Altid at være den uheldige

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft en vis tendens til enten at være den uheldige eller den der bliver fanget i at gøre noget dumt. Det sker lidt for ofte. Den seneste fornøjelse var at miste telefon, dankort og kørtkort.

Når man efterhånden har været i disse omgivelser og generelt har disse forventninger, burde man vel vænne sig til dem.. eller ej? For synes sgu stadig jeg bliver forbavset over den givne situation, når den hænder. Lad os bare nævne noget konkret her fra Kina; blive smidt ud fra klubberne midlertidigt uden grund (ud fra aggressiviteten gav jeg nok dørmændene en grund til det bagefter), stå øde midt i Shanghai uden at vide hvor jeg var (med slukket telefon), at jeg greb ud efter en flaske og fik 6 sting i fingeren, og nu at jeg har mistet min telefon, dankort og kørekort. Uheldigt — stensikkert? Har jeg måske hjulpet det lidt på vej — jo vist, fuldskab gør bare noget ved en; får en til at glemme at tænke klart. Ligeledes, havde jeg nok undgået det meste i den normale hver dag, når jeg nu altid har denne bagtanke om altid at være den uheldige. Man undgår decideret at gøre visse ting så.

Men sket er sket, og man må tilpasse situationen. Nu har jeg levet uden telefon i omkring 10 dages tid, og har været nødsaget til at gøre mange ting anderledes, når man ikke altid har den ved hånden. Det fik mig til at læse istedet, engagere mere i samtale, men det gør også en afhængig af andre; man står jo uden nogle kontaktmuligheder. Havde det været alle andre steder i verden, hvor man kan spørge de lokale om hjælp havde det måske ikke været så vanskeligt; men jeg er altså i Kina, og det er de færreste som snakker engelsk. Det umuliggør mange ting, som jeg selvfølgelig blev træt af, og har nu erhvervet mig en ny “stand-in” telefon. En kinesisk én af slagsen, til små 600kr. Det gør lige pludselig tingene nemmere, og jeg følger mig ikke længere “out of loop” — nu har jeg hele tiden kontakt til omverdenen.

Oppe i Shanghai World Financial Center med to fra klassen.

Netop denne kontakt, tror jeg også har holdt hjemvéen lidt i knæ. Det har altid været nemt at gribe knoglen og ringe hjem til enten familie eller venner, så føler man sig “hjemme” igen; en form for tryghed. Og dette er præcist hvad jeg har snakket meget om med mine medstuderende. Det havde sgu været svært at komme igennem semestret, uden at have hinanden at snakke sammen med, på sit eget lokale sprog, og selvfølgelig have de samme værdier — så føler man sig ligepludselig ikke så langt væk hjemmefra. Lige på nær af omgivelserne ;)