Det sure og det søde

Vi tager det sure …

America is the land of dreams, but you’re sleeping on a bed of thorns. Dette ordsprog har jeg itereret over en del gange i de sidste uger. Efter en udmattende, næsten afpresningsagtig, forhandling har vi endelig forlænget vores lejeaftale. Det var en træls proces hvor vi igen oplevede en kultur-forskel når det kommer til business. Shit talks but money walks. Vi stod overfor en kæmpe stigning i lejen, og kun da vi endelig trak stikket fuldstændig og stod parat til at flytte kunne det være til forhandling.

Vi blir boende her i et stykke tid, også fuglene!

Nå men sådan er det lidt herovre nogen gange. Freedom (copyright 2017 Trumps USA) indebærer også udlejers fulde ret til at true lejer på hus og hjem.
Eller som vi jo ved, at folk bærer våben som det passer dem. Som en mand og hans stakkels kæreste der den anden weekend var oppe og skændes på vej hjem fra en aften, hvor han havde kigget for dybt i glasset. På vej hjem i en Uber tog han sin pistol og skød hende i hovedet. Blot 3 blokke fra os. Trine hørte endda skudet, men troede at det var fyrværkeri. I avisen kan jeg så læse at han intet husker selv fordi han var for fuld. Der fik han lige en omgang Freedom til at ødelægge andres og sit eget liv. Intet nyt som sådan, vi har jo hørt historien tusinde gange. Men for faen!

… Med det søde…

Lige nu er et par af vores bedste venner herovre taget til Danmark på sommerferie. De bor på Nørrebro i en lille måneds tid og kører ungerne rundt på Christianiacykel. Og forresten, så kan det være at nogen af jer har lyst til at sige hej til dem — det er jeg stensikker på at de ville synes var sjovt! Det vælter ind med beskeder som Do bikes yield to pedestrians or the other way around? Why are the trash bags so small? Where are all the homeless people? Og sjove videoer hvor de alle prøver at sige “Kakaoskummetmælk” med stor griner på over at det er et ord :-) Anyways, man mindes om at man elsker Danmark, men også sine nye bekendtskaber!

Men på trods af alt hvad dette land fejler, så elsker jeg sgu også USA. Vi har netop haft Niels og Kisser på besøg, efterfulgt af vores gamle naboer fra Brønshøj. Og der er en hel flok andre gæster der komme i de næste par måneder. Hver gang ser vi nye sider af USA, mest Washington selvfølgelig, men det gir en varm følelse af at land med ufattelig bredt spænd og højt til loftet. Det værste ved at være afsted herovre er efterhånden næsten at finde balancen i at få alt det ud af det vi kan, men også samtidig planlægge at tage hjem en dag. Let’s face it, der er en masse venskaber der kommer til at løbe ud i sandet, og mere ifbm. at tage hjem end da vi tog afsted, for når vi flytter hjem så er det en envejsbillet.

Hvad nu? På en eller anden måde går man og tænker, hvordan kan vi tage noget af USA med os hjem. Både ifht hvordan vil vi gerne leve og bo i fremtiden, men også hvad kan vi gøre nu. Og ja, hele dette indlæg er i virkeligheden bare en indledning til en oplevelse skrevet med baggrund i dette: I morges kørte jeg vores nye veteranbil, Sally the Beast, en 1973 Mustang Convertible, til værkstedet for første gang. Men glem lige værkstedet, for det er bare et checkup, men det væsentlige her er køreturen der kunne være taget ud af en Tarantino film. Vind i håret. Høj musik på anlægget. Motoren der får bilen til at lave små hop på stedet selv i tomgang. Uden at føle sig som en idiot hvor alle rynker på næsen af ens selvgladhed. Freedom.

Sally the Beast

Så håber vi bare at værkstedet ikke har for mange anmærkninger så vi kan importere bilen tilbage til Danmark. Når den tid altså kommer.

Like what you read? Give Kasper Sørensen a round of applause.

From a quick cheer to a standing ovation, clap to show how much you enjoyed this story.