#TBT: Gulddreng — Model

Havde originalt skrevet dette fredag d. 29 september, inden National Holiday.

Kinesere er måske ikke så anderledes som man tror. Jojo, de ser anderledes ud, og lever efter nogle helt andre standarder, men efter hvad jeg oplevede idag, følte jeg mig alligevel til at være kommet lidt tættere på dem.

Idag var den endelige dag for, at vi skulle optræde til en form for talent-show. De kinesiske studerende fra de forskellige klasser havde hver lavet deres egen akt i form af dans, sang, humor (næppe så sjovt, når man intet forstår), magi og modeshow. Vi skulle også lave et eller andet, så vi besluttede os for at parodere Gulddreng — i hans fantastiske arrogante danske stil — med nummeret model. Heri spillede Gulddreng ham selv, og vi andre hans dansere/følgere.

Min dejlige klasse

Vi var alle skide nervøse for det, da det er et show foran knap 800 mennesker — eller det fik vi ihvertfald af vide at der var, selvom det ikke helt så ud til det. Så imens vi sad forrest foran alle kinesere, hvor stemningen og nervøsitet lige så stille steg i takt med at vi kom tættere på at vi skulle ‘performe’, så forsvandt det hele med ét, ligeså snart vi stod på scenen med guldmaskerne. Vi styrede det shit og det var en fantastisk oplevelse, og helt klart noget jeg ikke vil være foruden. Så på trods af hvor bange vi var for det, så fik vi helt det bedste ud af det. Også derfor jeg har fundet mit livsmotto herovre:

Man har kun det sjov man selv laver, og vi er her for at have det sjovt — så hvorfor ikke nyde det?

Og det passer totalt godt hertil — slå dig ud i det, hvad er det er værste som kan ske? At man har det sjovt? Dog, lille note til mig: få anskaffet nogle sorte bukser!

Udover at vi selv performede, så bed jeg mærke i noget under showet. Det var hvad kineserne lavede på scenen; de også synes at det er sjovt at gøre grin med sociale stigma og ens lærere. Så selvom man ikke snakker sproget, kunne man sagtens forstå essensen af det — humoren i det! Og det var her jeg tænkte, for første gang under mit ophold, at vi måske ikke er så forskellige endda?