Ad Gefion

En tirsdag for nogle uger siden var det dommedag. På en dommedags-skala en af de mindre. Kun de mest opvakte religiøse grupper opdagede det i tide til at lade sig gribe af det. De samlede sig i nogle haller og badede hinanden. De havde kufferter med. Efter klokken 24 blev mange af dem vrede. Hvad sker der, hvorfor blir det ved? Jeg var nervøs den aften, kunne ikke sidde derhjemme, jeg vidste ikke, hvad jeg kunne vente mig. Jeg endte ved Gefion-springvandet i et rent sæt tøj og drak for en formue. Og jeg sagde: Hvor er København smuk — og hvorlænge. Selv et fodaftryk af en træsko i noget mørtel i det døde springvand. På den måde fandt jeg ud af, at glæde også kan komme af at tro på noget aldeles utroværdigt. Fx at jeg skulle forelske mig i pigen, der havde solgt mig en øl i plastkrus på Langelinie.