2: Vegas i varmluftsovn

Vi forlod LA efter at have sagt farvel til Javista’s udemærkede morgenmad og kaffe, og kørte stik øst. De første mange mil var en smule kedelige: Freeways er nok praktiske, men satme ikke spændende. Havde det ikke været for den tykke dis huserer Los Angeles og omegn havde vi nok også spottet bjergene noget før — da vi endelig så deres højtragende sillhuetter omkring os blev vi helt chokerede.

Hvad vi ikke vidste var, at disen i virkeligheden var vores ven. For som vi gradvist forlod den og kørte mod klare views, steg temperaturen ganske propertionelt. 80° F, 85° F, 90° F, 95° F, næsten 100° F ramte bilens “outdoor” display inden vi landede i Barstow for at spise lidt frokost. Det var en sindssyg oplevelse at stige ud af Corallaens airconditionerede paradis. Jeg svinger lidt i mellem om det mest mindede om at træde ind i en varmluftsovn på 220° eller at nogen havde startet en gigantisk føntørrer i det fjerne og glemt at slukke den. Pointen er: Kombinationen af varme og ørkenvind fik bogstaveligt talt spyttet til at fordampe i munden på én hver gang man åbnede den.

Netop derfor kan man undre sig over, hvorfor vi valgte at tage endnu et stop på vejen og dermed endnu et afbræk fra air-conditionens helle. Men det gjorde vi altså. For 10 km øst for Barstow lå Calico Ghost Town, og selv om mange af bygningerne fra den 100-år gamle sølvmine-by er restaurerede, så er det stadig et sjovt historisk site. Vi lærte også hvordan man udvandt rent sølv fra silver ores og hvordan man nemmest slap væk fra både syngende robotter (nej, du får ikke vores dollar Singing Sam!) og klæbrigt personale, dressed up i datidens kluns.

Efter nærmest at være tørret ind til spøgelser selv, fortsatte vi naturligvis som en hver rationel person ville gøre, i retning af varmen og stadig med kurs mod Vegas. På vejen passerede vi den sydlige del af det der bliver til Death Valley (temperaturen ramte her 106° F) og nogle sci-fi lignende solcelle parker, hvor tusinde smp spejle på jorden var vinklet mere eller mindre præcist op mod et kontroltårns look-a-like, som så samlede den energi. Langskabet var generelt en smule post-apocalyptisk, nøgent og afbrændt.

Vi ankom endelig til Las Vegas, byen der i virkeligheden er en stor forlystelsespark for voksne. På vej til check-in passerede vi de ikoniske hoteller i den sydlige del af The Strip (Luxar, Excallibur, New York New York) og da vi var settled begav vi os ud i aftenen for at tjekke byens puls. Efter en smule at spise og udforskning af springvand og gangbroer, besluttede vi os for at nu skulle det være: Det hele skulle sættes på sort. Med det hele menes der dog et to-cifret dollar-beløb (bare rolig mor!), men ikke uvæsentlige penge. Vi udså os Bellagio Casino og bevægede os ind i junglen af enarmede tyveknægte og dem med to (læs: dealerne). Et bord med roulette var nærmest ledigt, men vi stod længe og observerede, analyserede på de seneste spins udfald. (“Hvorfor vinder rød 50% af gangene, men sort kun 42% ???”) Der var imidlertidigt kun én vej og det var til bords. Dealeren spurgte os om det er første gang vi spillede. Vi svarede ja, og fik udleveret et bjerg af chetonner. Han havde nok forestillet sig at vi ville spilde dem lidt hist og her, men nææ nej, “swoosh” skubbede jeg i næste nu mit bjerg ind på det sorte felt og ventede i spænding. Den snurrede i en evighed den djævelske kugle, men minsandten om den ikke fandt sig en sort rende at putte i. Begejstring fulgte og fluks halede jeg mine chetonner ind igen, velvidende at jeg lige havde fordoblet min indsats. Nu skubbede Andreas sine ind. Og ventede. Og ventede. Og måtte stå vidne til at kuglen hverken lagde sig i sort eller rød, men i grøn, den djævelske neutral-zone.

Jeg gav drinks i baren og vi endte med at have en dejlig aften, før vi vandrede gennem byens snurrende larm og blinkende neonlys tilbage på hotellet.

Næste morgen spiste vi morgenmad (eller… mad i hvert fald. Klokken var blevet 11) på IHOP, International House of Pancakes, før vi tog ud for at dyrke amerikansk nationalsport: Shooting guns. Vi fandt en vellidt shooting range og blev efter en hurtigt udfyldning af en formular eller to introduceret til vores geniale instruktør Wolf, der få øjeblikke senere bad os tage “eyes and ears” på (beskyttelsesbriller og høreværn) og slusede os ind på banen. Jeg var en smule jumpy i starten på grund af skudene og lidt frustreret over headsettets skrattende lyd, men efter Andreas havde bønnet sit target færdig med en .22 mm handgun var det altså min tur. Både med handgun og senere semi-automatisk MP5 var det imponerende at mærke kræften der kan gemme sig i så relativt lille et våben. Alt i alt ramte vi faktisk pænt godt og kunne gå derfra velvidende at vi var bare en smule bedre forberedt på en potentiel zombie-apocalypse!

Vi forlod Vegas med højt humør og kursen sat østsydøst mod den naturlige turist-magnet: Grand Canyon.