN VI BEORDRER DIG TIL AT STANDSE LIGE NU!!!…

Til deleøkonomi — som er den aftaleindgående del af den nye automatisering, internetisering, robotisering, kunstigintelligensisering — omsider internationalt bliver det mest naturlige i verden og skyller ind over vores internetgrænser — uden mulighed for at danske virksomheder kunne blive en del af det. På trods af at vi havde de bedste forudsætninger for at lykkes med deleøkonomien, da vi opfandt de analoge dele af den med andelsbevægelsen. Den opfandt vi jo trods alt også for at tjene og spare penge.