Til Festuge på hjul

Magnus Svarres store passion er billedkunst. I forbindelse med Aarhus Festuge tog han og hjælperen Magnus Bach til byen, for at se på gadekunst og opleve Festugen.

“Den er godt nok varm.”, siger Magnus og kommenterer pomfritten, han lige har fået i munden.

“Vil du spytte den ud?”

“Nej, jeg kan godt klare det”, svarer han.

De står foran en madbod i Ridehallen og spiser pomfritter. Magnus Bach, hjælperen, begynder at puste på pomfritterne.

“Hvad laver du” siger Magnus.

“Jeg køler dem ned til dig”, svarer Magnus Bach.

“Jeg skal da ikke have særbehandling. Jeg vil være normal.”

18 årige Magnus Svarre lider af sygdommen idiopathic carpal tarsal osteolyse. Den er ekstremt sjælden og han er den eneste i Danmark der har den. Den nedbryder knoglerne i hænder, fødder, knæ og albuer, og medfører en begrænset udnyttelse af arme og ben. Det holder ham dog ikke fra at være aktiv. Han er lige startet på Aarhus Efterskole, og her bruger han meget af sin fritid i billedkunstlokalet, hvor han maler og laver skulpturer.

“Hvilken en synes du er grimmest?” spørger Magnus Bach. Magnus udpeger hurtigt et værk foran sig, som han ikke bryder sig om. Størstedelen af dem kan han dog godt lide. De 2 drenge bevæger sig rundt i Rådhusparken, hvor adskillige gigantiske lærreder er sat op. Her har danske og internationale graffitikunstnere lavet værker i ugens løb.

For Magnus betyder familien meget. Før han tog på efterskole, boede han i Silkeborg med sine 4 søskende og bedsteforældrene i baghaven. Familien kommer også til udtryk i de ting, som Magnus laver i billedkunstlokalet. Han har blandt andet lavet en skulptur med skum og ståltråd, der skal forestille 6 engle.

“Hvad ville du give for dem der”, spørger Magnus Bach og udpeger 2 malerier, som hænger i Ridehallen.

Magnus tøver lidt og kommer med et bud på 500kr.

“De koster sgu 18.000 stykket” siger Bach.

“Hold da op. Det vil jeg ikke give for dem. De er godt nok grimme”, svarer Magnus.

I torsdags var han til Marvelous Mosell koncert med sin anden hjælper Viktor. De stod på forreste række, og da musikken var færdig var han helt øm i armene af at danse. Han kan godt lide Festugen. “Så kan man mærke, at byen den lever.”