Tynget af krig
Fra frontlinjen i Yemen under verdens værste sultkrise
Da jeg vendte hjem efter en nylig mission i Yemen, smækkede jeg min bildør så hårdt, at vinduet faldt ud af rammen. Jeg var blevet vant til at åbne og lukke de tunge døre på de pansrede køretøjer, at bære skudsikker vest og alle de andre sikkerhedsforanstaltninger, man er nødt til at tage hensyn til, når man er i en krigszone, og som gør det tungere og sænker farten på alting.
Derudover er Yemen omkring 2000 eller 3000 meter over havoverfladen. Indtil man har vænnet sig til højden, bliver blodcellerne frarøvet ilt og kroppen arbejder hårdere end sædvanligt, bare for at bevæge sig. Det føles som om man er under vand. Modstanden mod kroppen er så stærk, at det føles som slowmotion. Når du vender tilbage til samme niveau som havoverfladen, får kombinationen af blodlegemerne, der har transporteret ekstra ilt, og musklerne, som har løftet ekstra meget vægt fra beskyttelsesudstyret, dig til at føle dig som supermand — og det var derfor min bil skulle en tur til mekanikeren.
Men det er ikke bare den ekstra vægt, som tynger dig, når du er i Yemen.
Før humanitære arbejdere kan tage noget som helst sted hen i landet, skal begge parter i konflikten blive enige om, hvor og hvornår de må tage af sted. De bliver monitoreret ved hjælp af radiokommunikation og fra luften ved hjælp af de store tal på vores bilers tage. Disse tal bruges til at identificerede køretøjer, som har tilladelse til at bevæge sig rundt i landet. Derudover er bilerne tvunget til at køre langsommere på grund af de ødelagte veje og broer, kontrolposter og trafik.
Yemen oplever lige nu verdens største humanitære krise. Mere end 3 år med konflikt har skubbet landet ud på grænsen af hungersnød. Op mod 18 millioner mennesker ved ikke, hvorfra de skal få deres næste måltid og mere end 8 millioner af dem lider af ekstrem sult. De er fuldstændig afhængige af fødevareassistance fra humanitære organisationer som FN’s World Food Programme (WFP).
Humanitære organisationer som WFP har ikke altid mulighed for at nå ud til mennesker, når de er i nød. Det er en af de største udfordringer vi står over for, når vi arbejder i krigszoner. Det hele handler om adgang, og hvis du ikke kan få mad ud til de mennesker, som ikke kan flygte og har mistet deres hjem, fået ødelagt deres marker og markeder, så sulter de måske.
Saada er et provinsområde som ligger 2km langs grænsen mod Saudi Arabien. Det er i hjertet af Houthi-området og det er også der, hvor æbler og granatæbler dyrkes. Men da jeg rejste i gennem området, så jeg ikke en eneste bro, som stadig var intakt. Hvis landmænd ikke har brændstof eller veje til at få deres produkter til markedet, så er det der, sulten stiger. I dag har Saada en af landets højeste rater for fejlernæring.
Hovedstaden i Saada hedder Sa’dah. Den har lidt under voldsomme kampe og ødelæggelser . Det mindede mig om Sarajevo under belejringen. Hjem, markeder og kommunale bygninger er blevet reduceret til murbrokker.
Forestil dig at være fisker. Vant til friheden og det udstrakte hav. Det sidste sted du ville ønske dig at være, er Sa’dah. Men det er her jeg mødte Adel Abullah, en energisk 43-årig fisker fra havnebyen Hodeidah.
Jeg spurgte ham, hvad han lavede her — i bogstaveligt talt som en fisk på landjorden. Han forklarede, at grundet kampene var han ikke længere i stand til at tage ud på havet. Da volden intensiverede, var der ikke andre valg end at flygte med hele familien på 11 mennesker. De solgte alt hvad de ejede for at få råd til turen og er nu blottede for midler, bor i et midlertidigt tilflugtssted på et jordlod, som er overdynget med skrald. Kvinderne i familien tigger på gaden for at understøtte familien.
Hvis krigen stopper, vil de vende hjem til Hodeidah, fortalte han mig. ”Kvinderne er rædselsslagne. Hver time ser vi et fly. Det er ikke løgn, at det eneste vi vil have er fred og sikkerhed,” siger han.
Da jeg ankom til Hodeidah få dage senere, forstod jeg, hvorfor hans familie var flygtet. Den ellers travle havneby var spøgelsesagtigt stille på nær af lyden af eksplosioner. Halvdelen af indbyggerne var flygtet. De som blev tilbage var bange og blev mere og mere desperate, fordi de afventede, hvad der forventedes at være en forestående kamp for kontrollen af byen og dens havn.
Havnen i Hodeidah er Yemen’s livslinje. Selv i den bedste tid importerede Yemen 90% af sin mad. Brændstof, som var nødvendig for transport, kom også gennem Hodeidah. Kampene har ødelagt varehusene, kranerne og anden nødvendig infrastruktur, som bruges til at aflæsse skibene.
Havnen fungerede den dag, jeg kom. Den bliver nødt til at forblive åben, for hvis humanitære og kommercielle aktører ikke har adgang til den, vil Yemen’s befolkning sulte.
Som altid er det børnene, som betaler den største pris. De skal overleve volden og de ødelæggelser, som krigen forvolder og samtidig bliver de nødt til at genopbygge samfundet, når kampene stopper. Det er en tung byrde at bære, men det stopper ikke børn som 13-årige Hussein fra at drømme om at blive læge. Yemen har i hvert fald brug for en ny generation af læger, men indtil der atter er fred, vil sult holde drømme som Hussein’s uden for rækkevidde.
Skrevet af Jonathan Dumont
