Du skal ikke tro, at du udelukkende kan få vindstrøm

GetBarry
3 min readNov 20, 2018

Read Olivier Corradi’s blogpost in English here: https://medium.com/@oliviercorradi/45a9bd819264

Hos Barry vil vi motivere folk til at leve en mere bæredygtig tilværelse. Vi vil være med til at aktivere danskerne og gøre dem til mere bevidste strømforbrugere. Det er der mange dedikerede mennesker og visionære virksomheder, der også gerne vil. Heldigvis, for vi kan ikke gøre det alene.

En af de virksomheder, som vi i lang tid har været helt vilde med, er det danske tech startup Tomorrow, og nu er forholdet efter en længerevarende flirt blevet officielt. Til begge parters helt store begejstring har vi nemlig indgået en eksklusiv aftale med Tomorrow. Den aftale indebærer, at vi som det eneste danske elselskab kan bruge deres unikke data. Men hvad er det så for nogle data, og hvorfor er vi overhovedet så vilde med hinanden?

Tomorrow står bag electricityMap.org — et interaktivt verdenskort, der i realtid viser, hvor din elektricitet kommer fra og hvor meget CO2 den udleder. Med andre ord leverer de altså lige præcis dét, som vi hos Barry behøver for at lykkes med vores mission om at gøre elforbrugere bevidste og aktive.

I praksis betyder det nye samarbejde, at du som Barry-kunde (med en smart elmåler) hele tiden vil kunne se i app’en, hvor sort eller hvor grøn strømmen i din stikkontakt er. Her vil eksempelvis notifikationer fra app’en være med til at ‘nudge’ dig og alle andre kunder til at bruge strømmen, når produktionen af den skader miljøet mindst muligt.

“Det her samarbejde betyder rigtigt meget for Barry. Vi er i gang med at integrere electricityMap i vores app, og de første brugerscenarier kommer i en januar release. Forestil dig, at kunne følge med i, hvor meget CO2-udledning dit strømforbrug forårsager lige nu, eller se dit samlede CO2-aftryk for en dag, en uge eller måned,” lyder det fra vores CMO og Head of Growth, Christophe Lephilibert.

Du kan nemt tjekke, om strømmen sandsynligvis kommer fra vindmøller eller kulkraft, inden du sætter en vask over. Måske kan vasken vente, til strømmen er grøn?

Men hvad skal den her løsning overhovedet til for? Kan man ikke bare købe 100 procent grøn strøm og få god samvittighed? Sagen er, at det kan man ikke. Som forbruger skal du ikke tro, at du udelukkende kan få vindstrøm. Uanset hvor du er elkunde, er det nemlig den samme strøm, der blandes i elnettet og kommer ud af stikkontakten — nogle gange kan den være sort som kul, og andre gange kan den være grøn. Det er de færreste, der ved det, og det er de færreste, der bliver bevidste om det, medmindre de har præcise data på deres forbrug og farven på strømmen. Det er de data, Barry og Tomorrow i samarbejde vil tilbyde.

Det er heldigvis ikke kun os og vores CMO, der er oppe at ringe over det nye samarbejde. Det er de også hos Tomorrow, hvor princippet om gennemsigtighed fylder mindst lige så meget, som det gør her i butikken. Firmaets founder Olivier Corradi glæder sig til at samarbejde med Barry om at vise forbrugerne, hvad dagligdagens strømforbrug rent faktisk gør ved miljøet.

“Hos Tomorrow ved vi, at gennemsigtighed er nøglen til at aktivere forbrugerne og få dem til engagere sig i overgangen til bæredygtig energi. I den sammenhæng var det næste store skridt for os et samarbejde med et elselskab, som deler vores vision og kan gøre en forskel. Det stod meget hurtigt klart for os, at Barry var de bedste at teame up med,” siger Olivier Corradi.

Vi glæder os virkelig til januar, hvor vi kan afsløre et nyt release af vores app, som kommer til at have electricityMap’s data integreret. I mellemtiden kan du hoppe ind på vores hjemmeside og tjekke, hvor strømmen i Danmark og andre lande kommer fra lige nu — her er electricityMap nemlig allerede.

Herunder kan du se, hvordan det gik for sig, da vi til årets Techfestival co-hostede et meetup sammen med Tomorrow.

--

--

GetBarry

Barry er en dansk EnergyTech startup og vi vil gøre det nemt, retfærdigt og simpelt at købe strøm.