Der er ingen steder at gå hen og intet at foretage sig — man kan kun vente
Flygtninge fra Burundi i Rwanda håber på fred, så de kan komme hjem
Beatrice Hagenimana ankom med sin familie til flygtningelejren Mahama i den østlige provins i Rwanda for to år siden.
”Vi var nødt til at forlade Burundi. Der var mennesker som ønskede at dræbe os, vi havde intet valg. Jeg vil virkelig gerne hjem igen, men det er ikke muligt. Situationen er stadig meget usikker,” fortæller hun.
Siden 2015 har over 60.000 burundiske flygtninge krydset grænsen til Rwanda, de er flygtet fra vold og usikkerhed. Behovene er enorme, men pengene begynder at ende når de store globale kriser er blevet for overvældende for donorlandendes kapacitet.
Der hvor flygtningelejren ligger nu, plejede der at være en skov. Man kan stadig se de grønne bakker der karakteriserer landskabet i Rwanda med grænsen til Tanzania i det fjerne. I dag er det hjemstedet for 56.000 burundiske flygtninge, hvilket gør det til den sjette største flygtningelejr i Rwanda. Selvom landet er lille og meget tætbefolket, har Rwanda modtaget 160.000 flygtninge, primært fra Burundi og Den Demokratiske Republik Congo.
Takket være fleksible midler fra donorer som Danmark, har FN’s Fødevareprogram (WFP) været i stand til at hjælpe de mennesker, der er fanget i den langvarige konflikt. I nogle af flygtningelejrene i Rwanda uddeler WFP fødevarehjælp i form af mad, men i de fleste lejre har WFP skiftet til kontantoverførsler. Det giver større fleksibilitet, hvilket de fleste mennesker sætter mere pris på.
I begyndelsen af hver måned går Beatrice til fødevaredistributionscentret i Mahama for at modtage familiens månedlige ration. Først viser Beatrice sit ID som kontrolleres i UNHCR’s database, når det er godkendt sætter hun sig og venter til det bliver hendes tur. Når hendes navn bliver råbt op, er det hendes tur til at modtage sine fødevarer. Rationen inkluderer olie, majs, en blanding af soya- og majsmel samt bønner og salt.
Indtil nu har de som bor i Mahama flygtningelejren modtaget fuld ration, som lige dækker de mest basale behov i familien. Men desværre er det ikke muligt længere. På grund af manglende finansiering har WFP været nødt til at skære i støtten til 90 procent i november og december 2018. I januar 2018 reduceres rationerne yderligere — til 75 procent.
”Livet i lejren er ikke nemt. Vi får mad fra WFP hver måned, men det er kun lige tilstrækkeligt. Nu får vi endnu mindre mad, og situationen blive værre. Det er meget svært at skaffe mad nok til min familie,” forklarer Beatrice.
”Jeg sidder bare derhjemme, der er ingen steder at gå hen og intet at foretage sig … andet end at vente på fred så vi kan komme hjem”
Beatrice kommer til fødevaredistributionscentret alene sammen med sin 6 måneder gamle baby, Emeline. Med Emeline sovende på ryggen, samler Beatrice fødevarerne til den næste måned til hele familien, og bærer dem hjem. Hun er vant til hårdt arbejde, samtidig med at hun tager sig af sine børn. Men livet i flygtningelejren er stadig langt fra hendes tidligere liv i Burundi.
”Jeg plejede at arbejde som farmer, jeg savner det hver dag. Der er ikke noget jeg kan gøre her, jeg sidder bare herhjemme, med ingen steder at tage hen og ingenting at lave … andet end at vente på fred så vi kan komme hjem,” forklarer Beatrice.
Beatrice ønsker at vende tilbage med sin familie, til et normalt liv som farmer i Burundi. Selvom livet i flygtningelejren ikke ligner et normalt liv, håber hun stadig på, at fred vil komme. Men nu, med al maden pakket til en måned, begynder Beatrice gåturen hjem til hendes hus.
Endnu en måned i Mahama flygtningelejr, endnu en måned i forventning om fred.
Støt WFP’s arbejde i dag.
