Det gode gamle kommunalvalg — i den fagre nye medievirkelighed

TV2 Østjylland
TV2 Østjyllands udviklingsblog
15 min readNov 12, 2017

Det er tid til kommunal- og regionsrådsvalg, og for lokal- og regionalmedier betyder det traditionelt to ting:

  • Vi fortæller vidt og bredt og vidtløftigt om, at vi i år er endnu tættere på, dækker valgkampen og valget endnu mere og gør det på en helt ny måde
  • Vi dækker valgkampen og valget på nogenlunde samme måde som sidst.

Lukker vi øjnene og tænker fire, otte eller 12 år tilbage, dukker der formentlig erindringer op om sektioner i nyhedsudsendelsen pakket ind i valggrafik (naturligvis med mere eller — ofte — mindre subtile referencer til det at sætte et kryds), studieprogrammer med lokalpolitikere i debat om forskellige emner og pompøse afslutningsdebatter med en mangfoldig skare af tilhørere kørt ind med bus i afmålte mængder fra sendeområdets forskellige kommuner og styret med fast hånd af velklædte værter.

Jo, vi har set det før, og det er der masser af gode grunde til. Men da vi tilbage i foråret sad og skulle beslutte, hvordan vi på TV2 ØSTJYLLAND skulle dække valget i år, gik det op for os, hvor mange muligheder den nye medievirkelighed egentlig rummer. For reelt at komme tættere på. At komme i øjenhøjde. At være relevant.

For helt grundlæggende mener vi ikke, at demokratiet har en særlig aften — iscenesat og koreograferet i et studie i et mediepalæ. Vi mener, at demokratiet — og særligt lokaldemokratiet — lever, ånder, kæmper og slår med halen hver eneste dag blandt mennesker dér, hvor folk er. Demokrati handler i bund og grund mere om mennesker end politikere. Mere om almindelige menneskers dilemmaer end journalisters spørgsmål. Og mere om Samsø, Skanderborg og Silkeborg end Skejbyparken 1 i Aarhus Nord.

Medieudviklingen og mulighederne
Hvad er det helt præcist, den teknologiske udvikling har gjort mulig i dag, som ikke var muligt for blot få år siden?

Først og fremmest langt større muligheder for mobilitet, en platformspluralisme og — som følge heraf — en større segmentering i målgrupper, det være sig geografisk eller demografisk.

Eller formuleret mere konkret: I dag kan en reporter i marken selv line op, optage og redigere sit videoindhold — og principielt sende det på en hvilken som helst af vores platforme. Det være sig tv, www.tv2østjylland.dk, Facebook, Instagram eller Snapchat, alt efter hvor (versioneringen af) indholdet rammer målgruppen bedst.

Og når vi nu ikke er bundet af redigeringslokaler i Aarhus Nord, og når produktionen til mange af de platforme, vi udkommer på, ikke er meget mere kompliceret end et tryk på en knap, og når vi samtidig har ønsket om at være til stede dér, hvor samtalerne finder sted og politikken har betydning — ja, så kan vi rent faktisk indfri ønsket i en helt anden udstrækning, end vi havde mulighed for for få år tilbage.

Helt centralt i vores valgdækning denne gang står derfor lokalreporterne — ti styks til at dække ni østjyske kommuner plus Region Midtjylland. De er bevæbnet med iPhones, ekstra lys og en ekstern mikrofon, og med det udstyr producerer de stort set alt indhold. De kan lige få lov at præsentere sig selv her:

Pointen med lokalreporterne er altså, at de skal være en del af lokalområdet — de skal bruge et maksimum af tid på at orientere sig mod lokalsamfundet og et minimum af tid på at orientere sig mod TV2 ØSTJYLLAND. De skal ‘blende’ ind og være en del af kommunen. Af samme grund er lokalreporterne ikke “korrespondenter” eller andet fancy. Nej, de er TV2 ØSTJYLLAND dér, hvor borgerne er, hvor dilemmaerne fødes og diskussionerne opstår — og løsningerne findes.

Konkret har vi indgået aftaler med kommunerne om, at lokalreporterne kan sidde på fx folkebiblioteker, medborgerhuse eller andre knudepunkter, hvor folk naturligt mødes. Vi har produceret “valgplakater”, der gør opmærksom på reporternes tilstedeværelse, og både i tv og på hjemmesiden er lokalreporterne en markant indgang til valgstoffet fra de enkelte kommuner.

Men i virkeligheden rykkede lokalreporterne ud i lokalsamfundene langt tidligere, end de tre uger før valget, hvor de satte sig på deres plads på fx folkebiblioteket: Den måske største komponent i reporternes tilstedeværelse i de enkelte kommuner foregår på Facebook — og den tilstedeværelse begyndte for nogles vedkommende for flere måneder siden.

Lokalreporternes Facebookprofiler er så vidt muligt sat op, så alt privat indhold kun kan ses af deres “rigtige” venner, mens deres opslag i arbejds-regi er offentligt tilgængelige — og måske så til gengæld knap så interessante for deres “rigtige” venner. Men derudover har de personlige Facebookprofiler fungeret som en helt fantastisk måde at opbygge kildenetværk på, som det ville hedde i fagtermer — men mere dækkende er det måske at skrive, at lokalreporterne med deres Facebooktilstedeværelse er blevet en del af samtalerne og debatterne og i sidste ende af lokalområdet.

Favrskov-reporter Louise Fischer rykker ind på kontoret.

Det er fra lokalreporternes private profiler, de slår relevante opslag op i fx lokale grupper (‘Facebook Randers’, ‘Alt om Skanderborg’ osv.) og har gjort det, længe før den almindelige borgerlige bevidsthed samlede sig om kommunalvalget. Dén tilstedeværelse høster vi helt tydelig frugterne af her under valgkampen, hvor vi kan se, hvordan debatterne også finder sted på vores lokalreporteres profiler, og hvordan de bliver tippet om historier, som ikke ville have fundet vej til vores hovedadresse eller indbakken i vores redaktionsmail.

Kommentarsporet her under Thomas Gam Nielsens opslag om øget tilstrømning til de syddjurske privatskoler er et godt eksempel på, hvilke debatter der foregår på lokalreporternes Facebookprofiler.

I valgdækningen i de tre uger op til valget består lokalreporternes opgave i at bidrage med indhold til indslag i nyhedsudsendelserne på tv, indhold til www.tv2østjylland.dk og på TV2 ØSTJYLLANDs Facebookside og — ikke mindst — i at fortsætte dækningen på deres egne Facebookprofiler. De nyheder, der ikke rækker ud over de enkelte kommuner, bliver som udgangspunkt udelukkende slået op på lokalreporternes profiler — til den følgerskare fra kommunen, de har dér — og nogle af dem bliver evt. delt på TV2 ØSTJYLLANDs Facebookside, ofte med geografisk begrænsning. På den måde bliver TV2 ØSTJYLLANDs Facebook-hovedside heller ikke stedet, hvor alt skal ud — med en tsunami af kommunalvalgsindhold til følge — men fortsat en platform, hvor vores vanlige nyhedskriterier som fx tilstrækkelig relevans hersker.

Lokalreporterne har ikke identisk adfærd på Facebook. Nogle har succes med opslag i relevante borgergrupper — andre har på kort tid opbygget en stor venne- og følgerskare, som de publicerer til. Erfaringer der naturligt smitter af på den enkelte lokalreporters publicerings-praksis. Resultatet er en rummelighed og forskellighed, som tillader, at medarbejderne lettere kan tage personligt ejerskab til det overordnede projekt.

Vi har i øvrigt nok engang gjort os et forsøg med at målrette indhold på vores “store” TV2 ØSTJYLLAND-Facebook-side ift. brugernes hjemstavn — således at vi i højere grad kan tillade os at dele snævert Skanderborg-specifikt indhold til borgere i Skanderborg Kommune. Men indtil videre er erfaringen den samme, som den vi drog for et år siden: At reach bliver så ekstremt småt (langt under 1000), at vi nok må konkludere, at vi ikke kan bruge funktionen. Derfor går vi som sagt stadig primært efter at publicere indhold med relevans, der rækker ud over én bestemt kommunes grænser — og lade lokalreporternes profiler blomstre med kommunespecifikt indhold.

Valgdebatter ude i virkeligheden — børnepasning som public service
Ligeså vigtigt, som de fleste kan blive enige om, at lokaldemokrati og kommunalvalg er, omtrent ligeså usexet lyder det. Og selvom forskningen siger, at folk rent faktisk gerne vil engagere sig, viser det sig i praksis, at barrieren er ret høj, når det gælder om at lokke helt almindelige mennesker til valgdebatter — og det er jo lidt ærgerligt, når det netop er helt almindelige mennesker, demokratiet handler om.

Drømmen i valgdækning vil (forhåbentlig) altid være at få fat i ikke blot de særligt interesserede eller allerede indviede, men i ganske almindelige familier, der smører madpakker hver aften, tager en løbetur i ny og næ, men som også engang imellem varmer en frysepizza. De hedder ikke nødvendigvis Birthe og René, og de har ikke nødvendigvis kakkelborde, men I ved — sådan nogle helt almindelige mennesker. Sådan nogle, der typisk har børn, men som ikke af den grund har mindre krav på public service.

Frem for de traditionelle tv-transmitterede valgdebatter er vi derfor i år rykket ud — og ikke blot ud i kommunerne, men ud i børnehøjde og ind på Facebook. Væk er studiet, sminken, koreografien og tv-feelingen. Nu er der forsamlingshusstemning, politikere i øjenhøjde, reel dialog, og vi tager public service-opgaven på os og arrangerer børnepasning, mens mor og far kan tage del i lokaldemokratiet:

Valgdebatterne skal primært være fede at opleve — altså for de tilstedeværende — men vi sender dem også live på Facebook, hvor vi prioriterer en fornuftig produktionskvalitet, men det er ikke en tv-udsendelse og skal hverken ligne det eller produceres, som om det var det. Med andre ord er det et ret begrænset teknisk setup: Tre kameraer og en tricaster. Det står i skarp kontrast til de valgdebatter, vi er vant til at producere med et væld af kameraer, 12–13 mikrofoner, satellitforbindelser osv. Og det er faktisk en generel pointe i valgdækningen i år: Selvom vi udkommer på langt flere platforme og når meget længere ud end nogensinde før, kræver det ikke flere ressourcer end tidligere — snarere tværtimod.

Og valgdebatterne er fede at opleve — synes vi i selv (og brugerne — mere nedenfor!). Vi er bevidste om, at andre har fået samme idé med “pop-up-debatter” og valgdebatter i dagligvarebutikker ud fra helt samme rationale: At være dér, hvor folk er. Og ærligt talt: Det fungerer. Det gør børnepasningen også, som dette billede fra Bowl’n’fun i Silkeborg fint illustrerer:

Vi sender live på Facebook af primært to — sammenhængende — årsager: For det første kan vi servicere en niche af brugere (silkeborgensere eksempelvis) uden at “genere” andre med vores indhold, og det er lidt anderledes end i tv, hvor den eneste mulighed for uinteresserede er helt at zappe bort. For det andet og nok så vigtige bruger vi naturligvis vores Facebookbrugeres interaktion — deres spørgsmål og kommentarer — aktivt: Vi tager et udvalg af de spørgsmål, seerne kommer med, direkte videre til politikerne. Publikum on location kan også stille spørgsmål — på deres mobiltelefoner — ligesom alle de andre Facebookbrugere. De skriftlige Facebook-spørgsmål har desuden vist sig at gøre debat-indholdet bedre, da det nu er muligt at frasortere de allermest komplicerede og personsags-orienterede spørgsmål, inden de bliver stillet for åben mikrofon.

Som med så mange andre indsatser evaluerer vi arrangementerne. Efter hvert af de afholdte debatter har vi sendt spørgeskemaer ud til deltagerne, og tilbagemeldingerne er indtil videre overordentligt positive — ikke mindst på den del, der handler om rammerne for arrangementet, stemningen og det, at man møder sine politikere “i virkeligheden”.

Indtil videre har også de deltagende politikere taget godt i mod den nye produktionsform. Mange roser specifikt det mere enkle — og mindre stive — setup, kontra den klassiske der kan blive forudsigeligt og småkedeligt. En enkelt har kritiseret manglen på sminke — det var en mand fra De Radikale.

Facebook Live-streamingen af arrangementerne hører ikke til blandt bestsellerne på platformen, men holdt op mod vores normale vurdering af, hvad der klarer sig godt som Facebook Live, er det nok heller ikke overraskende. Her må vi glædes ved at servicere et mindre fællesskab og ved til gengæld at lade dem kunne komme til orde uden at være til stede ved selve arrangementet. Alle debatterne distribueres i øvrigt også på www.tv2østjylland.dk, på vores tv-kanal og i nedklippede versioner i vores nyhedsudsendelser på tv kl. 19.30 og 22.20.

Borgmestre væk fra borgmesterkontoret — og ind på Facebook (og hjemmesiden. Og tv. Og Youtube)
Har vi set dem før? Udover de klassiske studiedebatter er politikerinterviews i politiske omgivelser en af de helt traditionelle travere i valgdækningen — med borgmesteren enten på sit eget kontor eller et sted på rådhuset som det helt klassiske eksempel.

Vi tror på, at omgivelserne spiller en rolle — ikke bare for seerne, der lynhurtigt afkoder rådhuset som “brunt” og kommunalvalgskedeligt, men faktisk også for politikerne og deres svar. Og uden at skulle trætte dig, kære læser, med mantraet om at komme ud i virkeligheden, så er det igen dét, det handler om.

Vi ville gerne opfinde et format — primært målrettet Facebook — hvor de siddende borgmestre kom ud et sted i deres egen kommune og på en eller anden — subtil eller direkte — måde blev konfronteret med deres egen politik. Hvor der var noget på spil, hvor rammerne var mere løse, og hvor politikerne blev udsat for dagligdags dilemmaer og dialog frem for klassisk interview.

Derfor har vi sendt de ti østjyske borgmestre i praktik! Og når man nu står med den aarhusianske borgmester i arbejdstøj og i gang med at skubbe en trillebørfuld asfalt, kan man jo passende spørge, hvorfor de lovede vejforbedringer ikke blev klar til Kulturhovedstadsåret. Eller spørge Syddjurs’ borgmester, hvordan hans syn på forholdet mellem naturområder og landbrug er, når han nu alligevel er i færd med at fjerne gyvel i sin praktik som biolog.

Formatet var som sagt tiltænkt Facebook som primær platform, men da det først viste sig, at alle borgmestre faktisk rigtig gerne ville være med, og at den ændrede setting faktisk gjorde noget ved indholdet, var der selvfølgelig også interesse for at publicere serien på andre platforme. Men bortset fra at formatet på Facebook er square 1:1 og på web og tv 16:9, er der kun én version af hver video på ca. 2:30, selvom tanken blev luftet om at producere længere versioner til de andre platforme end Facebook. Det viste sig dog, at den komprimerede længde med relativt højt tempo og stor pointetæthed også fungerede bedre på de andre platforme, hvilket understøtter en indsigt vi tidligere har gjort os, og som Lasse From fra DR skarpt har formuleret:

“Indhold, der er produceret til de digitale platforme, gør sig også ofte fint på flow-tv. Men indhold, der er produceret til flow-tv, klarer sig aldrig på de digitale platforme.”

Lokaldemokrati i børnehøjde
På TV2 ØSTJYLLAND eksperimenterer vi som bekendt med Snapchat og har formået at nå en målgruppe af helt unge, som vi ellers ikke når på vores andre platforme, og de unge skal naturligvis også have viden om kommunalvalget — med det benspænd at de er under valgretsalderen, og at kun et fåtal af dem må formodes at være decideret politisk interesserede.

Vi forsøger os med en blanding af “kommunalpolitik i børnehøjde” og brugerinddragelse, hvor vi fx først fortæller lidt om, hvad det egentlig er, kommunen står for, og efterfølgende beder brugerne om eksempelvis at snappe os deres yndlingssted. Eller vi sætter fokus på valgplakaterne — der er en så tydelig fysisk manifestation i byrummet, at det er noget, alle aldersgrupper kan forholde sig til — og beder brugerne lave deres egen og sende den til os.

Vores kommunalvalgsdækning på Snapchat er med andre ord primært softcore og har til formål at vække interesse for, hvad det er, lokaldemokrati går ud på. På valgaftenen og valgnatten igennem har vi dog en ambition om at komme helt tæt på stemmeoptællingen og konstitueringen. I den bedste af alle verdener bliver det med en af lokalreporterne som vært, men de har også et par andre ting at se til…

Intensiveret tværregionalt samarbejde varmede op for valgkampen
Det rykker, når vi rykker sammen — ikke mindst når det handler om at drage kommunalpolitikken ud af den landspolitiske skygge. Derfor besluttede TV 2-regionerne i foråret at gå sammen over hele landet for i fællesskab at sætte fokus på den borgernære velfærd og de kommunale prioriteringer frem mod kommunalvalget i november — for lokaldemokrati er som sagt andet end tre ugers valgkamp.

I løbet af sommeren forberedte alle otte TV 2-regioner en række journalistiske historier om, hvor borgerne får mest kvalitet for pengene. Hvilke kommuner der er bedst til at drive folkeskoler, hvor er de mest effektive til at få borgere væk fra offentlig forsørgelse, og hvor danskerne foretrækker at bo.

I samarbejde med VIVE — Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, tidligere kendt som KORA — trak vi tal og fik lavet analyser af blandt andet alle landets folkeskoler, der viser hvor dygtige eleverne kan forvente at blive, hvis de vælger en folkeskole frem for en anden. Indholdet kom vores brugere til at møde i vores udsendelser, på vores hjemmesider og som debatter på de sociale medier. Konkret — blandt andet som et interaktivt kort, hvor man kunne se, hvor dygtig hver eneste folkeskole i Danmark er til at løfte eleverne fagligt.

På baggrund af materialet fra VIVE undersøgte redaktionerne på alle otte regioner også sygefraværet på de kommunale arbejdspladser og kommunernes indsats for at få borgere i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse.

Landet over er der kamp mellem kommunerne om at være attraktive for nye borgere, der kan bidrage med vækst, udvikling og skatteindtægter. VIVE har undersøgt også hvilke kommuner, der står til vokseværk og hvilke kommuner, som modsat må indstille sig på at blive mindre.

Det er dyrt at få lavet den type analyser og det ville helt umuligt for en enkelt TV 2-region at løfte. Ved at arbejde sammen, dele regningen og holde en række fælles redaktionsmøder fik vi dels et materiale, vi aldrig kunne komme i nærheden af. Og dels kunne vi ved at mødes til fælles ideudvikling på tværs af regionerne løfte projektet, ideudvikle og dele viden om lokale forhold på tværs af hele landet.

Seerne og brugerne på vores hjemmesider og sociale medier fik en lang række historier, artikler og fakta. Ligesom det lykkedes at sætte den nationale dagsorden et par dage med historierne om de forskelle, der er på folkeskolerne — selv når deres præstationer er renset for elevernes baggrund — og derved fik vi startet samtalerne om lokaldemokratiet, før kommunalvalgstrommerne lød.

Nogle af de idéer, der ikke blev til noget
Da vi begyndte at tænke i kommunalvalgsdækning helt tilbage i starten af året, var der mange idéer på tegnebrættet. Nogle af dem blev til noget — fx tanken om at børnepasning faktisk også er public service, hvis det betyder, at mor og far kan tage til valgdebat, imens poderne er på togtur gennem Ree Park. Andre blev ikke til noget — fx havde vi en tanke om, at det grundlæggende kunne være smukt i lokaldemokratiets tjeneste, hvis alle lokal- og regionalmedier slog pjalterne sammen i forbindelse med kommunalvalget og havde én samlet indgang på web og sociale medier til alt valgstof i Østjylland; ét feed af nyheder, der grundigt dækkede hver kommune (og Region Midtjylland, naturligvis!).

Af flere omgange brainstormede vi på særlige greb til de sociale medier, og mange af idéerne var faktisk — sagt i al østjysk ydmyghed — ganske gode. Vi måtte bare erkende, at der var for mange, både ift. ressourcer og kommunalvalgs-overload hos brugerne. Men her er listen, og så kan man jo glæde sig over, at der efter alt at dømme kommer et nyt kommunalvalg igen i 2021:

Vores cirka-bruttoliste, som den så ud engang i juni.

Første gang og den svære toer
En særskilt udfordring for et public service-medie, der ser det som en af sine fornemste opgaver at oplyse samfundet og øge den demokratiske bevidsthed, er de unge vælgere — første-, men primært andengangsvælgerne og dermed aldersgruppen 18–25 år.

Ud over at vi allerede generelt udkommer på mange platforme i forsøget på at nå østjyderne — også de unge — dér, hvor de er, og naturligvis ikke kan planlægge en valgdækning uden at tænke fx Snapchat og Instagram som integrale dele af formidlingen, indgår vi denne gang i et samarbejde med de øvrige TV 2-regioner, der i fællesskab har fået bevilliget et beløb fra Kulturministeriet. Denne særskilte ungeindsats kommer der et separat blogindlæg om her i løbet af valgkampen — for kan man overhovedet få unge til at interessere sig for noget så brunt som kommunalvalg? Og særligt hvis de måske er studerende eller på anden måde kun midlertidigt logerende i den kommune, de bor i for nuværende?

Vi mener det altså!
Den præmis, langt de fleste af diskussionerne på redaktionen bunder i for tiden, er nok, at vi i vores dækning af valget denne gang insisterer temmelig kompromisløst på, at vi dækker valget for vælgerne — ikke politikerne. For et regionalt mediehus med lokal forankring og en vis grad af afhængighed af goodwill fra lokalpolitikernes side er det svært ikke engang imellem at forfalde til at please politikerne — ikke mindst når vi har fjernet de klassiske studiedebatter, som formentlig er dét element, de fleste lokalpolitikere forstår som indbegrebet af tv-transmitteret kommunalvalgsdækning.

Pointen er selvfølgelig: Show it, don’t tell it. Vi skal vise det fede indhold, og så skal vi tro på, at vores brugere rent faktisk mærker den nærhed og den øgede relevans, som vi mener præger vores dækning.

Et andet diskussionsemne er lokalreporternes fysiske møde med vælgerne — vores kunder. Vi er flyttet ud til dem — de helt almindelige mennesker — og pludselig står de på kontoret og vil fortælle noget vigtigt. Så gælder det om at holde mund, lytte og i en eller anden udstrækning sætte sig ind i samtalepartnerens hverdag. Det er en sund øvelse — og lidt sværere end at udspørge en ekspert over telefonen. Til gengæld giver det så pokkers god mening at være derude i virkeligheden, så mon ikke vi tager nogle af de erfaringer med fremad?

Vores lokalreporteres Facebookprofiler:

Af Søren Ø. Jensen, valgredaktør, Dennis Dalgaard Engelstad, valgredaktør, og Uffe Alici Pedersen, leder for sociale medier, TV2 ØSTJYLLAND

--

--

TV2 Østjylland
TV2 Østjyllands udviklingsblog

Vi skaber samtaler og oplevelser i fællesskab og sikrer public service til de kommende generationer.