Podcastanbefalinger

Søren Hugger Møller
7 min readAug 11, 2016

Podcastjunglen kan være svær at navigere i, hvis man er helt grøn. Og det er bestemt ikke blevet nemmere indenfor de seneste par år, hvor podcastmediets popularitet er eksploderet. Derfor synes jeg det må være på tide, at jeg kommer med nogle anbefalinger af mine yndlingspodcasts. Jeg bruger utroligt meget tid på at lytte til podcasts — faktisk så meget, at jeg lytter til langt de fleste på 1,5x hastighed… Det er altså ikke så vanvittigt som det lyder! (no pun intended)

Listen er et udpluk af de podcasts jeg lytter til. Jeg har forsøgt at vælge dem jeg er gladest for, og som jeg er mest dedikeret med at få lyttet til, når der udkommer en ny episode. Til sidst kommer jeg med nogle “Honorable Mentions”, som jeg synes fortjener en omtale, selvom de ikke kom på “den store liste”.

Jeg har inddelt anbefalingerne i nogle kategorier. Det er en ret overordnet inddeling og det handler mest om at skabe lidt struktur i listen.

Tech

Min interesse for teknologi, gadgets osv. har sat sit tydelige præg på mit podcastforbrug. Mange af de podcasts jeg har lyttet allerlængst handler om netop disse emner. Det var også fagområde at podcastingbølgen allertidligst tog fart.

  • Daily Tech News Show (5–6 dage om ugen, ca. 40 minutter): Den første podcast jeg begyndte at lytte til (tilbage i sommeren 2006) var et dagligt show om teknologinyheder produceret af CNET. Det hed Buzz Out Loud. En af værterne hed Tom Merritt og han har lavet podcasts med daglige teknologinyheder lige siden. Han har været forbi Tech News Today (som fortsat eksisterer, men som jeg ikke lytter til) og har nu sit eget, DTNS. Tom og hans hold er utroligt dygtige til at udvælge og formidle døgnets vigtigste historier, og i hvert afsnit har de også en diskussionsemne, som behandles i dybden, sammen med kompetente gæster. DTNS er en fast del af min morgentransport til arbejde!
  • All About Android (ugentlig, ca. 1,5–2 timer): I al den tid jeg har haft en smartphone, har jeg brugt Android. Jeg har en vis forkærlighed for Google og deres mobile operativsystem og derfor nyder jeg også at få mit fix af lidt mere specifikke tech-nyheder om netop dette emne. AAA beværtes af et fast hold af tech-nørder, med ret forskellig baggrund, men som alle er Android-brugere og -fans. De har hver uge gæster, som hjælper dem med at samle op på ugens begivenheder indenfor Android-verdenen
  • Techsistens (sporadisk/månedlig, 1–2 timer): Techsistens handler om teknologi og eksistens, som navnet også antyder. Podcasten bestyres af Patrick Bay Damsted og Susanna Rankenberg, som begge har en stor viden omkring digitale medier. I hvert afsnit vendes forskellige aktuelle emner. Det er typisk en god blanding af hotte technyheder, lidt mere finurlige ting og personlige anekdoter. Det er altid pissehyggeligt. Og derfor kan det også sagtens gå, at de af og til producerer helt op til to timer! Desuden har Patrick og Susanna formået at opbygge et utroligt stærkt community, som inddrages i hvert afsnit via de faste “trafikmeldinger”.
  • Aflyttet (ugentlig, 55 min.): Journalist Anders Kjærulff tager hver uge et dyk ind i det overvågningssamfund vi alle lever i. Programmet formår at have et kritisk blik på den overvågning (både fysisk og digital), som foregår i stor stil i det moderne samfund, og som kun bliver større, uden at det går helt op i sølvpapirshatte og konspirationsteorier.

Comedy

Det er altid godt at more sig lidt! Jeg lytter til en del forskellige comedy-podcasts af varierende karakter. Det er en god måde at koble af på, og det er også en rar afveksling i min podcaststrøm, som ellers har det med at blive lidt informationstung.

  • No Such Thing as a Fish (ugentligt, ca. 30 min.): Researcherne bag BBC-quizzen QI taler om underlige og finurlige facts — om hvad som helst… Konceptet er simpelt: hver af de 4–5 værter medbringer et fact og som de skal fortælle de andre om, og så stikker det ellers typisk af i alle mulige retninger. Det er altid utroligt underholdende! Og man kan rent faktisk lære noget samtidig!
  • Brian Mørk Show (ugentligt, ca. 50 min.): Improcomedy. En form for gentænkning af det tidligere Zulu-tv-program af samme navn. Brian Mørk har besøg af forskellige komikerkolleger, som dels medvirker som sig selv og dels spiller vanvittige roller opfundet af dem selv eller publikum (når der optages live). Det er typisk ikke Improskuespillere, som medvirker og det gør, at det til tider bliver endnu mere vanvittigt og uforudsigeligt.
  • Fup i Farvandet (næsten-ugentligt, ca. 1–1,5 timer): Afslappet talk-show-agtig podcast hvor Mikkel Malmberg og Morten Wichmann har besøg af komikerkolleger. Formatet er meget løst, men er bygget op om flere faste segmenter, som i ny og næ skiftes ud.
  • Se Europa, og dø (5 afsnit, 55 min.): Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis er på rejse gennem Europa. Det er en del anderledes end Den Korte Radioavis (som jeg antager at mange kender), men Kirsten Birgit og Rasmus er altid en skøn duo!

Viden

Det er nok ret bredt at kalde denne kategori for “Viden”, men det fælles for disse podcasts er, at de formidler nogle emner som man ikke nødvendigvis lige falder over til hverdag. “Fascination” kunne måske også have været en mulig titel.

Strengt taget kunne No Such Thing as a Fish, som jeg nævnte under “Comedy” ovenover også sagtens passe ind her.

  • 24 Spørgsmål til Professoren (5 afsnit, 55 min.): Videnskabsjournalist Lone Frank taler i hvert afsnit med en dansk professor om vedkommendes fagområde. Har bl.a. lært en masse om myrer. Og brug af psykedeliske stoffer som middel mod depression.
  • Kongerækken (ugentligt, 15–30 min.): journalist Anders Olling og historiker Hans Erik Havsteen gennemgår den danske kongerække fra ende til anden. Det kan måske lyde tørt, men Anders og Hans Erik er virkelig gode til, at få formidlet stoffet på en gode måde. Jeg vil faktisk beskrive det som hyggeligt! Man mærker virkelig, at de selv går op i de historier der fortælles!
  • Bag om København (månedlig, ca. 20 min.): Københavns Bibliotek har lavet denne podcastserie om hovedstadens historie. Afsnittene er typisk bygget op som en fortælling, og man bliver således på en måde taget tilbage til en svunden tid, i stedet for bare at få serveret en masse tørre facts. Der bydes bl.a. på fortællinger om Danmarks tid som slavehandlernation og udstilling af mennesker i Zoologisk Have.
  • Hitlers Æselører (sporadisk, 55 min.): Historisk serie om Anden Verdenskrig. Hvert afsnit behandler et emne, med udgangspunkt i interview med en forfatter, som har skrevet bøger om emnet. Jeg er især vild med allerførste afsnit som handler om Lancaster-bombeflyet.
  • Sound Matters (8 afsnit, 15–30 min.): Tim Hinman, som bl.a. er kendt fra Third Ear (mere om det senere), har for Bang & Olufsen lavet en serie på otte afsnit om lyd og lyds betydning. Det er vældigt fascinerende! Hvert afsnit ser nærmere på et bestemt aspekt af lyd og de former, som lyd kan komme til udtryk i — film, musik, lyde i naturen osv. osv. Der medvirker mange rigtig dygtige folk, som øser ud af deres viden.

Andet

Og her til sidst er så nogle podcasts, som jeg ikke lige syntes kunne passe ind i de andre kategorier. Men de er stadigvæk vældig gode!

  • Third Ear x Politiken (ugentlig i sæsoner af 5–7 afsnit, ca. 30 min.): Third Ear er dramatiserede fortællinger om virkelige begivenheder. Third Ear produceres af Krister Moltzen og Tim Hinman, som begge har en fortid med produktion af reportager og dokumentarer hos DR. De har en meget karakteristisk stil og en meget høj production value. De er rigtig gode til at spotte den spændende historie, som vi måske ellers ikke har hørt, og få den pakket ind på en rigtig lækker måde. Jeg vil især anbefale serierne Ringbindsattentatet og Robert og Thetanerne og hhv. et udspekuleret mordforsøg i 80'erne og Scientologys fascinerende og skræmmende verden. Begge serier ligger i samme feed.
  • Third Ear “Classic”: I forlængelse af ovenstående vil jeg også lige nævne at Tim Hinman og Krister Moltzen også producerede indhold under Third Ear-navnet før deres samarbejde med Politiken. Deres gamle udsendelser ligger stadig tilgængeligt, dog ikke i samme feed som de nye. Jeg vil særligt anbefale afsnittet “I et forhold med”, som er en ret vild historie om kærlighed, bedrag og falske identiteter.
  • Selvskrevet (sporadisk/månedlig, ca. 20 min.): I hvert afsnit interviewer vært Benedikte Granvig et dansk band om en af deres sange. Så simpelt er det faktisk. Det er rigtig hyggeligt og og spændende — også selvom man ikke er musiknørd.

Honorable Mentions

  • Rocket Cast (ugentlig, 1–1,5 timer): Jeg har faktisk abonneret på Rocket Cast i en del år. Det er en dansk podcast om teknologi. Og Esben Hardenberg og Nikolaj Rasmussen, som laver den er superdygtige og flinke mennesker. Desværre får jeg ikke altid lyttet til den, simpelthen fordi jeg har så mange andre podcasts i min kø, og fordi jeg ofte bliver ret tech-mættet andre steder. Men Esben og Nikolaj er gode og fortjener en anbefaling uanset!
  • Digitale Tanker (hver 14. dag, 40–50 min.): En forholdvis ny podcast startet af to gæve, unge kvinder. Anita Lykke Klausen og Puk Falkenberg, som står bag, vender digitale trends og emner set fra “de digitale indfødtes” perspektiv og kommer med konkrete tips og tricks. Podcasten er relativt ny, således er der i skrivende stund udkommet to episoder, men det lover godt, så de fortjener bestemt en plads her også.
  • Den Dumme Dumme Quiz (ugentlig, ca. 1 time): Komiker Valdemar Pustelnik har besøg af to komikerkolleger og så handler det simpelthen om, at man skal svare så forkert som muligt på en række spørgsmål. Hvis man siger noget der er sandt giver det strafpoint. Jeg har ikke hørt den så længe, men jeg har været godt underholdt når jeg har!

Det var listen! Jeg håber du kunne bruge den til noget. Alle podcasts kan findes i din yndlingspodcast-app (hvis du mangler sådan en, så tjek Pocket Casts ud — det betaler de mig ikke for at sige, det er ren kærlighed!), så det er bare at gå på jagt.

Og hvis du er fan af podcasts vil jeg desuden anbefale dig, at blive medlem af Facebook-gruppen PODC▲STLE, som bugner af tips om gode podcasts!

Og til sidst vil jeg også opfordre dig til at læse mit indlæg omkring finansiering af podcasts, med særlig fokus på frivillig betaling, i form af “value-for-value”-modellen.

Og til allersidst: hvis du har kommentarer eller spørgsmål, så tøv ikke med at skrive en note eller kommentar her på Medium!

--

--

Søren Hugger Møller
Søren Hugger Møller

Written by Søren Hugger Møller

1,5x-lyttende podcastfan. Skriver nyhedsbrev om podcasts & podcasting: https://spiri.dk/nyhedsbrev/ . Podcasting og digitale medier hos @Radio24syv.

Responses (1)