At finde en ægte forbindelse i en særdeles forbundet verden
Brugen af sociale medier til at få flygtninge og udsatte menneskers stemmer ud i verden.
Jeg vågner, jeg drejer mig rundt, jeg tager min telefon. Jeg åbner mit feed, jeg scroller, scroller, scroller — #TGIF, #TBT — jeg ved hvad alle, også hvad hende pigen jeg mødte på sommerlejren, da jeg var 12 — har gang i. Jeg lukker den første app og åbner den næste. ”I dag er det dit 10-års jubilæum på Facebook.”
Jeg har været på den her platform i et årti, browset igennem hundredevis af historier og fået et kig ind i folks liv. Sociale medier er et magtfuldt værktøj til at skabe forbindelse; de tillader os at dele vores historier. Det gik først op for mig, hvor stor en forskel det kunne gøre, for to år siden, da jeg begyndte at arbejde på et nyt projekt: FN’s World Food Programme’s (WFP) Storytellers.
Da WFP lancerede det her medie- og fællesskabsprojekt, startede jeg som praktiktant. WFP Storytellers oplærer nogle af de mennesker, som WFP hjælper i digitale medier og styrker viden og redskaber, så de kan dele deres egne historier. Pilotprojektet var i Jordan — vi fandt unge jordanere og syriske flygtninge, som var interesserede, og satte dem sammen med en lærer. Med mødested og med platform blev bevægelsen skabt.
I begyndelsen fniste pigerne i gruppen bare ved tanken om at få Facebook konti og poste på dem. De sagde, at de ikke havde nogle historier at dele — men selvfølgelig havde de det. Så snart de begyndte at indse, at de ville blive hørt, kom deres historier frem.
Det er de små ting, der betyder noget
Gennem oplæringen fandt de skjulte talenter. En af vores storytellers viste sig at være en dygtig poet: han brugte platformen til at dele smukke digte, skrevet til sin bror, som han havde mistet. Der var en, der blev så rørt af hans historie, at han tog kontakt til ham for at fortælle, hvordan digtene havde bevæget ham mens han sad på den anden side af jordkloden. Disse små sammenspil, menneskerne jeg mødte og deres historier blev ved mig i lang tid efter mit praktikophold sluttede.
Efter Jordan voksede projektet sig større og kom til Chad og Uganda for at uddanne sudanesiske og sydsudanesiske flygtninge. Projektet kom også til Guatemala for at uddanne mennesker, som er påvirkede af klimaforandringer.
At vende tilbage og være klar på mere
To år senere kom jeg tilbage til WFP, lige da de var ved at planlægge at flytte projektet til Cox’s Bazar i Bangladesh, hvor næsten 900,000 Rohingya flygtninge var flygtet fra vold, død og ødelæggelsen af deres hjem i Myanmar. Der var en masse nyhedsdækning af krisen, men næsten ingenting fra de mennesker, som faktisk levede i dette mareridt. Derfor tog vi dertil for at finde storytellers, som ville dele deres autentiske stemmer med verden.
Blandt nedrevede huse og mudrede gader, så jeg en lejr som myldrede af liv. Disse mennesker var kilder til historier. Vi talte om oplæringen med nogle af de unge. De, der var på sociale medier sagde, at de brugte disse platforme til at holde kontakt med deres familie og tætte venner, som de var blevet adskilt fra. Andre sagde, at de havde anonyme konti, som de brugte til at udtrykke deres frustrationer og forblive forbundet til deres samfund. Mange var begejstrede for idéen om at få nye værktøjer og at have en platform til at dele deres historier.
På sociale medier er vi alle lige
Jeg forlod Cox’s Bazar med større forståelse. Hvad enten det er en flygtningelejr, en fremmed by eller bare derhjemme, så har vi alle sammen historier, som bare venter på at blive fortalt, og vi har også et stærkt behov for at være forbundet med andre. På sociale medier er vi alle lige, vi har den samme mulighed for at dele og for at blive hørt. Nogle gange deler vi for meget, og nogle gange deler vi ikke noget som helst. Nogle gange deler vi i egen person, andre gange forbliver vi anonyme — men det der gør forskellen, er muligheden for at være en del af noget. At få en platform og fortælle din egen historie med din egen stemme og set igennem dine egne øjne.
Jeg mødte en ung syrisk mor i Jordan, og hun opsummerede det med ordene: ”Når du er flygtning, er der ikke mange der lytter til dig. Men jeg vil have alle til at kende min historie. Jeg vil have dem til at lytte. Jeg vil vide, at der er nogle derude, som bekymrer sig om, hvad der er sket med os.”
