Mor på en mandag

Når weekenden er overstået så kommer mandage. Det gør de altid. I weekenden var et højdepunkt besøg af et andet dansk par med unger. De kom en uge før os, fra Vanløse — du læste rigtigt — VANLØSE!

Som os, har de to børn, én på tre og en på fem. Vera og pigen på fem klikkede med det samme, og inden fem minutter var gået, var de væk. Lys i øjnene på Vera; hun er på hjemmebane her. Vi brugte en skøn formiddag og frokost sammen og har en aftale onsdag inden Vera starter i skole på torsdag.

Nårh ja, lørdag eftermiddag købte vi cykler til hele baduljen. Jeg er nu den heldigste hipster wannabe ejer af det her lyn — den kører som en drøm, og jeg mener allerede nu at kunne redegøre for tusinde grunde til at netop den skal drage retur over Atlanten med undertegnede.

Den er go’ til både morgenture, eftermiddagsture og jeg regner med at den ligner en drøm med et barnesæde, så jeg vil være en af de få der afleverer unger på cykel.

Kasper er cyklet på arbejde i dag, og på trods af de Tour de France værdige stigninger, så kom han hjem igen — jeg er glad :-)

Han arbejder pt. på at finde ud af hvor mange valby-bakker der går på en Queen Anne hill. Det er mindst et par stykker ;-)

Søndagen brugte vi i Gas Works Park nær East lake. Vejret er skønt for tiden og parken er helt sikkert et sted vi vender tilbage til. Et par billeder følger …

Kasper startede jo arbejde i torsdags, og de to dage hvor Vera, Rita og jeg var alene i sidste uge, brugte vi i svømmehallen, genbrugsbutik og på indkøb. Vi var i nattøjet til kl 11.00 og så fremdeles. Men det går jo ikke i længden, og vi ville alle tre blive vanvittige hvis det var sådan.

I dag var vi faktisk nødt til at komme ud af kludende relativt tidligt. Vera skal jo i skole, og som allerede afsløret har vi fået plads fra torsdag — vi er jo nødt til at overholde legeaftalen onsdag, plus det er er godt med et par dage af sted inden det igen er weekend.

Besøget på admissions kontoret (skole registrering) var ordinært, kedeligt og sikkert nødvendigt, men hør lige her — jeg skulle køre os derned. SYD for centrum, som i… Hey, Trine- sæt dig lige ind i den der nye bil du ikke kender, og fragt dine unger gennem myldretiden i Seattle, via motorvejen, til kontoret hvor børn bliver skrevet ind i skolen. Ja tak. Jeg er modig, men det der med biler i fremmede lande har aldrig været mig (nogle vil kende mig som nasseren der gerne kører hele vejen i DK, men ikke sætter sig bag rattet syd for grænsen på vej til skiferie), og så biler på motorveje i myldretiden alt imens du ikke kender vejen. MY GOD (ja, det skrev jeg faktisk, for jeg er all in). Vi kom derned. Det gik godt. Jeg blev kæk og tænkte, det der, det kan jeg sagtens, nu er vi jo syd for byen, hvorfor så ikke køre til Renton, aka der hvor IKEA findes. Vi har snart ikke mere rugbrød og ungerne er af urangsagelige årsager begyndt at elske det efter vi rykket- mærkeligt, men hey — IKEAs shake and bake rugbrød er skønt — prøv det!

Jeg finder IKEA på GPSen. Fedt — vi kører, alt er godt. Der er Total Tirsdag i CD afspilleren, vi synger og alle, som i ALLE, er glade. Jeg er kun en smule anspændt øverst i ryggen, og det kilder kun lidt i maven da vi rammer den rigtige motorvej hvor der ikke længere en myldretid, men alligevel relativt mange biler. HEY, hvad er det — solen skinner, det er klart vejr — i horisonten dukker Mount Rainier op — hold kæft her er smukt. Det ligner nærmest en snebold der er smidt midt i det hele. Jeg beundrer udsigten, styrer det der med bilkørslen og så alligevel… Hvorfor helvede blinker advarselslamperne? Dem har jeg da ikke tændt? What, hvad gør jeg — altså er det en advarsel til mig? er der noget galt med bilen — hey hvad sker der. FUCK, der var en afkørsel, den ka’ jeg ikke nå. hvad gør jeg, hvor er den der knap egentlig der plejer at være til den der advarsel… hvor er den??!? hvor er den… jeg panikker kun lidt… Shh, piger, mor skal koncentrere sig… hvad gør jeg- øjnene på vejen (hvad tænker de andre dog)… DÉR, dér er den, lige midt i det hele… jeg trykker på den — det stopper, alt er godt. Vi tager i IKEA. Det blev en fin mandag — school starts on Thursday… der er shake and bakes i skabet.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.