Ad Habitus

For at lade storken vende tilbage: Det er tydeligt for mig i dette øjeblik, nej, nu var det mere diffust, men jeg tror stadig at det er en dårlig ide at købe en lejlighed. Jeg KAN ikke bo noget sted. Jeg SKAL jo, det ved enhver, men jeg kan ikke, derfor bliver jeg hele tiden mindre mig selv fordi jeg skal være det. At bo et sted antyder at jeg er den samme fordi jeg vågner op det samme sted. En vane: a habit, en bolig: a habitat. Det kan selvfølgelig være at min lejlighed, som jeg ikke har købt, er et hotelværelse hvor nye mennesker vågner op hvert øjeblik — og straks er der et gen der siger: Her er jeg. Det tillokkende ved karakterbeskrivelser i litteraturen er netop, at her er en karakter mere rummelig end jeg er for mig selv. Alle personer i verden opfører sig som var de den samme. En personlighed er ren repetition. Jeg mener om mig selv: Jeg er summen af det jeg har gjort flere gange. Altså: noget vågner her hver dag, jeg er noget, en gentagen vågner. Ad notam: storken nævnes fordi den hele tiden vågner op i nye reder og derfor ikke har brug for et jeg. Der er ikke plads til det.