Den digitale fortælling fylder 10 år
Det er 10 år siden, at den digitale fortælling fandt vej til Danmark og brød alle rammer. Vi fejrer den med en status: Vi kigger på, hvordan den blev til, og hvordan de digitale virkemidler i dag er blevet et afgørende redskab til at få utålmodige mediebrugere til at blive hængende i de lange artikelformater.
Af Ida Mølgaard Gundersen, adjunkt, DMJX
Engang lå prestigen for skrivende journalister i at få trykt sine ord i blæk på tyndt, knitrende papir. Det var her, artiklerne levede. De blev naturligvis også copy/pasted over på mediernes onlineplatforme. Men over de seneste ti år har kampen for at fastholde læsere i de lange artikelformater gjort, at et nyt online univers af digitale muligheder er vokset frem. Muligheder som betyder, at mange medier leger med det princip, at alle digitale virkemidler er lige vigtige elementer, som alle tjener det formål at fortælle historierne bedst muligt — skrift sidestilles med video, foto, illustrationer, grafisk arbejde og infografikker. Rubrik, underrubrik, anslag, brødtekst er opløst og gøres i stedet op i skærmhøjder. Det er den digitale fortælling, som for ti år siden fandt vej til Danmark og sprængte spalterne. Det er dén historie, du nu skal læse.
Vi spoler derfor tiden tilbage til 2010. Til dengang, hvor man på web ikke kunne se forskel på et telegram fra Ritzau og den helt store feature. Det år udgav den amerikanske forfatter og teknologiskribent Nicholas Carr bogen “The Shallows: What the Internet Is Doing to Our Brains” — på dansk: ”Overfladiskheden: Hvad internettet gør ved vores hjerner”. Bogens dystre prognose lød, at den digitale tidsalders konstante muligheder for koncentrationsadspredelse nedbryder vores evne til at fordybe os. Bogen skabte debat — var det de lange artikelformaters dødsdom?
Læs også artiklen “Opskriften på den gode digitale fortælling”.
Rundt om i hele verden eksperimenterede medier med de digitale virkemidler. Kunne man få mediebrugerne til at læse andet end hurtige nyheder på nettet? Hvad skulle der til at fastholde deres skrantende koncentration?
Tre journalister fulgte med i udviklingen. De udgjorde Kristeligt Dagblads webredaktion. Heriblandt var journalist Kim Schou, og Stinne Andreasen var ung digital redaktionschef.
”Jeg skulle beslutte, hvordan vi brugte vores kræfter bedst. Jeg kom lige fra Berlingske, og pludselig stod jeg med to medarbejdere og skulle finde ud af, hvad vores hjemmeside skulle være. Hvordan kunne vi på nogen måde hamle op med store huse som Berlingske, hvor jeg kom fra?,” siger Stinne Andreasen, som i dag er digital redaktionschef på Berlingske.
Kim Schou dækkede på det tidspunkt flygtningestrømmene fra Syrien med klassiske reportager og nyhedshistorier. Men næsten ingen læste dem.
”Vi fik øje på de her historier fra udlandet, primært fra New York Times og fra norske VG, som eksperimenterede med nogle formater, der brød alle de rammer, vi kendte,” fortæller Stinne Andreasen.
”Nogle var gode, andre var åndssvage. Men de skabte røre,” siger Kim Schou, som i dag er digital redaktionschef på Dagbladet Information.
Særligt én artikel skabte genklang verden over og fik den lille netredaktion på Kristeligt Dagblad til at spærre øjnene op: New York Times digitale fortælling Snow Fall om et sneskred i 2012, som skulle gøre Nicholas Carrs pointer til skamme. På under en uge var mere end 3,5 millioner mennesker forbi artiklen med sine 15.000 ord kombineret med videointerview, interaktive grafikker og animerede simulationer. Den digitale fortælling tog 16 personer seks måneder at producere og kostede over en million dollar, og tre år senere vandt Snow Fall den måske fornemste journalistiske pris i verden, Pulitzerprisen.
”Alle snakkede om Snow Fall, og mange husker den stadig i dag. Det er i virkeligheden en meget lang artikel, men den fungerer stadigvæk rigtig godt. Mange mediers konklusion var dengang, at den slags journalistik var alt for dyrt og alt for tidskrævende. Men vi fik alligevel lyst til at prøve kræfter med det på lille bitte Kristeligt Dagblad,” fortæller Kim Schou.
Netredaktionen blev enig om at lege lidt med en reportageartikel fra Syrien:
”Det var før, de syriske flygtninge kom hertil. Vi vidste, det ville blive en kæmpestor historie. Vi kunne bare ikke få nogen til at læse om det,” fortæller Kim Schou.
”Men så kom vi til at snakke om, at vi kunne sætte den op på en anden måde. Kim var sådan en altmuligmand. Han havde lært sig selv at kode, så han prøvede forskellige ting af. Han satte artiklen op i fuldskærmsformat og indlejrede nogle videoer og et kort, og der var ingen reklamer, som forstyrrede billedet,” fortæller Stinne Andreasen.
Landets første rent digitalt tænkte artikel var født, og den fik både læsere og dele af den danske medieverden til at rette blikket mod Kristeligt Dagblad:
”Den blev læst og delt rigtig, rigtig meget, og Fagbladet Journalisten skrev om, at Kristeligt Dagblad brød netmediets rammer. Det var vildt fedt. Men hvis du ser den i dag, er den ikke særligt pæn,” siger Stinne Andreasen.
Skaberen Kim Schou er enig i kritikken af sin førstefødte:
”Den har en autoplay-funktion hele vejen igennem. Vi fik utroligt meget ros for det i starten, fordi det var nyt og spændende. Men nu er den jo bare dødirriterende. Og grim.”
Landets første digitale artikel var endnu våd bag ørerne, da den næste fulgte trop. Kristeligt Dagblads daværende journalist Line Vaaben, som i dag er på Politiken, havde gennem en periode fulgt en mand, der skulle til Zürich og have aktiv dødshjælp.
”Line Vaaben hev fat i os og spurgte, om vi kunne gøre et eller andet med artiklen. Så mødtes vi et helt hold af forskellige fagligheder — fotograf, redaktør, Kim, der kunne kode, og mig, og så snakkede vi det hele igennem,” fortæller Stinne Andreasen.
Historien tog form og blev til landets anden digitale fortælling, ’En enkeltbillet til Zürich’.
”Den gik helt amok,” fortæller Kim Schou.
Roserne regnede ned over den tre mand store webredaktion i hjertet af København, og historien løb med guldet i konkurrencen om Årets Webavis 2013 af brancheorganisationen Danske Medier:
“Det er første gang, at man i Danmark har fortalt en journalistisk fortælling udelukkende digitalt. Normalt er denne slags journalistiske fortællinger først blevet bragt i en avis og derefter overført til webavisen. Men her er det tydeligt, at man på forhånd har tænkt over, hvordan historien bedst ville tage sig ud,” sagde et af medlemmerne af dommerkomiteen, pr-og kommunikationskonsulent Søren Knudsen til Kristeligt Dagblad. Han betragtede ’En enkeltbillet til Zürich’ som et mønstereksempel på digital journalistik, som resten af branchen kan lade sig inspirere af.
”Skulle jeg lave den i dag, ville jeg gøre det anderledes på mange måder. Igen er autoplay-funktionen irriterende. Men vi lærte utroligt meget om arbejdsprocessen — hvor afgørende det er for en vellykket digital fortælling, at de forskellige fagligheder sætter sig sammen tidligt i processen, før man går i gang, så hele holdet sammen finder frem til de virkemidler, der bedst fortæller den enkelte historie,” siger Kim Schou.
Redaktionens succes med de digitale fortællinger betød, at de mødte velvilje over for de eksperimenterende artikler:
”Det var egentlig bare en legeplads. Hver gang vi opsnappede en historie med en spændende case for eksempel, så kaldte vi hele holdet sammen. Det var sådan, det hele startede,” siger Kim Schou.
Webredaktionen blev a-holdet
Stemningen skiftede på Kristeligt Dagblad, fra at journalisten helst så sine ord tryk i spalter på papir, til at det blev prestigefyldt at udkomme på web:
”Det blev fedt på Kristeligt Dagblad at lave webjournalistik. Før den tid var webredaktionen b-holdet. Pludselig ville alle lave digitale fortællinger, og det betød, at vi også begyndte at lege med at peppe de almindelige artikler lidt op,” siger Stinne Andreasen.
Udviklingen betød også ifølge den tidligere webredaktør, at Kristeligt Dagblads ry som en snæver kirkeavis blev gjort til skamme:
”De digitale fortællinger og Facebook fik tilsammen nedbrudt de fordomme, for her kunne vi vise, hvordan vi eksperimenterede,” fortæller hun. Snart fulgte flere andre medier trop ad den digitale sti. Først kom Politiken, snart efter fulgte TV2 og DR.
Vi springer frem til i dag. For i ti år har de digitale virkemidler spredt sig i mediebranchen, og den har udviklet sig. Der kommer ikke flere digitale fortællinger, kodet fra bunden fra Kristeligt Dagblad, for de valgte i forbindelse med en sparerunde i januar at sløjfe stillingen som visuel storyteller:
”Hvor vi før gav under en procent at vores historier en kærlig behandling, vil vi nu generelt give vores historier et løft. Det kan vi godt uden at skulle bygge dem op fra bunden med koder. Det er længe siden, at en specialfortælling var rigtig speciel, og de digitale virkemidler er blevet mere let tilgængelige,” siger digital redaktionschef på Kristeligt Dagblad Morten Frich om beslutningen.
Samme vej går de på DR, hvor redaktionen for digitale fortællinger blev nedlagt i efteråret 2022 også i forbindelse med besparelser:
”Digitale fortællinger skal ikke være forbeholdt en enkelt redaktion, men være for alle redaktioner. I stedet for at lave nye løsninger fra historie til historie og dermed få meget fokus på teknik, vil vi fremover arbejde med skabeloner fra de bedste digitale fortællinger gennem tiden og dermed gøre det muligt for alle redaktioner at byde ind uden et ekstra lag af formgivere,” fortæller Anders Emil Møller, ledende redaktionschef i DR Nyheder, om prioriteringen.
Digitale fortællinger performer markant bedre
På Berlingske går de den anden vej end DR og Kristeligt Dagblad:
”Jeg taler for at opprioritere indsatsen med digitale fortællinger og ikke det modsatte. På Berlingske er vi et hold, der arbejder på at fremme brug af visuelle virkemidler og digitale fortællinger. De digitale fortællinger slår så godt som altid almindeligt opsatte artikler, både hvad angår læsetid, scrolledybde, og som regel også på sidevisninger og salg. Derudover er de en legeplads, der fremmer kreativiteten og samspillet på tværs af fagligheder,” siger Stinne Andreasen.
Også på Politiken prioriterer de fortsat digitale fortællinger højt. Johannes Skov Andersen er redaktionschef på Politiken Fortæller, som er avisens samlede redaktion for digitale fortællinger:
”Vi laver digitale fortællinger, fordi vi skal udvikle vores produkt, og her findes der intet facit. Vi bevæger os ud i en verden, hvor der hele tiden kommer nye måder at fortælle på. Vi griber de virkemidler og arbejder ud fra devisen om, at historien skal fortælles med de virkemidler, som er bedst for historien,” fortæller Johannes Skov Andersen.
Ud over, at det er vigtigt for Politiken at følge med tiden, så er der ifølge den digitale chef endnu én afgørende grund til at bruge kræfter på de ressourcekrævende artikler:
”De performer markant bedre end almindelige artikler. Markant flere klikker på dem, og kigger vi på engagement, samlet gennemsnitlig læsetid, fordybelse og delinger, så ligger de ikke bare lidt over almindelige artikler, men signifikant meget over. Så vi laver dem, fordi de bliver efterspurgt af vores abonnenter.”
På Politiken udgiver de omkring en stor digital fortælling om ugen, men hver eneste dag udgiver de tre til fem mere simple lavet ud fra en skabelon:
”Politiken Fortæller har to roller: Vi producerer vores topniveau af digitale fortællinger, som vi kalder Large-artikler. Den anden rolle er at definere best practice og udbrede det til resten af huset. Til det har vi udviklet en skabelon, som alle redaktioner kan bruge — den kalder vi en Super Skabelon. Med den kan alle lave det, vi kalder small- og mediumartikler, som er mere simple digitale fortællinger. De er langt mindre ressourcekrævende end Large-artiklen.”
Mere skabelon i fremtiden
Johannes Skov Andersen, Kim Schou og Stinne Andreasen spår, at lagt flere artikler i fremtiden vil få et digitalt touch med hjælp fra skabeloner:
”Udviklingen er gået fra, at medierne har eksperimenteret enormt meget og lavet nogle lirede artikler til i dag, hvor vi i højere grad arbejder med de simple greb, som viser historien. Less is more. Et sansebombardement er ikke et mål i sig selv længere. Nu gælder det om at vælge sit greb med omhu. Jeg tror, at fremtiden byder på meget mere skabelon, som er en billigere måde at give en weekendfeature et løft. Jeg tror også, vi vil blive ved med at se nogle show offs, hvor medier vælger historier, som skal have den helt store tur,” siger Stinne Andreasen.
Hun mener, at udviklingen vil nedbryde nogle af de skel, der er mellem skrivende journalister og de andre fagligheder:
”I takt med at artikelskabelonerne bliver mere og mere avancerede tror jeg, at flere journalister skal vænne sig til at tænke mere digitalt fra starten — overveje, om det er video, grafik, billeder eller ord, der bedst fortæller historien,” slutter hun.
