Jog-A-Thon, the beginning of a wonderful weekend

Der er en måned til skolen slutter og sommerferien starter — vi ser frem til besøg fra Danmark og fejrer hvad der efterhånden virker som en hverdag, omend der stadig er massere af nye ting at forholde sig til.

Fredag er Friday = funday. Det siger Vera i hvert fald. Denne fredag var ingen undtagelse. Skolesystemet herovre er afhængige af donationer, der går til at betale udgifterne til nogle af de mere kreative fag. For 14 dage siden kom Vera så hjem med en konvolut hvorpå der var en sample dialog. Den begyndte med noget i retning af det her: Hi, would you like to sponsor my runing in a jog-a-thon at my school …. og endte med: I’m commited to raise at least a 100 $.

Jeg talte med en af mødrene fra Veras klasse om hvordan man egentlig lige forholder sig til at skulle samle penge ind. Skulle man gå rundt og spørge sine naboer eller hvad? Jeg syntes ærligt talt at det ville være anelse grænseoverskridende. Det mente hun heldigvis også, så selvom jeg havde fået overtalt Kasper til at gå rundt med Vera :-) så var jeg alligevel glad for at det ikke blev en realitet. Hun fortalte nemlig, at typisk er det dem i ens netværk der ikke har små børn man spørger om donationer — bedsteforældre, tanter etc.

Nu er det jo ikke det store netværk vi har herovre, så Vera fik ikke spurgt nogle (og blev ikke indviet i forhistorien), men hun endte med en konvolut med moneter og så løb hun, nøijh, hvor hun løb!

Meningen er så at ungerne løber runder om skolen (hvor de ved en normal jog-a-thon tjener et vist antal penge per omgang, så render de bare af sted i det her tilfælde) i et tidsinterval. Rita og jeg var ned for at heppe!

Det hele blev naturligvis afsluttet med en popsickle.

Det har været varmt i weekenden — som jeg kan forstå det også har været i Danmark. Lørdag holdt vi frokost for vores naboer. Det gav os en undskyldning for at skeje ud og købe alt for dyr remolade og leverpostej, men det var et hit og heldigvis er der rester.

Puha, det er efterhånden så længe siden jeg har skrevet så meget på computer, man bliver jo helt smadret i håndleddene.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.